Documents Roger Sahlström har mødt politibetjenten “Fredrik”. Fredrik ønsker af forskellige årsager at være anonym. Document har fået Fredriks ansættelse inden for politiet verificeret af politibetjente, der i øjeblikket arbejder i Stockholm og Gøteborg.

“Fredrik” har arbejdet som politibetjent i to af Sveriges storbyer. For nogle år siden valgte han at forlade politiet og i stedet fokusere på at arbejde i det private erhvervsliv. Han mener, at politiet ikke længere er en fungerende myndighed. I dag driver han sin egen virksomhed inden for fødevarefremstilling og fortæller, at mange års stress og dårlig samvittighed nu er væk – jeg ville hjælpe, jeg ville arbejde for at beskytte og forsvare det Sverige, jeg voksede op i.

Vi mødes på en pub i Gamla Stan. Efteråret har netop bredt sine dufte og farver over Stockholm. Vi sætter os ned i en rimelig rolig del af restauranten.

– Håber ikke alt for mange sniglytter nu, siger “Fredrik” og griner. Det ville være trist, hvis din artikel kom ud som et rygte først.

Vi når næsten ikke at sætte os ordentligt ned, før “Fredrik” begynder at snakke. Det meste af tiden plejer de første par minutter af interviews at være lidt stive, indtil man finder hinanden, emnet og får temperaturen op.

“Fredrik” fortæller, at han altid har været politisk interesseret, men aldrig politisk aktiv.

– Sverige er et land, hvor det har været nemt at tage del i politik, fordi vi har haft en utrolig generøs åbenhed. Jeg håber, at Sverige fortsat vil være åbent. Men det føles stadig mere tumpet med denne åbenhed.

“Fredrik” fortæller videre, at han er præcis som de fleste ældre i Sverige. Opvokset med, omkring og i socialdemokratiet, siger han med en vis tristhed i stemmen

– Da jeg voksede op, var det utænkeligt, at mine forældre stemte på andet end Sossarna. Hvilket jeg også gjorde ved nogle valg. Så engang i løbet af 1990’erne begyndte Sverige at ændre sig. Det var ikke kun, at de borgerlige havde haft magten i begyndelsen af ​​90’erne. Socialdemokratiet mistede noget på en eller anden måde og har aldrig fundet tilbage til det, de engang var.

Den samme vildfarelse, som findes i dag blandt socialdemokraterne, kan nok anvendes på alt andet i Sverige. Det Sverige, der engang var, er nu noget fra fortiden, noget, der kun eksisterer i hukommelsen, nostalgi, som man kan læne sig op ad. Kriminalitet, migrationsspørgsmål, ideologiske skift og nye sociale problemer har ændret Sverige i dets grundlæggende strukturer. Tidligere blev alt holdt sammen af ​​Socialdemokratiet og deres visioner. Da visionerne begyndte at falme, mistede socialdemokraterne magten over samfundet og borgerne.

Der er mange problemer. Tyveknægte, kriminaliteten er eskaleret og ændret sig. Politikerne giver slip på den tidligere ret hårde migrationspolitik og måske det vigtigste er afviklingen af ​​den velfærd, der tidligere fandtes. Før der var et sikkerhedsnet, er det mere eller mindre ikke-eksisterende i dag. De, der mistede mest af dette, er de mest udsatte og svage.

Du siger, at kriminaliteten har ændret sig. Hvad mener du?

Et simpel billede på forskellene er, at da jeg startede som politibetjent var der ulovlige knallerter, fulde teenagere, butikstyverier og “normal” ungdomsuro i storbyerne. Der var bestemt sager, der var mere grove og skilte sig ud. Politiet havde dog godt styr på disse få personer. For der var kun få. I dag handler det om bander. Nogle har højt organiserede strukturer med forbindelser til udlandet, og andre er mere lokalt løse strukturer. Men det er tydeligt, at de alle er farlige, og de viser gang på gang, at de er villige til at bruge brutal vold.

