Kommentar

Mange af reaktionerne på det amerikanske justitsministeriums raid på Mar-A-Lago drejer sig om justitsminister Merrick Garlands forklaringer – og naturligvis dem, som ”anonyme kilder” hvisker medierne i øret. Men det er en ret uinteressant vinkel, da vi ved, at Justitsministeriet lyver og vil finde på hvad som helst for at retfærdiggøre dets indtrængen i Trumps hjem.

Det er langt vigtigere at overveje, hvad Garland, Biden og deres bagmænd vil opnå med deres usædvanlige opførsel. Vicepræsident Kamala Harris har netop løftet en flig af sløret for deres drejebog. Angreb på ordensmagten er ”uacceptable”, meddeler hun. Faktisk forstår man på hende, at kritik og fjendtlig retorik er ensbetydende med ansporing til vold og derfor må undertrykkes.

Der tegner sig et billede: Først udfordrer demokraterne deres politiske modstandere ved at foretage en aktion, som er uhørt i amerikansk historie. Når republikanerne – de fleste af dem i hvert fald – protesterer, bliver de beskyldt for at planlægge vold. Og med henvisning til kommende voldshandlinger kan demokraterne tage deres næste skridt, hvis mål er at forhindre republikanerne i nogen sinde at komme til magten. USA skal kun have ét legitimt parti, nemlig det demokratiske, og hvis folk ikke forstår det, kan de forvente besøg af demokraternes tæskehold fra FBI.

Man kan drage en yderligere konklusion: Demokraterne ville kun vove at gribe til politistatsmetoder, hvis de var sikre på at vinde først midtvejsvalget i november og præsidentvalget i 2024. Forberedelserne til den store, garantisikrede sejr er for længst i gang.

Herom mere senere.

 

Rettelse:

Jeg er nødt til at komme med en korrektion til det, jeg skrev om Mar-A-Lago tidligere på dagen. Her opstillede jeg et skel mellem det demokratiske parti og det republikanske. Men i virkeligheden er det ikke her, skellet går. Det går mellem det, som Donald Trump har kaldt “sumpen”, og som tæller medlemmer fra begge partier, og på den anden side tilhængere af en Amerika-først politik, dvs. dem, der ønsker at udfordre Washingtons indspiste magtelite til fordel for et populistisk program, der gavner den brede befolkning og ikke blot det centrale bureaukrati og de megarige.
For at få det til at ligne et demokrati med valgmuligheder har nogle fra Det Forenede Parti – også kaldt “Unipartiet” – valgt at optræde som republikanere, og de bliver tolereret på betingelse af, at de ikke rokker ved den bestående magt. Her kommer Trump og hans tilhængere ind som en hund i et spil kegler, og derfor skal han elimineres med alle midler.
Det er omtrent som i Danmark, hvor næsten alle partier er mere eller mindre socialdemokratiske. Men for at få det til at se ud, som om borgerne har noget at vælge imellem, betegner nogle af disse socialdemokratier sig som borgerlige og medlemmer af en mystisk forening kaldet “blå blok”.
Dog findes der i Danmark et par mindre partier med andre politiske ideer end de statsautoriserede, og på en god dag kan de måske mønstre 8 pct.s tilslutning.
Det er i det mindste en begyndelse.