Christian Marcussen skriver om bogen Hvordan islam trænger ind i skolen på sin Facebookprofil:

“Næste uge udkommer bogen “Hvordan islam trænger ind i skolen”. Bogen er oversat fra fransk og er skrevet af Jean-Pierre Obin, som er tidligere topembedsmand i det franske undervisningsministerium.

Bogen bør være pligtlæsning – særligt for vores politikere, undervisere og skolefolk bredt. Den er et rystende vidnesbyrd om de sidste 30 års voksende kulturkonflikt i de franske skoler, som i 2020 kulminerede med halshugningen af Samuel Paty.

Den er også et varsel om, hvad demografiske ændringer kan betyde (og i nogen grad allerede betyder) for skoler i Danmark i form af selvsegregering, religiøse særkrav, social kontrol, problematisering af “forbudt” undervisningsmateriale samt selvcensur hos lærerne.

Det har jeg skrevet en klumme om (i Berlingske, red.).

I klummen gentager jeg min opfordring til folketinget om at få iværksat en dybdegående undersøgelse af problemets omfang:

»Folketinget bør træde i karakter og få vedtaget en grundig og gerne løbende undersøgelse af selvcensur og kultursammenstød på vores uddannelsesinstitutioner. På den baggrund vil vi kunne handle klogt, målrettet og med rettidig omhu.

Vi skal for alt i verden undgå franske tilstande.«”

Dansk Boghandel skriver om Hvordan islam trænger ind i skolen:

“I ”Hvordan islam trænger ind i skolen” redegør Jean-Pierre Obin for de problemer, som den tiltagende islamisering af Frankrigs store, indvandrede muslimske befolkningsdel skaber i de franske skoler. I Frankrig blev stat og kirke adskilt ved lov i 1905, og skolen betragtes som den institution, der mere end nogen anden skal danne ungdommen efter Den Franske Republiks værdier om verdslighed.

Muslimske skoleelever, der vokser op i parallelsamfund, hvor de udsættes for islamistisk propaganda, udfordrer i stigende omfang princippet om verdslighed i skolen. Det sker som opposition mod oplysningsideen, modstand mod fælles undervisning for de to køn samt manifestation af religiøst tilhørsforhold gennem påklædning. Sidstnævnte er forbudt i de franske skoler.

Konsekvenserne af dette ser Obin som en blanding af eftergivenhed over for religiøse særkrav, øgede konfrontationer mellem alle aktører i skolesystemet samt en udbredt og stigende tendens til skolesegregering.

Hvordan ser situationen ud i Danmark? Vi har et andet syn på verdslighed i skolerne, men også her berettes der om øgede tilfælde af konflikter, når ytringsfrihed og oplysning indgår i undervisningen, og når læreres og i særlig grad kvindelige læreres autoritet udfordres. Skolesegregering er blevet et markant og omdiskuteret emne i den politiske debat.

Hvad er de langsigtede konsekvenser af den manglende assimilation af mennesker fra den muslimske verden, som er masseindvandret til det danske samfund? Vil segregeringen slå rod i skolerne og derefter i de øvrige dele af samfundet? Kan vi lære af Frankrig, hvor politikerne først nu begynder at forstå, at man ikke i tide tog udfordringerne fra masseimmigrationen alvorligt?”