– Vi har også fået en form for “krænkelsesforbrydelser”, det kalder jeg det. Unge fyre, der ikke har nogen hæmninger, som er fornærmede over, at nogen kiggede forkert på dem, eller vrede over, hvad nogen postede på Instagram. Dengang slog man hinanden på tæven, og så var det ovre. Nu går det som regel direkte til våbenvold, og det ender med, at nogen dør, bare fordi nogen er blevet krænket.

Men hvordan kunne Sverige gå fra ekstrem sikkerhed til, hvor vi er i dag? 

 Jeg ser Socialdemokratiet som skyldig i bandernes fremkomst. De har bildt ungerne i forstæderne ind, at de er sårbare, at de er udsat for racisme, og at svenskerne ikke vil have noget med dem at gøre. Det er et problem skabt af socialdemokratiet ved at placere folk i betonghettoer i forstæderne og så sige, at de er indvandrere, som aldrig bliver til noget. Flere grupper har fået en opdigtet følelse af eksklusion ved hjælp af bidragsydelser. Det er ærligt talt noget lort mod disse mennesker. Deres frihed er blevet taget fra dem, og de er blevet gjort afhængige af systemet. Det er ikke sådan, at betjentene eller politikerne bliver ramt af dette. For de bor ikke i disse områder – dem, der lider, er dem i forstæderne. “Fredrik” fortæller videre om Sverige og mener, at Sverige indtil for nylig var et af verdens bedste lande, hvor ingen manglede noget. – At slå fejl i Sverige er et valg, siger han. Alle unge har haft adgang til mere eller mindre fri skole og kan gratis uddanne sig helt op til en universitetseksamen. Det er få lande, der giver unge disse muligheder. Det er tragisk og farligt, at så mange unge fravælger skolen. Mere tragisk er det, at der er så få voksne til at holde børnene i skolen. Det føles, som om voksenverdenen har givet op.

Men kan politiet forhindre bander og udvikling?

– Sikkert ikke. Så længe myndighederne er fulde af folk, der vasker hænder og kun vil holde øje med, hvad folk siger i omklædningsrummet, eller hvad de skriver på nettet, vil politiet ikke opklare nogen alvorlig kriminalitet.

– Vold eller direkte konfrontation er heller ikke den rigtige vej, selvom det er nødvendigt. Jeg tror på flere forskellige dele. Dialog virker faktisk, men der er brug for mere end dialog. Skolen er en vigtig del. Der er for få krav i skolen i dag, og problematiske elever får lov til selv at bestemme over deres skolegang. Hvilket mange gange fører til destruktive mønstre for unge i fremtiden.

Men hvis skyld er det?

– Politikerne gør det nemt for sig selv. Venstrefløjen giver klasseforskelle skylden, og højrefløjen ønsker mere politi og hårdere love. De har begge nogle pointer, men det er rent gætværk.

Sverigedemokraterna er dem, der er kommet tættest på, hvad der skal gøres, og i modsætning til alle andre politikere har de sagt det, som det er. I Sverige er der dem, der brænder biler af, og dem, der bygger biler. Intet bullshit, lige til sagen. Gå hårdt imod ondskaben og beløn dem, der vil arbejde fremadrettet.

– Ansvaret for, at det er blevet sådan, ligger hos vores politikere, der naivt troede på et system omkring multikulturalisme, der aldrig vil fungere. Nu siger jeg ikke, at der er noget galt med multikulturalisme. Sverige og Europa har altid været multikulturelle. Problemet er multikulturalismens politiske projekt, som har været drevet af alle partier undtagen Sverigedemokraterna.

– Projekt multikulturalisme har også givet muligheder for, at aktivister kan leve fedt og få deres politiske dagsorden ud uden større problemer. Svenske myndigheder og organisationer er befængt med aktivister med en politisk dagsorden. 2015-flygtningekrisen og BLM viste, hvor store de er, og hvor hurtigt de kan organisere sig.

Du valgte at forlade politiet, hvorfor?

