Blandt de glædelige resultater af folketingsvalget kan nævnes, at vi nu slipper for at skulle se på Sikandar Siddiques kødfulde åsyn. Hans forsøg på at mobilisere moskegængerne som kernen i et islamisk parti er foreløbigt slået fejl. Det er heller ikke gået så godt for det andet mest pro-muhamedanske parti, nemlig De Radikale. Man husker, hvordan de ved forrige valg drog omkring i ghettoerne for at gøre hoserne grønne. Det har åbenbart ikke været nogen langtidsholdbar strategi.

Nye Borgerlige fik en pæn, men ikke prangende fremgang, hvilket utvivlsomt skyldes Inger Støjbergs nye parti, som folk tydeligvis har store forventninger til. Om de har haft grund til det, vil vise sig.

Hvis man er liberal, vil man begejstres over Liberal Alliances glimrende resultat. Hvis man derimod er borgerlig og samtidig dansksindet, savner man unægtelig, at Alex Vanopslaghs flok forholder sig til folkeudskiftningen, men den slags detaljer bekymrer ikke de unge og smarte.

Valget ramte en pil gennem påstanden om, at Nye Borgerlige er et parti for de velaflagte langs den nordsjællandske kystbare. Faktisk har NB sine stærkeste bastioner blandt almindelige mennesker i provinsen – ja helt ovre i Jylland.

Nå jo, og så kom Dansk Folkeparti heldigvis ind. Så må vi se, om der er en niche for et parti med en socialdemokratisk økonomisk profil kombineret med fædrelandskærlighed – en sjælden fugl i vore dage.

Resten er den sædvanlige grød af floskelpartier, der jamrer om klima, velfærd og den frygtelige ulighed i et af verdens mindst ulige lande.

En forbitret kommentator skriver, at vi nu må overveje at sælge Grønland, fordi inuitterne konstant sikrer røde flertal. Folkene deroppe kunne aldrig drømme om at vælge en borgerlig, for i isbjergenes land står den på røde og superrøde. Ligesom i København, som vi ved samme lejlighed også kunne prøve at afhænde.

Og nu vi er i gang, kunne vi passende sætte hele Danmark til salg, men det kan vi ikke, for vi er allerede solgt – uden at vi dog har modtaget nogen betaling.