Kommentar

Steen Raaschou fik det sidste ord i Københavns Byret, inden han den 20. september modtog dommen på fire måneders betinget fængsel. Så vidt vides er der stadig referatforbud (hvorfor?), men man har vel i det mindste ret til at offentliggøre, hvad Raaschou selv udtalte. Man bemærker, at det har taget anklagemyndigheden tre år og ni måneder at behandle sagen. Enten betragter man Steen Raaschou som en farlig terrorist – hvilket er aldeles usandsynligt – eller også ville man højt oppe i systemet statuere et eksempel: Træd islam for nær, og vi lader dig leve i uvished om din skæbne i flere år.
Her er Steen Raaschous tale uden beskæringer:
”Det er klart, at om en forbrydelse jeg skal have begået for 3 år og 9 måneder siden, kunne jeg have ikke så lidt at sige, men jeg vil imidlertid indskrænke mig til et minimum.
Jeg havde ikke set min postering om Marokko-mordet siden den dag, jeg skrev den, og hvad kunne man ikke have skrevet i et øjebliks ubetænksomhed, men jeg var ikke ked af at gense den. Jeg synes godt, jeg kan være den bekendt.
Det fremgår tydeligt, at den ikke er skrevet af sensationelle grunde, eller for at genere nogen. Jeg har den allerstørste medfølelse med ofrenes stakkels familier. Den er kun skrevet for at få sandheden ud, som pressen tav om i, efter Jaleh Tavakolis opregning, 1400 Infomediartikler. Emnet var følsomt, men jeg synes, jeg behandlede det passende. Ikke et øjeblik havde jeg drømt om, at jeg gjorde noget kriminelt.
Det blev jeg dog mindet håndfast om den 8 maj kl 6:30 om morgenen det følgende år, da fem betjente bankede på min hoved- og køkkendør. Jeg sov, men min veninde var vågen og kunne åbne dørene inden de blev banket ind.
De gennemsøgte min lejlighed – jeg så aldrig nogen ransagningskendelse – og tog mig med i en bil til Bellahøj Politistation iført håndjern, som om jeg var en farlig terrorist. Jeg var da 67 år og ustraffet, men jeg fornemmede, at der skulle sendes et signal til mig. Lidt senere forstod jeg hvilket.
Mine venner Jeppe Juhl og Jaleh Tavakoli var under deres anholdelse for det samme – i modsætning til mig – blevet mødt af en betjent, der ordret sagde: “Jeg beklager, men det er politisk, du ved.”
Det er den eneste forklaring, jeg selv kan finde på, at jeg skulle anholdes på den måde. Alle indicier peger på det. Jeg ved dog stadig ikke, hvem der har foranlediget, at jeg skulle anklages og stå her i dag. Hvor højt oppe i systemet er det besluttet?
Jeg ved godt, at jeg har været en torn i øjet på en del magthavere, men journalister i et demokrati med ytringsfrihed skal nu engang ikke være populære. De skal ikke have venner i magtcirkler, så er der noget galt med dem. Men det er altså ikke mig, der kalder hele denne sag politisk, det er en betjent ved Københavns Politi, hvis navn jeg kender, men jeg vil dog ikke hænge ham ud.
Falder jeg virkelig ind under paragraf 264 d den skærpede version med en strafferamme på fængsel i tre år? Selv synes jeg det ikke, og jeg synes desuden, at det er en sort dag for ytringsfriheden i Danmark, hvis jeg bliver dømt i dag. Mit mål var oplysning, i dette tilfælde om islam.
Min samvittighed er ren, og jeg er desværre nødt til at sige, at skulle jeg blive dømt, vil jeg stadig betragte mig selv som ustraffet bagefter, nu jeg som 70 årig kræftpatient alligevel ikke skal ud og søge job med en plettet straffeattest.
Tak for opmærksomheden.”