 Alt begyndte at forringes i løbet af 1990’erne, da nærpolitireformen blev indført, og det var det, der lagde grunden til den dysfunktionelle politimyndighed, vi har i dag. Så kom chef for politimyndigheden og socialdemokratisk politiker Dan Eliasson og slog de sidste søm i kisten for politiet. Det vil aldrig være muligt at reparere den skade, Dan Eliasson gjorde inden for politiet. – Jeg giver ikke længere så meget for politiorganisationen. Jeg vil gerne sige, at hele organisationen ligger i respirator. Der er ikke mange år tilbage, før det hele ramler. Det handler mere om at bevare et bestemt billede af politiet end om rent faktisk at udføre politiarbejde. I dag sidder utallige kommunikations medarbejdere og andre embedsmænd i politiet og taler om, hvilken følelse politiet skal have for samfundet, og hvordan de skal opfattes. Det er måske ikke flere politifolk, Sverige har brug for. Vi har brug for en politibetjent, der kommer på arbejde og mindre bullshit. En politimand, der kan gribe ind og tage føringen. Lad være med bare at stå og se og lytte til al det vrøvl. – Jeg har selv oplevet og set, hvordan mine kollegaer bliver behandlet i de store byers forstæder. Der er nul respekt for politiet. Små børn, der skriger af os, at de skal “kneppe vores mødre”, at vi er ludere, der burde skydes. Denne mangel på respekt burde have været løst for mange, mange år siden. Men det er vokset med hjælp fra “gangsterkultur” og influencers på sociale medier. Jeg tror ikke, det kan stoppes, men nu har vi en negativ kultur her. I dag er politihad så åbenlyst og normalt, at berømtheder kan sige “Fuck the police”, uden nogen som helst konsekvenser.

Du er meget negativ over for politimyndigheden.

Politiets arbejde er gået fra at beskæftige sig med kriminalitet til i dag at beskytte folks følelser og velvære. For eksempel skal vi behandle politisk aktive mennesker på venstrefløjen som småbørn. De kan ikke tåle noget, de ser nazister og fascister overalt og skriger, at vi skal fjerne fotografer og journalister fra deres demonstration. Det er trættende at høre voksne mennesker råbe og opføre sig som forkælede småbørn. Tag nu dem, der blokerer vejene. Hvad er det for nogen djævelske idioter? Jeg forstår, hvad de vil sige. Men hvordan havde de tænkt sig at komme igennem med noget af det, de gerne vil igennem med ved at gøre sig umulige med alt og alle.

“Fredrik” fortæller videre om alle de utallige projekter, de havde inden for politiet for at knytte dig til kriminelle unge.

– Vi skal grine og lege med alvorligt bandekriminelle. Vi byder på kaffe og pizza. Der er en ide om, at politiet skal være mentorer og rollemodeller. På papiret lyder alt godt, men alt som dette er en fiasko, hvis man ikke bakker det op med andre aktiviteter. Følelser og hitte-på-videnskab med politiske motiver har fejet benene væk på hele organisationen.

– Jeg oplevede, at de sidste år, jeg var ansat, var myndigheden (politiet) fyldt med politiske aktivister. Enhver lille lort i samfundet havde pludselig en kontaktperson eller mentor indenfor politiet, og alle havde deres egen dagsorden. Arbejdet gik mere og mere ud på at skabe et bestemt billede af politiet, end egentlig at foretage sig noget. Alt det sludder stoppede reelt politiarbejde.

– I stedet for at udføre traditionelt politiarbejde, læser man i dag vejledende cirkulærer om værdier, og hvordan vi skal forholde os til groft kriminelle mennesker og personer, der anser sig selv for at være udstødt. Jeg ved ikke, hvor mange dokumenter jeg har læst og møder jeg har været til, hvor de talte om tonen mellem kolleger eller om tonen over for gruppe x og y. Jeg har været til foredrag, hvor de talte om “ord gør ondt”, at nogen kan have det dårligt, når de bliver kritiseret eller gør noget forkert. Politiet er simpelthen blevet en voksenbørnehave – det er ikke holdbart i længden. Politiet har monopol på vold og det skal bruges af dygtige mennesker, der kan håndtere komplicerede situationer.