The Sunday Times Rich List values the fortune of Mr Sunak and his wife, Akshata Murty, at £730m, making them richer than King Charles.

Before going into politics, Mr Sunak used to work for the US investment bank, Goldman Sachs.

He then moved into hedge fund management, and eventually set up own firm, Theleme Partners, in 2010.

Den historiske ironi er til at få øje på. Indtil kort efter 2. Verdenskrig var Storbritannien kolonimagt i Indien. Nu har Storbritannien fået en indisk premierminister i skikkelse af tidligere finansminister Rishi Sunak, efter at det på rekordtid lykkedes globalisterne at afsætte Liz Truss, der kun fik 44 dage på posten. Man slipper ikke godt af sted med at udfordre de sande magthavere med en England-først politik, som Truss forsøgte. Hverken de konservative partimedlemmer eller den britiske befolkning har haft nogen indflydelse på kroningen af Sunak. Omvæltningen er gennemført af den konservative parlamentsgruppe.

Man må herefter regne med, at Storbritannien yderligere vil distancere sig fra Brexit-afstemningen i 2016, som tidligere premierminister Boris Johnson allerede var i gang med, og i stedet tilnærme sig en politik inspireret af World Economic Forum. Vi kan altså forvente, at den nye regering vil gøre op med den selvstændighedskurs, som befolkningsflertallet troede at have sikret med udmeldelsen af EU.

Rishi Sunak er kendt for sine tætte forbindelser til Davos, hvor World Economic Forum har hjemme. I 2020 optrådte han på WEF’s ”Green Horizon” topmøde, hvor han tog til orde for en total overgang til ”grøn energi”. ”Vi bliver”, udtalte Sunak, ”nødt til at sikre en positiv og fair overgang til nul-udledning og beskytte vores miljø.” Også Sunak’s svigerfar, den hovedrige forretningsmand N.R. Narayana Murthy, har sin gang i Davos, hvor han i 2005 ledede et WEF-møde.

En af Sunaks globalistiske støtter i den konservative parlamentsgruppe, Tobias Ellwood, lægger ikke skjul på sine forhåbninger til den nye regering. ”Eksperimentet med det frie [marked] er forbi – det har været et lavpunkt i vores partis storslåede historie. Omstillingen [the Reset] begynder”, skrev han for nogle dage siden.

Blandt WEF’s vigtigste projekter er overgangen til den pengeløse økonomi. I stedet skal vi bruge digitale betalingsmidler, som har den fordel, at regeringerne kan kontrollere, hvad vi bruger vores penge til, og de vil til enhver tid kunne lukke folks konti, hvis de f.eks. giver økonomisk støtte til formål, som WEF eller regeringen ikke bifalder. I Kina har man allerede udstyret borgerne med en ”social kredit-score” – en slags karakterbog, der viser, om de opfører sig ordentligt og støtter regimet. Hensigten er at få fuld kontrol med hver enkelt fra vugge til grav. I England skal Bank of England have foreslået, at den nye digitale valuta skal kunne ”programmeres”, således at regeringen kan gribe ind mod opsætsige borgere.

Intet under, at det kinesiske styre får globalisternes tænder til at løbe i vand. Rishi Sunak har således foreslået, at UK forstærker sit samarbejde med Beijing, når det gælder ”globale anliggender som sundhed, aldring, klima og biodiversitet” – som han åbenbart mener, ligger de kinesiske kommunister på sinde. Global Times, et af det kinesiske styres propagandaorganer, har da også rost Sunak som den eneste kandidat til posten som premierminister med ”et pragmatisk syn på afbalancerede forbindelser til Kina”.

For at styrke ”biodiversiteten” og fremme Den Store Omstilling har Sunak som en af sine første regeringshandlinger proklameret, at han vil genindføre forbuddet mod gasudvinding gennem fracking, som Liz Truss havde ophævet.

Globaliseringen gør også gode fremskridt i Tyskland, hvis venstreorienterede regering under socialdemokraten Olaf Scholz netop har besluttet at sælge 24,9 pct. af Hamburgs containerterminal til det kinesiske statsejede selskab COSCO Shipping. Dette til trods for advarsler fra den tyske sikkerhedstjeneste.

Men national selvstændighed er ikke på mode i Vesten, hvis magthavere ser suveræniteten som en hindring for deres storslåede planer. Spørgsmålet bliver, hvor længe lande som Polen, Ungarn og Italien kan holde stand mod den globale alliance fra London, via Bruxelles, Berlin og Davos til Beijing.

Tilbage står USA, hvis midtvejsvalg den 8. november bliver afgørende for, om den nationale selvstændighed og folkesuveræniteten skal have en chance.

Desværre er der allerede tegn på, at demokraterne prøver at svindle – ligesom de formentlig vil erklære udfaldet udemokratisk, hvis de ikke vinder.