Kjell Skartveit og Helena Edlunds bekendelser til kristendommen skaber reaktioner. Det er naturligt. Kristus er ikke længere det samlende symbol på vores civilisation. Han fremkalder modstridende følelser.

Nogle bliver provokeret over, at det kristne budskab bliver bragt. Det er forståeligt. I vores tid er kristendommen blevet provokerende. Det er blot ét tegn på, at vi ikke længere er et kristent samfund. Kristus sagde det, mens han levede: – Du vil blive hadet for mit navns skyld.

Det betyder, at vi er blevet et hedensk samfund, med alt hvad det indebærer. Men dem, der synes, der er for meget prædiken, er heller ikke fortrolige med den slags. Det giver ubehag.

Men hvad forestiller de sig? Tror de, at samfundet er a la carte?

Tidligere havde vi beskyttelsen fra ​​en stat, en kirke og et samfund, der var underlagt Gud. Det har vi ikke længere. Så hvem skal beskytte os?

Det nye hedenskab er ikke et resultat af oplysningstiden og moderniteten. Hvis du tror det, lever du på en illusion. Et gammelt verdensbillede, hvor kristendommen var noget specielt og underligt stillet op mod en fremadskridende sekulær verden. Den tid er for længst forbi. Nu er der dommedagstoner i øret.

En reporter i statskanalen NRK, Europa-korrespondent Simen Ekern rapporterede lørdag fra Venedig om sine problemer og kom ind på et besøg, han havde aflagt på nogle gletsjere i Alperne, der er ved at forsvinde: – Det gav mig en følelse af undergang, sagde Ekern.

Det er første gang, jeg har hørt en forholdsvis nøgtern reporter tale om “undergang” i æteren.

Bag al snakken om, “vi har aldrig været stærkere” efter Ukraine, er der dommedagstoner, og de er kommet hurtigt.

Alexandria Ocasio-Cortez sagde for flere år siden, at “verden vil ende om 12 år. Dette er vores tredje verdenskrig”.

Denne form for retorik skaber sit eget klima af frygt, og alle kriser gør folk psykisk ustabile. Stemningerne ude blandt folk er flygtige.

Det understreger, at vi ikke selv vælger vores omgivelser, ej heller samfundets grundlag. Det er ikke noget, der vil fortsætte af sig selv. Nogen er nødt til at skabe en tradition for at det holder.

Det er her, Jesus kommer ind, fordi han siger noget, som ingen andre siger. Han er ubehagelig. Kristus skal være ubehagelig, især i vores tid.

Jesus er anstødsstenen, den ting, der forfølger dig, som ikke vil lade dig være alene. Vi mennesker foretrækker at flygte. Sådan har det været siden umindelige tider. Folk bliver sløve og dovne i gode tider. Nu er de tider ved at være slut. Vi skal forberede os på store omvæltninger. Kriserne i elektricitetsforsyningen, brændstofpriserne, inflationen er en advarsel. Ikke kun materielt, mest fordi de er skabt af de samme myndigheder, hvis opgave det er at varetage vores interesser. Hvorfor arbejder de imod os? Det er dybt ubehageligt at erkende. Vi vil ikke, men vi er tvunget til det.

Det er, hvad Bibelen kalder prøvelser. Jesus blev sendt for at trøste os, for at vi skal være medmennesker.

Han siger, at han vil bygge på den sten, som bygherren har afvist. Det skal være hjørnestenen.

Det er en anden orden end den vi forestiller os. Nordisk kultur har denne sans for de svage. Det kom ind med de kristne krav. Poeten Einar Skjæraasen:

Træd blot ikke, Du, på græssets

spæde spire, lyt, lad stå.

Målløst liv har også mening,

lyt og se og tænk så på.

På Guds jord og i Hans have,

er du selv et lille strå.

Men der blæser helt andre vinde henover dagens nordiske lande og det er ikke ligefrem mildhed og barmhjertighed, vi ser.

I de mørkeste tider bliver folk nødt til at søge sammen og finde tilbage til det, der varer.

Mørket forsøger at overvinde lyset, men kan ikke, fordi dette lys ikke kan overvindes. Dette lys kom til jorden og er her stadig. Men vi skal finde det, søge det, så det kan finde os.

Oversættelse Karsten Søberg