Har den vestlige verden nogen sinde tidligere været grebet af en galskab, der kan måle sig med vor tids? Befolkningens knusende flertal, alle medier, næsten alle politikere, universitetseksperter og præster er helt overbeviste om, at mennesket bestemmer klimaet gennem udledning af CO2, og at vi kan sænke verdens temperatur ved at afskaffe fossil energi og dermed standse udledningen. Det gør ikke ringeste indtryk på dem, at iskerneboringer i Grønland entydigt viser, at CO2 ikke medfører varme, men at varme fører til mere CO2. Årsagen kommer før virkningen. Sådan var det i det mindste tidligere.

Ser man efter, vil man bemærke, at kloden ikke er blevet varmere siden 1998, selv om mængden af CO2 er steget. Det er rigtigt, at verdens temperatur er vokset med 1,2 grader siden 1850, men det skulle den også, for 1850 markerer det tidspunkt, da vi sagde farvel til den lille istid, der satte ind i begyndelsen af 1300-tallet med ekstremt kolde vintre, tilfrosne bælter, korte og regnfulde somre og ofte fejlslagen høst og medfølgende hungersnød. Om årsagerne til den lille istid er der fortsat uenighed, men konsekvenserne kender vi. En fejlslagen høst og deraf følgende brødmangel var blandt årsagerne til den franske revolution i 1789.

Men når det kollektive vanvid tager over, nytter det ikke at henvise til fakta. Klimafiktionen lader sig ikke anfægte af kendsgerninger, selv om enkelte forskere protesterer, for ingen lytter til dem. Især ikke politikerne, hvis hele karriere nu er bundet op på for alt i verden at hage sig fast i CO2-fortællingen. Da kejseren gik omkring kun iført undertøj, havde han heller ikke andre muligheder end at fastholde historien om, at han var iklædt det fineste skrud. Når vi snart skal til valg, vil vi næppe opleve en partileder med mod til at afvise klimafortællingen som det pure bondefangeri og den grønne omstilling som penge ud af vinduet.

Vi må derfor regne med, at den grønne galskab vil fortsætte sin sejrsgang, og at politikerne er parate til fuldstændigt at vende op og ned på alt for at realisere deres fantasier.

En beregning, der blev offentliggjort i New York Times, anslog, at den amerikanske regerings planer om at gøre landet CO2-frit i 2050 ved hjælp af ”grøn” energi, vil kræve, at 590.000 kvadratkilometer bliver udlagt til solpaneler og vindmøller. Det er et større areal end Tyskland, Belgien, Holland, Schweiz og Østrig tilsammen, og vil naturligvis være en katastrofe for naturen og dyrelivet. Men når galskaben raser, lader den sig sjældent stoppe på denne side af et sammenbrud.