Økonomisk er EU en kæmpe, men militært og udenrigspolitisk er EU en gigantisk blævrende vandmand, der tror, at den er en haj. EU’s udenrigskommissærer har de sidste tyve år forsøgt at mase sig ind i en mægler- eller forhandlerrolle i alle større internationale konflikter. Det fejlslagne arabiske forår, Syrien-krigen og præsident Erdogans kalifat i Tyrkiet er gode eksempler på, at EU blev sat uden for døren, fordi EU ikke har magt eller autoritet til at tale på alle medlemmernes vegne. Men kan man ikke være med i superligaen, kan mindre også gøre det. EU støtter varmt op om Marrakesh-aftalen, der giver flygtningestatus til ethvert vandrende menneske og var signatar på den berygtede atom-traktat med Iran, som snart kan lade atomraketter regne ned over Israel. Og nu har von der Leyen slået til igen: Sammen med Europarådet har EU finansieret en reklamekampagne, der skal popularisere det islamiske tørklæde, som et symbol på frihed og mangfoldighed. Det har ikke vakt protester i dansk presse, som siden afstemningen om forsvarsforbeholdet i juni har været lige så begejstrede for EU, som Stine Bosse og Marlene Wind. At samme EU gennem sin hovedløse ’grønne omstilling’ har anbragt vores energiforsyning i lommen på Præsident Putin, har heller ikke udløst kritik på Christiansborg, der som bekendt tilhører samme klima-kult som EU-Kommissionen.

EU har heller ikke reageret på Irans igangværende massemord på sin egen befolkning, der atter har rejst sig i protest mod det islamiske tyranni. Atom-aftalen, der er til genforhandling, skulle jo gerne i hus uden for meget uro på bagsmækken. Man må undre sig over, at EU-ledelsen er så tonedøv, at den ikke kan se de tætte ideologiske paralleller mellem politisk islam og den nazistiske ideologi. Nazismen skelner mellem mennesker og undermennesker, som er jøder, slaver og sorte. Islam respekterer mennesker, der er muslimske mænd, men ikke undermennesker, der er kvinder og alle vantro. I den nazistiske verden er det mænd, der tænker og handler. Kvinder hører til i hjemmet ( Kinder, Kirche, Küche). I islam er manden føringskraft for kvinden, der skal adlyde og passe hjem og børn. Islam og nazismen bygger begge på en fanatisk personkult rettet mod henholdsvis profeten Muhammed og Adolf Hitler. Nazismen gennemtvang kulturisolation, hvor det var strafbart at læse udenlandske aviser og høre radio fra andre samfund. Tyskerne måtte høre radio gennem en såkaldt Volksempfänger, der kun kunne tage de tyske stationer. Islam forbyder andre religioner og demokratiske bevægelser, der undertrykkes og straffes hårdt. I den nazistiske ideologi er individet intet, staten eller ’folkefællesskabet’ er alt. Det gælder også i islam, hvor individet er uden værdi. Familien, stammen klanen og det islamiske globale folkefællesskab (Ummah) betyder alt.

I Tyskland og Østrig er nazismen og nazistiske symboler forbudt, og i en række EU-lande er det kriminelt at benægte Holocaust. Det gælder Frankrig, Italien og Spanien. Ikke desto mindre kan EU-kommissionen ikke se den snævre sammenhæng mellem islams politiske del og fascistisk ideologi. I Danmark har vi valgt at tillade fascistiske bevægelser og partier. Det er således ikke strafbart at være kommunist eller nazist i Danmark. Og det er også derfor, at vi ikke kan gennemføre et forbud mod at bære det islamiske tørklæde, selv om det symboliserer en hengivelse til det totalitære kalifat, som skal afløse den demokratiske retsstat. Men det er ynkeligt og nærmest komisk, at vi har travlt med at udskamme Qatar for at holde slavearbejdere samtidig med, at det officielle Danmark åbenbart synes, at det er helt i orden, at EU og Europarådet lancerer en kampagne, der skal kåre det islamiske tørklæde til frihedens symbol. Og det samtidig med, at tusindvis af kvinder i Iran bliver anholdt, torteret og idømt lange fængselsstraffe for at fravælge tørklædet. Som dansk demokrat skulle man tro, at EU’s ellers højt besungne værdier lå i at hylde nationer, der undlader at myrde kvinder, hvis de aflægger sløret. Der lyder dog ingen danske protester mod EU for Kommissionens skamfulde tørklædekampagne eller mod Iran for massemordet på befolkningen. Men nu kommer folketingsvalget, og så er det bedre at helgardere sig som regering. Udenrigsministeren har derfor forsigtigt udtalt, at det bestemt ikke er acceptabelt, hvad der foregår i Iran i disse dage. Vi forventer herefter, at ayatollah Khameini og hans massemordere skammer sig og opfører sig ordentligt i fremtiden.