Kommentar

Donald Trump vandt mandag en foreløbig sejr i kampen om Justitsministeriets raid mod Mar-A-Lago, den tidligere præsidents hjem i Florida. En føderal dommer har nemlig imødekommet Trumps ønske om, at der skal udpeges en såkaldt ”special master” (i Danmark ville det nogenlunde svare til en uvildig opmand) til at gennemgå de dokumenter, som FBI har beslaglagt. Opmandens opgave er bl.a. at afgøre, om dokumenter er omfattet af Trumps ret til at holde kommunikationer med sine advokater fortrolige, og om andre er beskyttet af den tidligere præsidents såkaldte ”executive privilege” og derfor ikke kan bruges i en retlig undersøgelse.

Udover ordren om en uafhængig special master pålægger dommer Aileen M. Cannon fra Floridas sydlige distrikt Justitsministeriet at standse sin gennemgang af det beslaglagte materiale, indtil opmanden har udtalt sig.

Justitsminister Merrick Garland har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at afværge dommerens kendelse med henvisning til, at udnævnelsen af en special master ville forlænge Justitsministeriets undersøgelse, og at Trump ikke havde adkomst til at blande sig i sagen.

Dommer Cannons kendelse er blevet mødt med raseri i de Biden-tro medier, som nu retter direkte angreb på hende. Det er alt sammen, som man kunne forvente i en tilspidset situation, hvor demokraterne åbenlyst bruger statens institutioner til at knuse deres politiske modstandere med alle midler. Biden har allerede givet bolden op ved at kalde Trumps tilhængere halvfascister og fjender af staten.

Mere interessant er det, at Trumps tidligere justitsminister, Bill Barr, har meldt sig i anti-Trump-lejren med flere udtalelser til støtte for Justitsministeriets aktion mod Trumps hjem. Barr har netop bekendtgjort, at de beslaglagte dokumenter er tilstrækkelige beviser på Trumps skyld i et eller andet, og at han håber, at dommer Cannons kendelse vil blive omstødt af en appeldomstol.

Bill Barrs ageren er afslørende for Justitsministeriets strategi: Merrick Garlands folk fodrer drypvis venligtsindede medier og politikere med ”hemmelige” oplysninger om, hvad de påstår at have fundet af belastende materiale. Meningen er naturligvis at bearbejde den offentlige mening med beskyldninger om Trumps frygtelige forbrydelser i den åbenbare hensigt at bane vej for en retssag mod ham. Venstreorienterede journalister er allerede begyndt at kræve Trump arresteret.

Men der stopper det ikke. Hvis det lykkes Den Dybe Stat og dens demokratiske håndlangere at sætte Trump i fængsel, er vejen banet for hundreder af lignende sager mod hans støtter og andre tilhængere af hans Amerika-først politik.

I disse dage bliver retsstaten, forfatningen og det amerikanske demokrati afviklet i fuld offentlighed og med største hast. Demokraternes mål er tydeligvis at omdanne USA til et nyt Venezuela, dvs. et land, hvor deres magt aldrig kan antastes.