I 2017 var Barbare Bertelsen departementschef i justitsministeriet, mens Søren Pape Poulsen bestred posten som justitsminister. Justitsministeriet har egen kantine. Men den faldt åbenlyst ikke i Barbare Bertelsens smag. Det afslører mediet Journalista i en ny artikel.
Journalista har søgt aktindsigt i bilag hos justitsministeriet, og disse bilag dokumenterer, at Barbara Bertelsen alene i 2017 bestilte mad og drikke hos Cafe Europa, der ligger ved Storkespringvandet i Københavns centrum, for 46.579 kroner.
Journalista skriver:
“De udleverede bilag fra Justitsministeriet viser, at der alene i 2017 var tale om 77 bestillinger over Barbara Bertelsens konto. Bestillinger der i alt medførte, at cafeen kunne fremsende fakturaer for 46.579 kroner. Vel og mærke et beløb der i høj grad skyldtes, at der som udgangspunkt kun var tale om små bestillinger, som Justitsministeriet afholdt i forbindelse med Barbara Bertelsens møder.”
Ifølge Journalista var Barbara Bertelsen særlig glad for Cafe Europas kaffe og te.
Cafe Europa, hvis officielle navn er Europa 1989 (cafeen kaldes dog sjældent andet end Cafe Europa), “er en cafe i europæisk-international klasse, som ligger i hjertet af København på Amagertorv – verdens navle, ifølge Søren Kirkegaard.
Europa 1989 ønsker råvarer af høj kvalitet, og vi vælger leverandører omhyggeligt efter deres tilgang til råvaren og håndværket bag.
Vi arbejder bevidst med at få flere økologiske og dansk producerede varer ind i vores køkken.
For at få den kvalitet og smag, vi ønsker, udvikler vi vores egne opskrifter og laver mange af vores ting fra bunden. Vi lader os også inspirere af den europæiske cafekultur og det mangfoldige europæiske køkken i vores menukort.”
(Foto af Barbara Bertelsen: Pressefoto)