Det er ét år siden, at Lars Vilks døde i en trafikulykke (?). Jeg mødte Lars Vilks sommeren 2007. Han havde lavet tre Muhammedtegninger til en udstilling i Sverige. Tegningerne blev, som man muligvis kunne forvente, bortcensuret fra udstillingen grundet frygt. Altid velinformerede Snaphanen blev opmærksom på nyheden og var så elskværdig at informere mig.

Jeg blev ret overrasket over, at en svensk billedkunstner helt frivilligt valgte at stikke hånden ind i det hvepsebo, der er Muhammedtegninger og de reaktioner, som sådanne tegninger kan afstedkomme (dette var stort set lige i kølvandet på den danske Muhammedkrise, hvor både danske kunstnere, medier og politikere var blevet kuet til tavshed og underkastelse under det islamiske billedforbud). Endnu mere forundret blev jeg, da det viste sig, at Lars Vilks stod i telefonbogen, og at man kunne ringe til ham.

Jeg greb telefonen og fik fat i en munter mand, der ikke virkede det mindste bekymret over det, han muligvis havde kastet sig ud i. Jeg tror egentlig ikke, at Lars Vilks var optimist på sin ytringsfriheds vegne. Jeg tror bare ikke, at han frygtede konsekvenserne. Eller også så han mulige negative konsekvenser som en del af værket.

Historien om den svenske Muhammedtegner fik langt mere dækning i Danmark, end den havde fået i Sverige, hvor det var en regional petithistorie. Men efter at historien var blevet kørt op på den store klinge i Jyllands-Posten og Weekendavisen, vendte historien tilbage til de svenske medier med fornyet kraft. Snart var Lars Vilks ikke bare kendt for monumentalskulpturen Nimis – der er Vilks’ egentlige hovedværk – men også som Muhammedtegner. Og Vilks blev kendt i kredse, hvor man ikke påskønner kunst og religionskritik og slet ikke sammenblandingen af de to.

Jeg samlede op på presseomtalen i Danmark og sendte den til Vilks, og vi begyndte at kommunikere på mail. Et par uger senere tog jeg til Höganäs i Sverige for at besøge ham. Vilks var en person, hvor kunsten fyldte alt. Hans ungkarlebolig var fyldt til randen med kunst og bøger om kunst. Kun soveværelset og køkkenet var fremkommeligt. Hvis han ikke havde været kunstner, ville man sikkert have beskyldt ham for at være hoarder.

Nogle uger senere skulle Lars Vilks udstille på Eslöv Biennalen. Han skulle udstille en træskulptur, som skulle fungere som Nimis’ ambassade i Eslöv. Værket var vel så upolitisk, som man man overhovedet kunne tænke sig. Men frygten for Vilks – eller rettere de islamister, der kunne tænkes at ville Vilks ondt – var allerede begyndt at sprede sig, selvom ingen på dette tidspunkt havde truet Vilks endnu.

Vilks blev derfor udelukket fra biennalen (han fik senere rettens ord for, at afgørelsen var forkert) af lokale politikere, og arrangøren spurgte om, jeg i stedet ville overtage Vilks’ plads. Det ville jeg gerne, hvis Vilks var indforstået. Det var han. Men jeg syntes, at det ville være åndssvagt at overtage en anden kunstners plads på en udstilling uden at forholde sig til, hvorfor denne kunstner ikke længere var velkommen på udstillingen. Så jeg bad Vilks om en Muhammedrundkørseltegning, som jeg kunne viske ud og herefter udstille det blanke papir. Det gik både udstillingsstedet, biennalen og Lars Vilks med til.

Jeg kom til Sverige endnu nogle uger senere bevæbnet med en ramme og et viskelæder og fik tegningen af Lars Vilks. På den lokale skole, hvor jeg var blevet tildelt et rum, hvor jeg kunne overnatte gik jeg så i gang med at viske tegningen ud. Det viste sig vanskeligt – for ikke at sige umuligt. Vilks havde tegnet så hårdt med sin blyant, at selvom jeg viskede selve blyantstregen ud, var konturerne af Muhammedhunden præget ned i papiret. Resultatet blev, at de lokale politikere, der havde udelukket Vilks (alene fordi han var Vilks), i stedet fik en af Vilks’ Muhammedtegninger hængende et særdeles profileret sted i byen i en måned.

Udstillingen forløb uden problemer. Men var dog i en periode beskyttet af svensk politi.

Ved ferniseringen mødte jeg i øvrigt Dan Park. Han var ikke med på udstillingen, men jeg så noget af hans kunst på nettet og blev ret chokeret. Dan Parks kunst er en acquired taste. Senere er jeg som bekendt blevet rigtig glad for den.

Æret være Lars Vilks’ minde.

(Foto: Jeg arbejder på Vilks’ tegning)

Se også TV 2’s Cecilie Beck og kulturmarxisten Harald Toksværd vil feminisere den vestlige mand