I anledning af min halvfjerdsårsdag for ti år siden skrev en tidligere kollega fra Berlingske, at jeg var aldeles ligeglad med, hvad andre syntes om mig. Det mente han var både en styrke og en svaghed. Det er nu ikke helt rigtigt, at jeg er ligeglad, men det er sandt, at jeg gør mit bedste, for at folk ikke skal ødelægge mit humør, og de skal i hvert fald ikke få mig til at ændre mening, undskylde eller komme med hændervridende forklaringer. Det betragter jeg ganske rigtigt som en styrke, uden hvilken jeg ville være blevet kørt på tossefabrikken for mange år siden.

Jeg har det omtrent som amerikaneren Adam Carolla, der uagtet sine skamløst højreorienterede meninger er en af USA’s mest succesrige komikere, og hvis bøger sælger som varmt brød.

For nyligt skabte han furore med en bemærkning om, at hvis det underskønne, ultrasocialistiske, demokratiske kongresmedlem, Alexandria Ocasio-Cortez, havde været en fed kone i tresserne, ville ingen lytte til noget som helst, hun sagde. Han blev selvfølgelig mødt de sædvanlige harmfulde protester fra venstrefløjens berømtheder, der råbte op om sexisme, men Corolla var ligeglad og nægtede at trække i land eller undskylde noget. Det har givetvis gjort venstrefløjen endnu mere rasende, at her var der altså en mand, som ikke lod sig kue og dermed beviste, at venstrefløjens magt ikke er så ubegrænset, som den selv indbilder sig. Det har man sandelig ikke været vant til, for når de venstreorienterede taler, plejer folk at krybe i et musehul, mens de undskylder og forklarer til højre og venstre.

”De vil have dig til at undskylde, fordi de vil herske over dig”, siger Corolla. ”Og når du undskylder, bliver de ved med at komme efter dig.” Komikeren indrømmer, at han bliver ked af det, når folk kritiserer ham, men han har det tilfældigvis sådan, at han ikke lader det gå ham på, når bare han har ret.

Denne indstilling har utvivlsomt medvirket til, at Corolla stadig har venner i det stærkt venstreorienterede Hollywood. For hvem har lyst til at omgås en tøsedreng, der tisser i bukserne af skræk, når nogen kalder ham sexist, racist, fascist, eller hvad venstrefløjen ellers plejer at finde på?

Omvendt må de venstreorienterede gyse, når nogen i praksis viser, at de ikke er bange for dem, og hvis der kommer flere af den slags, vil venstrefløjen på et tidspunkt begynde at grue over, om den nu er så dominerende, som den har troet.

Indtil videre vover kun få at træde op mod de ideologiske magthavere, men hver stemme tæller, og det bør være en opmuntring for alle dem, der føler sig magtesløse og alene. En dag svinger pendulet.