Professor Thomas Hoffmann skriver på sin Facebookprofil om Forsvar tørklædet-kampagnen:

“#ForsvarTørklædet-kampagnens motiv fascinerer mig rent æstetisk, som udtryk.

I og med konteksten og teksten er motivet naturligvis umiddelbart genkendeligt

: Det forestiller en generisk muslimsk pige/kvinde med tørklædet (jeg synes, det ligner et såkaldt khimar, hvor ikke bare hår og hals skjules, men også halsens form).

Men hvis man bliver ved med at stirre på det, begynder genkendeligheden at forsvinde for mig, og formerne bliver nærmest abstrakte. Og snart melder hjernens vilje til at danne genkendelighed sig for mig, og jeg synes nu også, at det kan ligne en stor tommeltot (måske med et lidt flosset plaster i den ene side) med tørklædepigens ansigt som tommeltottens negl – eller er det tommeltotten som sådan, der ligner en tilsløret pige?

Men dét, som ender med at slå mig mest ved motivet, er de manglende ansigtstræk. Formodentligt er det et fromt udtryk for islams såkaldte billedforbud, hvor afbildning af levende væsener misbilliges. I vor tid bliver det ikke sjældent omsat til en udslettelse af selve ansigtet i film og i billeder, når det skal markeres, at der er tale om hellige personer.

I motivet her synes sløret at omhylle et tomt rum. Det virker nærmest som et hul her, og det giver mig en vag fornemmelse af horror vacui. Og en ægte unheimlich fornemmelse af, at hvor, der burde være noget, er der intet. Helt til forskel fra den virkelige verdens slørbærende, hvor man altid vil se et levende, individuelt ansigt (altså undtagen ved niqab og burka).”