Følgende er skrevet uden bitterhed, fordi denne kedelige følelse ikke fører nogen fornuftige steder hen. Følgende er skrevet for at dokumentere et forløb, der er meget mærkeligt alene af den grund, at det er kontraproduktivt for aktøren selv.

Det handler såmænd om Jyllands-Posten, der igennem noget tid har arbejdet bevidst på at nedlægge sit blogunivers. Ingen vægtig aktør på mediemarkedet gør, hvad JP har gjort, uden at det er med åbne øjne. Dummere er de selvfølgelig ikke hos JP.

Først fjernede man muligheden for, at bloggerne selv kunne lægge deres indlæg på, selvfølgelig under ansvar. Jeg vil skyde på, at jeg en gang hvert andet år fik fjernet et indlæg, fordi JP mente, at det gik over stregen. I nogle tilfælde kunne jeg godt se det, i andre ikke, men det er mindre vigtigt. Afgørende var, at bloggerne som udgangspunkt kunne publicere selv. Den mulighed forsvandt.

Dernæst forduftede muligheden for læserne for at kommentere de enkelte blogindlæg. Dette var væsentligt mere besynderligt. De begavede bidrag fra læserne overgik langt de tåbelige kommentarer fra samme. Ytringsfriheden er et ublandet gode, og de mange år, hvor læserne kunne bidrage, var gode år, også selv om der selvfølgelig skulle luges ud i vanvidskommentarer.

Til sidst forsvandt blogsiden hos JP helt og aldeles. Det skete for et par dage siden. En logisk konsekvens af de ovennævnte prioriteringer.

Jeg takker for de 13 år som blogger hos JP. Som sagt er der ingen bitterhed her. Blot en stille undren over, at en landsdækkende avis har afviklet noget, der stort set gratis gav avisen flere hundrede tusinder læsere hver måned.

Sådan er der så meget. Vi lever som bekendt i interessante tider, hvor mærkelige ting pågår, og hvor virkeligheden er anderledes end ellers.

God valgkamp eller hvad det nu er, når ingen vil tale om det, der er det eneste afgørende for det danske folk.”