I kølvandet på eksplosionerne og efterfølgende skader på Nord Stream 1- og 2-rørledningerne er spekulationerne store om, hvem der kan have udført dette. De fleste har mistanke om, at russerne står bag sabotagen, mens de selv peger på både USA og Norge. Så kan det være interessant at se på, hvad der er blevet gjort, og hvad der IKKE er blevet gjort siden begivenhederne indtraf.

En person, der arbejder i industrien, der fremstiller rørledninger, kontaktede Document for at informere deres mening om sagen.

Han pegede først på en artikel i Stavanger Aftenblad, hvor eksperter hævder, at udbedring af selve skaden er fuldt ud mulig, men at intern korrosion i rørledningen på sigt vil udgøre en større trussel mod rørledningernes levedygtighed.

Reparationsberedskabet for ødelagte rørledninger er placeret på Killingøy i Haugesund. Teoretisk mener eksperter, at det er muligt at reparere skaden, men det haster med at komme i gang.

– Teoretisk set er det muligt at opnå det, men det er et meget omfattende arbejde, som jeg vil antage vil tage mindst et år – det vil være lidt ligesom at spørge, hvor lang en elastik er – men det er et stort arbejdsomfang, siger Leif- Tore Skjerven for Aftenbladet.

Skjerven har stor erfaring med dykning og undervandsoperationer på norsk kontinentalsokkel. Han har været dykkerchef i Statoil og konsulent for undervandsindustrien i en årrække.

Ifølge Teknisk Ukeblad har tyske sikkerhedsmyndigheder oplyst, at rørene er tabt for altid, mens ejerne af rørene, Nord Stream AG, siger, at rørene kan repareres.

Vi kan gå ud fra, at de, der ejer og driver rørene, kender rørteknologien bedre end de tyske sikkerhedsmyndigheder. Og her begynder det at blive interessant, skriver vores kilde.

Eksperter, vi har talt med, påpeger følgende: Under normale omstændigheder ville alle parter straks implementere deres beredskabsplaner. Fra Gazproms side ville det betyde, at så hurtigt som muligt, og mens gassen stadig strømmer ud, fra eksportterminalen sender det, man kalder en “gris”, en prop, der drives frem gennem røret af trykforskellen.

Proppen ville før eller siden ramme vandet der er på vej ind i røret (det vil ske mens der stadig strømmer gas ud) og ved at regulere trykket bag proppen stoppes dette i passende afstand fra skadestedet. Da rørene er designet og bygget efter DnV-standarden, er det ret sandsynligt, at Gazprom har et beredskabssystem, der inkluderer sådanne grise og andet udstyr (griselåse) stående klar ved eksportterminalerne.

Vores kilde påpeger, at når Rusland fremstiller sig selv som uskyldig i forhold til begivenhederne, vil man antage, at de var interesserede i straks at gennemføre sådanne tiltag, der kan bevare rørledningerne for fremtiden, dog med noget nedsat trykkapacitet som følge af vandindtrængning med efterfølgende korrosion.

Når der ikke er signaler fra Rusland om, at det sker, kommer følgende sammenligning frem. De står og ser en såret soldat langsomt bløde ihjel, mens de har en fuld førstehjælpskasse til rådighed. Skaden kan forårsage permanent skade, men soldaten kunne have overlevet.

Andre spekulationer er, at anbringelse af sprængladninger på en rørledning er så frygteligt avanceret, at kun statslige aktører kunne have udført det.

“Det er mildest talt den reneste BS (bullshit), siger andre, vi har talt med.

“Glem at dykke. Dette gøres nemmest med en ROV (Remote Underwater Vehicle).’

Misforståelserne i diverse kommentarer er også slående, siger vores kilde. Et eksempel er, at rørledningerne på den norske kontinentalsokkel er beskyttet med et tykt lag grus og sten.

Dette er kun delvist korrekt. Sten med en størrelse på 80-120 mm dækker de områder af rørledningerne, der kan blive udsat for faldende genstande, for eksempel fra en borerig. Ydermere bruges stenfyld til at stabilisere eller kontrollere udvidelsen i rørledningen, og ofte nedgraves rørene for at give varmeisolering.

Der er stadig en del rør, der ligger direkte på havbunden, og derfor er udsat for angreb og sabotage.

Påstande om, at det er umuligt at overvåge alle rørledninger kontinuerligt, er også delvist forkerte. Det handler om penge, ikke om teknologi. Bergensvirksomheden Naxys Technologies er verdensledende på dette område.

Rørsystemer som Nord Stream er bygget efter DNV-GL standard standarden ligesom de norske rørledninger. Disse kan tåle at blive fyldt med havvand i maksimalt 30 dage. DNV står for Det Norske Veritas.

Reparationsarbejdet kræver lang planlægning og en del ingeniørarbejde på forhånd, skriver Aftenbladet.

– Der skal mobiliseres et stort hold, og det tager typisk to-fire uger, formentlig længere, da der er et meget omfattende arbejde, der skal i gang, siger Harald Klinge.

Klinge er tidligere konsulent hos Technip (i dag TechnipFMC), og deltog i det team, der svejste rørledningerne sammen i Nord Stream 1 i 2010/2011.

Equinor har givet sine medarbejdere mundkurv på. På spørgsmålet om, hvorvidt de er blevet bedt om assistance fra Nord Stream AG, svarer Equinors pressekontakt Ola Morten Aanestad således:

– Det er noget, vi ikke ønsker at udtale os om.

Nord Stream AG har heller ikke svaret på spørgsmål om, hvorvidt virksomheden har anmodet om hjælp fra PRS-basen på Killingøy.

Reparationsberedskabet til rørledninger er et samarbejde med over 20 driftsselskaber, herunder Nord Stream AG.

Konklusionen virker indlysende: At russerne har undladt at træffe foranstaltninger, som de ifølge eksperter burde have både evner og mulighed for, tyder på, at de ikke ser de ødelagte rørledninger som et problem. Det styrker naturligvis mistanken om, at russerne står bag sabotagen.

Samtidig er det helt klart, at man ikke behøver at være en stormagt for at have udført selve sabotagen. Dette giver selvfølgelig fri fantasi.

Equinor vil ikke svare på, om de samarbejder med Nord Stream AG. Det kan skyldes flere ting, f.eks. forretningshemmeligheder, så det er bedst ikke at drage forhastede konklusioner.

Men det skal bemærkes, at det er muligt at styrke beskyttelsen af ​​vores egne rørledninger. Det handler derfor om ren økonomi.

Tidsperspektivet og de nødvendige forberedelser indikerer, at en reparation skal påbegyndes med det samme. I dagens ikke-samarbejdsvillige klima, som den russiske invasion af Ukraine har medført, virker det usandsynligt, at dette kan lade sig gøre.

Det er derfor på tide, at tyskerne og andre europæiske lande forstår, at det bliver helt nødvendigt at opbygge deres egen energi. Atomkraftværker skal åbnes, mere olie og gas skal findes. Klimafokus skal nedprioriteres.

Vores egen regering skal sikre vores forsyningssikkerhed, droppe CO2-lagring, elektrificere kontinentalsoklen og drømmen om elektriske færger og fly. Så skal vi bruge vores billige vandkraft som en solid konkurrencefordel for ny industri.