Begge parter i Ruslands letsindige angreb på Ukraine, der nu har stået på i fem måneder, vil gerne vide svaret på det spørgsmål. Forført af sin egen propaganda troede Kreml, at Kiev ville være indtaget på et par dage og regeringen af nazister og narkomaner fordrevet. Derpå drejede det sig officielt ”kun” om ”afnazificering” af Donbass. Efter at have lidt enorme tab og nu kørt fast i Donbass er man vendt tilbage til det oprindelige mål: Ifølge Putins udenrigsminister Lavrov vil Rusland ”hjælpe det ukrainske folk med at blive befriet for det folkefjendtlige regime” i Kyiv, så den velsignede RUSSISKE VERDEN kan blive udstrakt helt til Polens grænse. Det er samme slags “hjælp” som rebet til at blive hængt i galgen.

Men hvordan skal denne ”hjælp” til det ukrainske folk virkeliggøres? Åbenbart ved fortsat ødelæggelse af det ukrainske folks byer, for efter tilførsel af moderne amerikanske, britiske, franske, tyske og norske våbensystemer lider Ruslands militær alvorlige nederlag på slagmarken. Der er troværdige rapporter om, at russiske soldater deserterer og saboterer krigsførelsen. Lavrovs afsindige udmelding viser, at Kreml lever i sin egen klaustrofobiske verden og ikke aner sine levende råd.

Asger Aamund mener, at begge parter er kørt fast i en stillingskrig, og at Frankrig og Tyskland efter pres fra deres befolkninger vil få krigen afsluttet til vinter i form af et kompromis, hvor Donbass og Krim bliver en del af Rusland, mens en koalition af stormagter vil garantere Ukraines sikkerhed og sørge for et massivt hjælpeprogram til genopbygningen af landet. Jeg har svært ved at se, at Ukraine skulle gå med til en sådan løsning, der vil være det samme som en de facto kapitulation. Alt afhænger fortsat af udviklingen på slagmarken, hvor Ukraine for tiden synes at have fremgang..

Ungarns folkevalgte leder Viktor Orban har for nylig sagt, at det er på tide at finde en forhandlingsløsning, men at EU-staterne har forspildt chancen for at finde et kompromis, og at det derfor er nødvendigt, at USA og Rusland forhandler sig til rette. Orban har også sagt, at de vestlige stater bærer en del af skylden for, at det ikke lykkedes at afværge Ruslands angreb på Ukraine. Det sidste har han ret i, men lige nu drejer det sig om at støtte Ukraine i forsvaret mod Kremls bestræbelser på at ødelægge landet og gøre det til en del af Den Russiske Verden.

Hvad mon Mette Frederiksen og hendes tapre forsvarsminister Morten Bødskov vil sige til dem, der nu anbefaler en forhandlingsløsning? Det er kun en måned siden, at hun i en tale til Ukraines parlament sagde: “I kæmper ikke kun for jeres eget land. Men for frie nationer over hele verden. Det er en krig mellem frihed og undertrykkelse. Mellem demokrati og tyranni. En krig, som ingen af os har råd til at tabe.” Og Frederiksen tilføjede: ”Jeg er overbevist om, at I vil vinde krigen. … et nyt og stærkere Ukraine vil rejse sig. Demokratiet vil vinde. … Ukraine vil blive frit.”

Og Morten Bødskov har for nylig erklæret, at Danmark kan komme til at ”spille en helt afgørende rolle” i træningen af Ukraines væbnede styrker på dansk jord. Han tilføjede ifølge referatet, at ”det tænker vi også, at vi skal.” Bødskov afslørede desuden, at Danmark er i tæt dialog med Storbritannien om et stort britisk træningsprojekt, og at Danmark tidligere har været i Ukraine for at træne soldater under en britisk ledet operation. Danmark har derfor ”masser af erfaring med det ukrainske forsvars ledelse og soldater.”

Eftersom Danmarks militære forsvar gennem mange år på det nærmeste er blevet afviklet, er det uklart, hvordan Danmark kan komme til at spille ”en helt afgørende rolle” i træningen af ukrainske styrker. Men Bødskov har altid været god for falske udmeldinger. Han måtte i sin tid forlade en ministerpost, fordi han havde ført Folketinget bag lyset.

Bent Jensen, professor emeritus