I anledning af den diskussion, der har udspundet sig på min facebook, vil jeg gerne præcisere, at jeg foretrækker at bruge betegnelserne fascisme og nazisme om regimerne i Italien 1923-1943 og i Tyskland 1933-1945. De fleste diktaturer er ikke fascistiske, for fascismen er karakteriseret af, at regimet nyder udbredt folkelig opbakning. Man kan derfor kalde fascismen/nazismen en slags populistisk totalitarisme, hvilket medførte, at der Führer og il Duce kun i ringe grad behøvede at ty til utilsløret undertrykkelse. Desuden vil jeg lægge vægt på, at både den italienske fascisme og den tyske nazisme var venstrefløjsfænomener. Til manges overraskelse var Nazityskland faktisk en velfærdsstat – altså for dem, der tilhørte det germanske herrefolk. De andre slog man ihjel.

Men jeg gør mig ingen forhåbninger om, at denne præcisering vil få folk til at ændre sprogbrug.

Så lad os i stedet se på, hvad det betyder, når Joe Biden, Søren Pind og ministre i Sveriges socialdemokratiske regering begynder at omtale deres meningsmodstandere som fascister, en trussel mod demokratiet og en sikkerhedsrisiko. Meningen turde være klar: Man taler kun sådan om sine politiske modstandere, fordi man agter at undertrykke dem. De er ikke længere medborgere med demokratiske rettigheder, men udskud og skadedyr, der skal elimineres.

To ministre i Sveriges socialdemokratiske regering har netop holdt pressemøde for at advare mod Sverigedemokraterne, som de omtalte som en sikkerhedsrisiko for landet og som koblet til nazisme og fascisme. Det er også for galt, at Sverigedemokraterne omtaler deres politiske modstandere på en ”ufordelagtig” måde.

Det siger forsvarsminister Peter Hultqvist, der om Sverigedemokraterne har sagt: ”Hvor meget man end sminker en gris, så er det en gris.”

Og hvor meget selv den mest indsmigrende socialdemokrat indhyller sine totalitære instinkter i demokratiske gevandter, så forbliver han totalitær.

rights.no

Ingen nedre grense i svensk valgkamp

Overskriften trenger ingen spørsmålstegn, for det finnes åpenbart