www.asgeraamund.dk
På sit fineste Sdr. Bjert-engelsk fastslog Villy Søvndal i 2009 på klimatopmødet COP 15 i København, at polerne var i afsmeltning. Efterfølgende kunne medierne præsentere billeder af grønlandske smeltevands-søer og døende skelet-isbjørne, der slæbte sig af sted over en isfri stenørken. Der er jo ikke noget at sige til, at Greta Thunberg- generationen fik sat en skræk i livet og følte ligesom Greta, at deres barndom var blevet stjålet på grund af rædslen for den fremtid, der var ved at forsvinde. Nu var det ikke Villy Søvndal, der satte dette skrækscenario i gang, men UNEP (United Nations Environment Program), som var forløberen for IPCC. I 1989 publicerede nyhedsbureauet AP en udtalelse fra UNEP, der vurderede, at hele nationer kunne blive udslettet fra Jordens overflade på grund af den stigende vandstand i verdenshavene, hvis ikke den globale opvarmning kunne standses senest i år 2000.
Ifølge den daværende FN-klima chef Noel Brown havde vi 10 år til at standse opvarmningen, hvis ikke udviklingen skulle løbe helt ud af kontrol med stigende varme op til 7 grader i løbet af de kommende 30 år. Dette og FN’s kommende undergangs-scenarier blev slugt råt af medier, politikere og NGO’er, der nu proklamerede globale oversvømmelser og afbrændte landskaber som følge af menneskehedens fortsatte udledning af CO2.
De vestlige samfund er ramt af klimapanik og satser desperat på en radikal grøn omstilling af alt fra energi til kødpølse. Det har foreløbigt ført til en energikrise i Europa, hvor man hårdhændet har nedlagt atomkraftværker, gasfelter og kulkraftværker samt stoppet for søgningen efter ny fossil energi. I stedet har de panikramte politikere satset hele butikken på sol- og vindenergi, der jo fungerer som vinden blæser og solen skinner, og som slet ikke kan levere energi som forudsat. Vi har nu fået akut energimangel med eksploderende priser på gas og elektricitet med en deraf følgende galoperende inflation. Politikere lærer som bekendt hverken af andres eller deres egne fejltagelser. De nægter hårdnakket at genoplive de fossile og nukleare energikilder og truer i stedet med at skære ned på temperaturerne i hjemmene og på arbejdspladserne. Belysningen dæmpes som ved krigsberedskab. Privatkørsel begrænses, og befolkningerne opfordres til at spare og spænde livremmen ind på enhver måde. Alle EU’s statschefer er naturligvis enige med von der Leyen i, at det er Putins skyld alt sammen, men allerede i 2018 advarede den amerikanske regering forgæves Angela Merkel om, at EU og Tyskland i særdeleshed ville blive katastrofalt afhængig af russisk energi, hvis ikke man skaffede sig alternative energiforsyninger. Og inflationen var godt i gang længe inden Ukraine-krigen.
Men hvordan går det egentlig med den polare afsmeltning, der ifølge FN’s plan skulle oversvømme alle os, der ikke bor i et land med høje bjerge? Det japanske institut for polarforskning rapporterer, at det arktiske isdække i juli og august ligger over 10-årsgennemsnittet i perioden 2010-20. Ifølge DMI er de nuværende sommertemperaturer på samme niveau som gennemsnitstemperaturen i perioden 1958-2002. Altså ingen faretruende temperaturstigning eller atypisk afsmeltning i Arktis. Isbjørnebestanden i Arktis tæller omkring 30 000 dyr og er i vækst efter, at isbjørnen er fredet. Det har i det hele taget været en skidt sommer for undergangsprofeterne. For første gang i 80 år har Atlanterhavet i månederne juli og august ikke produceret en orkan til fortvivlelse for især amerikanske medier, der gerne kæder disse sommerorkaner sammen med en menneskeskabt global opvarmning. Her i september er der ganske vist en orkan i anmarch, så pressen endnu kan nå at holde liv i klimaskrækken til glæde for IPCC og den grønne omstilling.
Den er desværre også helt gal med udviklingen i verdens største koralrev, The Great Barrier Reef i Australien. Nu har vi årtier måttet høre rædselsberetningerne om afblegningen af de farvestrålende koraller, der var dødsdømt på grund af menneskeskabt forsuring og opvarmning af Stillehavet. I en ny rapport fra Australian Institute of Marine Science (AIMS) påvises det, at Great Barrier Reefs’ koraller er i den højeste vækst observeret i 36 år. Chefen for AIMS kommenterede, at udviklingen viser, at koralrevet er robust og kan komme sig efter en periode med afblegning og angreb fra søstjerner. Koralvæksten i revets nordlige og centrale del er vokset med omkring 30 procent. Den amerikanske tv-station CNN fik dog som sædvanlig vendt den gode AIMS-rapport på hovedet og rapporterede videre om koraldøden. Det provokerede en kommentar fra chefen for Global Warming Policy Foundation, dr. Benny Peiser: ” Det her er bare det seneste eksempel på manipulation med videnskabelige data. Hvor længe tror de, at de slipper af sted med det?” Politikere og medier lader sig ikke forvirre af disse aktuelle observationer, men fortsætter ufortrødent den totalitære grønne omstilling. Vi andre må så glæde os over, at den globale opvarmning ikke er, hvad den har været.