Nyt

Mette Thiesens kæreste Mads Tofte var på valgaftenen indblandet i en episode, hvor han kastede et plastikølkrus med øl på en medarbejder fra Nye Borgerlige, der tidligere har været kæreste med Mette Thiesen. Nu har denne episode, der er blevet anmeldt til politiet, ført til, at Mette Thiesen melder sig ud af Nye Borgerlige. Det skriver Mette Thiesen på sin Facebookprofil:

“Kære alle sammen.

Tak til alle jer, der har skrevet og ringet, sendt søde beskeder og vist omsorg på andre måder. Det betyder helt utroligt meget, når man står midt i et stormvejr.

Jeg har været med i Nye Borgerlige siden 2017. Jeg har kæmpet en masse kampe, stillet mig i frontlinjen, taget en masse skud – og levet med de massive konsekvenser det har – og tidligere har haft. Det var og er mit valg, selvom det påvirker min familie helt utroligt meget.

Jeg skal som det første sige, at jeg på det kraftigste tager afstand fra min kærestes handling på valgaftenen i tirsdags. Det var fuldstændig uacceptabelt – det ved både han og jeg. Det kommer til at have konsekvenser. Det har det allerede nu – og dem tager både han og jeg på os.
Jeg burde ikke have taget ham med, og han burde ikke have handlet, som han gjorde – den er ikke længere. Her lægger jeg mig fladt ned.

Med hensyn til til det foregående forløb, som beskrevet af Pernille Vermund, vil jeg blot bemærke, at alting har to sider. Desværre er der ikke blevet lyttet til min, og denne er derfor heller ikke en del af mediernes dækning. Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, alt for længe, og som jeg havde svært ved at håndtere selv. Jeg var skrøbelig og sårbar – men der blev desværre ikke lyttet.

Jeg har aldrig haft lyst til, at dette skulle udlægges i pressen. Jeg er et privat menneske og havde virkelig ønsket, at alting fortsat var privat og blev håndteret internt. Men nu er vi her – og det klarer jeg også.

Udtalelserne efter valget fra mennesker, som jeg tidligere har betegnet som mine nære, og som jeg holdt af, står for sig selv. Selvfølgelig er jeg ikke skyld i, at Nye Borgerlige ikke fik det ønskede valgresultat. Det, tror jeg, står soleklart for alle.

Jeg har ikke villet kommentere på det af den simple årsag, at jeg ikke synker ned på det niveau.

Lige nu har jeg brug for at tage noget tid med min familie og finde ro i, at jeg har truffet beslutningen om ikke længere at være medlem af Nye Borgerlige og dermed fra dags dato er løsgænger i Folketinget.

Jeg kan stadig se mig selv i øjnene. Jeg er ikke et perfekt menneske – endda meget langt fra. Jeg begår fejl – men jeg undskylder også meget gerne for de fejl, jeg begår – og jeg lærer af dem.

Men jeg undskylder ikke for noget, jeg ikke har gjort eller overfor en, der har gjort mig ondt. Det vil jeg ikke byde mig selv, for så går jeg i stykker.

Igen tak til alle jer derude, der har støttet og fortsat støtter. Jeg kobler af nogle dage og håber, at alle vil respektere, at jeg ikke ønsker at udtale mig yderligere i denne sag.”