Herregud, det er jo bare et stykke stof!

www.asgeraamund.dk

Fra tid til anden oplever vi en opblussen af debatten om det islamiske tørklæde i det offentlige rum. Nu er den gal igen. Regeringen har nedsat en kommission, der skal inspirere til bedre beskyttelse af minoritet- kvinders rettigheder. Kommissionen foreslår nu, at det forbydes børn i grundskolen at bære det islamiske tørklæde. Det sædvanlige politiske tæskehold har omgående erobret deres faste pladser på barrikaderne. De Radikales Sofie Carsten Nielsen: ”Vi har ikke brug for et tøjpoliti eller denne form for social kontrol!” Enhedslistens Rosa Lund og den Konservative Søren Pape mener, at et tørklædeforbud vil få muslimske forældre til at holde deres børn ude af folkeskolen. Men med den argumentation har Lund og Pape skudt sig selv i foden. Hvis tørklædet udelukkende var et ’stykke stof’ og et uskyldigt religiøst symbol, ville ansvarlige forældre jo ikke hindre deres børn i at deltage i en almindelig dansk skolegang.

Problemet for Rosa Lund, Pape og Sofie Carsten Nielsen er, at de har fravalgt en erkendelse af islams sande natur og betragter bevægelsen som kun en religion på linje med kristendommen og den jødiske tro. Når man argumenterer ud fra falske præmisser, bliver konklusionerne også falske. Som det hedder i IT-sproget: Garbage in- garbage out. For muslimske forældre er islam ikke bare en tro, men hele livsgrundlaget og vejviseren for deres tilværelse. Islams bibel består af tre hellige bøger. Koranen, Hadith (traditionerne) og Sira (Muhammeds biografi). Alle tre ’testamenter’, anses af muslimer for enten Allah’s egne ord eller for hans vilje og er derfor hellige, evige og ukrænkelige. Disse hellige skrifter rummer tilsammen islams tre komponenter: en fanatisk personkult rettet mod profeten Muhammed, et komplet totalitært samfundssystem og en tro. Disse komponenter er for muslimen en monolit, der skal accepteres og udleves i sin totalitet. Man kan ikke botanisere i islam og vælge troen og fravælge teokratiet. Som den danske imam Abdul Wahid Pedersen har udtrykt det: ” Er du muslim, vælger du hele pakken!”

For en muslim symboliserer tørklædet således hele denne hellige og udelelige pakke, men for de uvidende danske politikere og medier er det islamiske tørklæde bare et stykke stof, der viser din tro ligesom et Margrethekors om halsen eller den jødiske kalot. De islamiske debattører iklæder sig mod bedre vidende denne opfattelse, fordi det giver dem endnu en kærkommen lejlighed til at præsentere muslimer som ofre og mål for religiøs undertrykkelse og diskrimination. Et gennemprøvet paradenummer, der altid giver gevinst i medier og på Christiansborg. Ser vi på islams politiske komponent, må man konkludere, at der er tale om en fascistisk bevægelse, idet fascisme defineres som enhver politisk organisation, der forfølger, undertrykker og myrder sine egne borgere, ikke for, hvad de gjort, men for hvad de er. Stalin myrdede 4 millioner husmænd i Ukraine, fordi de ejede en stump jord. Hitler myrdede 6 millioner jøder udelukkende af etniske grunde. Formand Mao myrdede 60 millioner kinesere, fordi de blev dømt ’kontrarevolutionære’. Og i islam har kvinder kun halvdelen af en mands værdi, kristne, jøder, hinduer og alle andre vantro anses for undermennesker og behandles derefter. Ifølge Open Doors-organisationen er 300 millioner kristne forfulgt og undertrykt hovedsageligt i de islamiske samfund.

I Vesten skelner vi mellem den gode og den onde fascisme. I det historiske storværk, Kommunismens Sorte Bog opgøres antallet af dødsofre for socialismens sag til 100 millioner mennesker. Alligevel betragter vi i det lyserøde Vesten ikke Kommunismen som rigtig fascistisk. For grundtanken var jo god nok. En folkeskolelærer, der underviser i en T-shirt prydet med et billede af massemorderen og torturbødlen Che Guevara vil ikke møde protester, hvad han ville, hvis han bar et hagekors i knaphullet eller en rød kasket med påskriften: Make America Great Again. Da vestlige ledere og medier har valgt fortællingen om islam som en tro og intet andet, har vi derfor også fravalgt at tage stilling til islams totalitære samfundssystem, hvis omfattende grusomheder, vi ignorerer. Moderne politikere og medier lader sig ikke forvirre af kendsgerningerne, selv om de bliver serveret på et sølvfad af en autoritet som ayatollah Khomeini, der i en tale i 1979 på Teherans teologiske fakultet mejslede sit budskab ud i sten: ” Islam ER Politik!”.

Hvis Rosa Lund, Sofie Carsten Nielsen og Søren Pape ellers gad sætte sig ind i de faktiske forhold, ville de forstå, at det islamiske tørklæde ER politik. Men det er nok mere betryggende for dem at forblive på barrikaderne med deres nuværende positioner: ” Herregud, det er jo bare et stykke stof!”