Kommentar

Hvad skete der, efter at Cæsar havde overskredet Rubicon? Han marcherede med sin hær til Rom og udråbte sig til diktator. Der var i det mindste rene linjer.

I går invaderede 30 svært bevæbnede FBI-agenter Donald Trumps hjem, Mar-A-Lago, i Florida, hvorfra de åbenbart fjernede nogle kasser med papirer, som ifølge presseforlydender skulle rumme hemmeligt stemplede dokumenter, som præsidenten ulovligt havde fjernet fra Det Hvide Hus. Og denne hidtil uhørte aktion er mere lumsk end noget, den gamle romer kunne finde på. Foreløbigt er der tale om rygter, som de Trump-hadende medier naturligvis er mere end villige til at udsprede. I øvrigt ville anklagen være absurd, fordi en siddende præsident er øverste myndighed, når det gælder klassificering af dokumenter.
Der er tydeligvis tale om en politisk begrundet handling, der endegyldigt viser, at FBI og Justitsministeriet håndhæver Den Dybe Stats og det demokratiske partis interesser. Aktionen ligger således i fin forlængelse af mange års ”undersøgelser” af USA’s 45. præsident baseret på opdigtede ”sammensværgelser”, som Trump skulle have gjort sig skyldig i. Og har man ikke kunnet komme efter ham med lovlige midler, kunne man i det mindste gøre det med ulovlige.
Så var det noget andet med Hillary Clinton, der destruerede 33.000 dokumenter i form af e-mails, som Udenrigsministeriet havde forlangt udleveret. Hende skete der selvfølgelig intet, og hendes hjem blev ikke stormet før daggry. I over et år sad FBI uden at røre en finger på Hunter Bidens computer fyldt med belastende materiale om Biden-klanens korruption og beskidte forretninger med flere udenlandske regeringer. FBI fik tilmed 51 højt rangerende efterretningseksperter til offentligt at påstå, at der var tale om russisk desinformation. Dem sker der heller ikke noget.
Flere fremtrædende republikanske politikere meddeler, at de er chokerede over, at det demokratiske regime er gået over til åbenlyse politistatsmetoder, som FBI naturligvis ikke ville have vovet at tage i anvendelse, med mindre de havde fået grønt lys fra Det Hvide Hus. Kevin McCarthy, den republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, udtaler, at Justitsministeriet har nået en utålelig tilstand af væbnet politisering. Stormen på Mar-a-Largo bliver også fordømt af tidligere juraprofessor, demokraten Alan Dershowitz, der ellers for få dage siden betegnede justitsminister Merrick Garland som ”moderat”. Det bliver han næppe ved med.
FBI-aktionen er så uhørt i amerikansk historie, at USA nu må betegnes som en politistat, hvis magthavere end ikke prøver at skjule, at de bevidst går efter at knuse deres politiske modstandere og kritikere. Beskeden er, at når de kan trænge i en tidligere præsidents hjem, kan ingen vide sig sikker, for nu kommer hævnen over de amerikanere, der havde den dristighed at stemme på Trump.
Justitsministeriets væbnede overfald på Donald Trumps hjem bekræfter naturligvis alt, hvad den afgåede præsident har sagt om demokraterne og Den Dybe Stat. Vi kan herefter forvente os hvad som helst. Valgsvindel? Selvfølgelig, den mindste kunst. Bliver der fundet belastende dokumenter i Trumps kasser? Hvorfor ikke? FBI kan jo selv putte dem i, ligesom Hillary Clinton kunne fabrikere falske dokumenter for at bringe Trump i fedtefadet.
Spørgsmålet er, hvordan almindelige amerikanere vil reagere på demokraternes Machtergreifung. Vil de bøje nakken og acceptere, at USA ikke længere er en retsstat, men snarere ligner Putins Rusland? Hvis demokraterne ikke møder modstand, bliver næste skridt givetvis, at der bliver rejst anklage mod Trump, som derefter ender i fængsel.