Vi trænger til klare linjer i politik og kan begynde med at skelne mellem fænomener, som hverken politikerne eller vælgerne kan gøre noget ved, og fænomener, som det står i deres magt at påvirke.

I den forbindelse stødte jeg for præcis 44 år siden på en marxistisk historiker, som fremhævede den lære, at de forventelige resultater af en politik, må være de tilsigtede. Man kan også udtrykke det på den måde, at hvis politikerne foretager sig noget, som erfaringsmæssigt fører til et bestemt resultat, må det skyldes, at det er det resultat, de vil opnå – hvis de vel at mærke kunne have handlet anderledes.

Hvis man bliver ved at åbne landet for muhamedansk tilvandring og tillader imamerne at opføre sig, som de vil, får man islam. Det må derfor være det, som politikerne ønsker, og som de må stå til ansvar for, fordi ingen tvang dem til at føre denne politik.

Spørgsmålet om ansvar er i disse dage aktuelt i USA, hvor Joe Biden som en af sine første handlinger besluttede at åbne sydgrænsen for ubegrænset indvandring. Enhver kunne have forudsagt, hvilke konsekvenser, det ville få, deriblandt Bidens dukkeførere. Det medfølgende kaos må derfor være tilsigtet. Det var også til at forudse, at denne politik ville styrke narkokartellerne og føre til udbredt menneskehandel og talrige narkodødsfald. Overdoser, bl.a. som følge af fentanyl, er nu den mest udbredte dødsårsag blandt unge. Kemikalierne fremstilles i Kina, hvis kommunistiske ledere naturligvis med glæde tjener penge på at slå amerikanere ihjel.

Biden-administrationen besluttede også at slagte den amerikanske energiproduktion samt sende billioner af dollars ud i omsætningen – hvilket har skabt en eksploderende inflation, som regeringen længe prøvede at bortforklare, men som nu er så åbenlys, at den ikke lader sig skjule. Denne politik har medført, at USA’s økonomi er skrumpet i de første to kvartaler af 2022.

Alt sammen som man måtte forvente. Og alt sammen noget, som må være planlagt.

Spørgsmålet er hvorfor.