For det første: Som reaktion på min omtale af USA’s besynderlige valg benytter nogle lejligheden til at skrive, at der jo også bliver snydt ved danske valg. Sådan vil man forklare, at de røde står stærkt, at Rasmus Paludans Stram Kurs ikke kom ind, og at afstemningen om forsvarsforbeholdet faldt uheldigt ud. Det var svindel det hele, for skurkagtige valgtilforordnede snød ved optællingen, må vi forstå. Bagmanden er George Soros, som kontrollerer nogle maskiner, der frembringer falske resultater.

Må jeg være fri! Der er ikke ringeste belæg for påstanden om, at det overhovedet er muligt at snyde ved danske valg. Man kan mene, at vælgerne har stemt forkert, at medierne er i lommen på venstrefløjen, at politikerne er fulde af løgn osv., men det er noget andet end valgsnyd. Jeg skal derfor anmode folk om at afstå fra at plastre min væg til med løse påstande, som kun tjener til at forplumre den egentlige, interessante diskussion, nemlig den om det amerikanske valg, der bliver afgørende for hele Vestens skæbne.

Hvad det sidste angår, er der al mulig grund til at betvivle, at proceduren lever op til demokratiske normer. Donald Trump har allerede været ude at sige, at der er blevet svindlet i den vigtige svingstat, Arizona, og alt tyder på, at han har ret.

Den ene procent af amerikanerne, der sidder på magten og pengene, fik et chok, da Trump blev valgt til præsident i 2016. Den herskende klasse havde ikke forestillet sig, at noget sådant kunne ske og glemte derfor at træffe de nødvendige forholdsregler for at forhindre det. Den fejl begår de ikke igen, og det er således tvivlsomt, om republikanerne, der er blevet partiet for den jævne amerikaner, nogen sinde igen vil kunne mønstre et flertal i Kongressen. Stemmerne i 25 valgdistrikter mangler at blive optalt, og hver gang, der foreligger et resultat, har demokraterne vundet, mens republikanernes mandattal ikke rokker sig.

Det er således tvivlsomt, om republikanerne får det flertal i Repræsentanternes Hus, som de fleste antog for givet. Hvis det ender med, at demokraterne beholder magten, vil der gå rystelser gennem store dele af vælgerhavet, som vil miste tilliden til, at man kan ændre noget ad demokratisk vej. Demokraterne kan være ligeglade, for hvem kan antaste deres magt, hvis de sidder på såvel Kongressen som præsidentposten? Demokraterne har allerede politiseret statens vigtigste magtinstrumenter, Justitsministeriet, FBI, Department of Homeland Security og forsøger sig nu også med Skattevæsenet, som de skamløst bruger til at holde modstandere og kritikere nede. USA er således ikke længere en retsstat. I realiteten gælder der én lov for regimets støtter og en anden for regimets modstandere.

Konsekvensen bliver formentligt, at nogle stater med republikansk styre, som bl.a. Texas og Florida, vil begynde at distancere sig fra den føderale regering og dens magtapparat. I den sidste ende kan det føre til en de facto opløsning af Unionen, men hvad skal folk gøre, når de har mistet troen på, at de kan ændre noget ved at stemme? Troen på medierne er for længst forduftet.

Når borgerne mister tilliden til demokratiet, er der ikke andet end den rå magt tilbage.