Christian Marcussen skriver på sin Facebookprofil om imam Mohammad Khani fra Imam Ali Moskeen i København og Khanis manglende fordømmelse af Ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie:
“Vi står i en situation, vi som samfund aldrig har stået i før.
Vi har et trossamfund (Imam Ali Moskeen i København, red.), hvis ledende repræsentant (Mohammad Khani, red.) efter gentagne opfordringer fra min og flere mediers side ikke vil fordømme dødsdommen over Salman Rushdie. Altså fordømme hele den berømte fatwa, som Ayatollah Khomeini afsagde over Rushdie efter udgivelsen af De Sataniske Vers for 33 år siden.
Imamen Mohammad Khani vil nemlig kun fordømme det konkrete angreb på Rushdie. Han begrunder det dog ikke med, at det principielt eller teologisk er forkert at slå mennesker ihjel for blasfemi. Han begrunder det blot med, at han er imod handlinger, der er i “modstrid med de love og regler, der gælder i det land, som man befinder sig i.”
Khani ignorer altså mit første og vigtigste spørgsmål om, hvorvidt han fordømmer selve fatwaen. Jeg har siden stillet ham det spørgsmål et utal af gange, men uden at få svar. Konklusionen ligger lige for: Det gør han ikke.
Det synes jeg ikke, vi kan ignorere. Jeg kan ikke ignorere det.
Det er vigtigt at forstå, at når jeg retter fokus mod moskeen og mod Khani, handler det ikke om, at jeg holder alle muslimer ansvarlige for angrebet. Men jeg mener, det er rimeligt, at præstestyrets religiøse repræsentanter afkræves at forholde sig til den dødsdom, som deres åndelige overhoveder og velgørere har afsagt over en forfatter for at bruge sin ytringsfrihed. Det er ikke urimeligt at afkræve. Det er derimod vores pligt at afkræve.
Afslutningsvis vil jeg gerne citere fra den berømte fatwa, som vi alle taler om, men som de færreste nok kender ordlyden af. Det gælder også mange af de muslimer, som klapper i hænderne over Khanis udenomssvar og synes, at det er mig, der er skurken.
Til jer, der støtter Khani – læs ordene og spørg jer selv, om I kan stå inde for det. Fordømmer I det? Fordømmer I jeres åndelige lederes nølen i denne sag? Og til alle jer andre – læs ordene og forstå, hvorfor jeg synes, det er så forbandet vigtigt, at vi stiller skarpt på den her problemstilling:
»I am informing all brave Muslims of the world that the author of The Satanic Verses, a text written, edited, and published against Islam, the Prophet of Islam, and the Qur’an, along with all the editors and publishers aware of its contents, are condemned to death. I call on all valiant Muslims wherever they may be in the world to kill them without delay, so that no one will dare insult the sacred beliefs of Muslims henceforth. And whoever is killed in this cause will be a martyr, Allah willing.«”