For et par dage siden, kunne man læse at Kim Møller er frifundet af retten i Århus uden at der fulgte yderligere forklaring med. Mange har spurgt efter nærmere detaljer, hvorfor Kim sender disse uddybende linjer om frifindelsen til interesserede samt Snaphanen og dens læsere:

Hensynet til pårørende var vigtigt, men der var også et hensyn til den offentlige fortælling.

Sagen har (med udsættelse) været undervejs i to år, og jeg håber i sagens natur at Anklagemyndigheden ikke anker min frifindelse ved Retten i Århus.

Anklageren var oppe på den store klinge under afhøringen sidste år, og jeg tror alle der overværede seancen godt kunne se, at hun skød gråspurve med kanoner. Hun måtte droppe en surrealistisk tillægsanklage om brud på navneforbud, og retsmødet i tirsdags var ren procedure uden min aktive deltagelse.

Anklageren fortsatte den aggressive stil, og forklarede at Landsretten havde givet fængselsstraf ved lignende sager. Hun hævdede derfor, at straffen måtte være i samme kaliber – dog værre, da jeg ikke blot havde delt en video på Facebook, men spredt billedet af et terroroffer på en redigeret blog.

Min forbrydelse var velovervejet, og ikke sket i affekt. Bloggen kunne læses globalt, og hermed kunne pårørende til det franske offer nemt finde det brutale billede. Jeg kunne have understreget min pointe om terrorismens gru uden brug af billedet, og blot beskrevet billedet, lød det. Argumentationen var virkelig dårlig.

Min forsvarer undsagde sammenligningen med Marokko-sagerne, og pointerede at det var vidt forskellige sager. Jeg havde skrevet speciale om Islam, og halshugningen af den franske kvinde havde et religiøst aspekt – hun blev ikke bare myrdet i en katedral, men blev halshugget.

Med stor tyngde tilbageviste han påstanden, om at brutale billeder ikke måtte offentliggøres. Brutale billeder måtte godt offentliggøres, hvis det havde offentlighedens interesse. Min billedbrug i artiklen om terrorangrebet var ikke væsensforskellig fra Floyd-videoen, Alan Kurdi-serien og andre ikoniske billeder som har været en del af nyhedsstrømmen.

Efter opremsningen kom han ind på kendelser fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. Blandt andet en sag mod et fransk medie, der havde bragt et billede af en bortført mand, taget af bortførerne. Offeret blev senere fundet død, og familien ville have mediet dømt.

Det fik de ikke, og rettens forklaring kunne 1:1 bruges i min sag. Hensynet til ofre og pårørende var vigtigt, men der var også et hensyn til den offentlige fortælling.