En blog med lang levetid, Uriasposten, drevet af Kim Møller, lukker butikken efter mange års drift. Det skyldes en række omstændigheder. De vigtigste er lawfare (“lovførelse,” ordspil på warfare=krigsførelse og andre former for dæmonisering) fra venstrefløjen og retsforfølgelse fra myndighederne. Vi genkender det samme mønster som i USA: Der er ikke længere lighed for loven. Hvis du kan defineres som tilhørende den yderste højrefløj- eller højrepopulist, gælder der særskilte regler for dig.

Den samme tendens ser vi i Norge.

Det var påtalemyndigheden selv, der tiltalte Møller med hjemmel i lov om skade på tredjepart. Sagen omhandler en ældre kvinde, der blev stukket ihjel i katedralen i Nice. Billedet i sig selv er brutalt – kvinden fik halsen skåret over – men det er konteksten, der gør billedet vigtigt: Hun blev dræbt i et bedehus under gudstjenesten af ​​en jihadist. Som historiker og journalist er der god nok grund til at dokumentere hændelsen, siger Kim Møller.

“Det overrasker mig, at politiet vælger at åbne en straffesag mod mig. Jeg er historiker, og jeg dokumenterer verden og islams rolle i Vesten. Som borger er det svært at danne sig et reelt indtryk af situationen med islamisk terror i Europa, medmindre vi er nogle, der bringer historierne og billederne,« siger Kim Møller til Kontrast.dk, hvor han selv er klummeskribent.

Det er det uredigerede billede, der fik Møller i problemer. Der er bragt billeder i danske aviser, der er mindst lige så stærke. Der peger aviserne på behovet for at fortælle læserne om, hvor stærk en begivenhed er, som en årsag, for eksempel billeder fra Ukraine.

Møller risikerer tre års fængsel. Det får han ikke. Men bare det at have sådan en sag hængende over hovedet er en belastning.

Den skærpede strafferamme, som Kim Møller risikerer at blive dømt efter, har været en mulighed siden 2018. Dengang blev reglen indført med ønsket om skærpede straffe for digitale seksualforbrydelser, men den kan også bruges i andre sammenhænge.

Her har nogen på højt niveau truffet en politisk beslutning. Det begyndte, da videoen af ​​slagtningen af ​​Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen blev lagt på nettet af morderne. Det var en meget brutal video, og der er folk, der fortryder at have set den. Det er især lyden af ​​dødsskrigene, man ikke kan slippe af med.

Men der er stor forskel på en video af et mord og et stillbillede af et offer, efter at forbrydelsen er begået.

Dansk politi lægger mange kræfter i at få videoen fjernet fra internettet. For første gang gik til politiaktioner mod personer, der menes at have delt videoen eller linket til den. Snaphanen.dk fik besøg af politifolk, som tog både ham og hans computerudstyr med. Jeppe Juhl, der var kandidat til folketingsvalget, fik samme besøg tidligt om morgenen. Det er fredelige mennesker, som du bare kan ringe til, så dukker de op på politistationen. I stedet ankommer tre mænd kl. 06.30, som om du var en flygtet kriminel. Det er metoder hentet fra USA, også der mod folk på højrefløjen.

Det ser ud til, at der på højt niveau er truffet beslutning om, at folk på højrefløjen skal negativt særbehandles. Den er baseret på ideologi og dermed uden for pædagogisk rækkevidde, det vil sige, at ingen politisk autoritet har forklaret eller stået til ansvar for beslutningen om at retsforfølge journalister, der dækker islamistisk terror.

Vi genkender det samme mønster som i USA: Den administrative stat står ikke til ansvar for noget.

Ikke at medier eller politikere ville finde på at anmode. I det store og hele støtter medierne mundkurven på en højrefløj, der ikke går i takt.

De grundlæggende bekymringer er indlysende:

“Det er ikke rimeligt, at man risikerer fængsel i op til tre år, fordi man bringer et fotografi af virkeligheden. Et fotografi, der allerede var offentliggjort mange andre steder. Vi skal passe på med at få berøringsangst, når det kommer til at dokumentere islamisk terror. Derfor vil jeg tage sagen op med justitsministeren og stille de relevante spørgsmål,« siger Naser Khader.

Da denne forfatter var ung, var der noget, der hed Chicago 8, det var retssagen mod otte berømte navne, der havde deltaget i en demonstration i Chicago under det demokratiske konvent i august 1968. Dette blev en af ​​de store symbolske begivenheder for 68-generationen: Politi, der gik løs på demonstranter på Michigan Avenue. Det hele blev sendt direkte på tv sammen med billeder inde fra konventet, hvor Hubert Humphrey forsøgte at blive nomineret. Demonstranterne stjal showet.

Dette var en forvarsel om BLM og 2020, men det var stadig en tid med uskyld. Abbie Hoffmann blev anholdt for at skrive FUCK på sin pande. Demonstranterne sang God Bless America and the Star Spangled Banner.

Retssagen mod de otte, som senere blev til syv, blev en mediebegivenhed til fordel for de tiltalte. De tiltalte vidste, hvordan man laver “teater”, og dommene blev senere reduceret til ingenting. De tiltalte er siden blevet heroiseret i film og dokumentarfilm. Det var begyndelsen på 68’ernes mediemagt, der har varet til den dag i dag.

Men al magt eroderer med tiden. 68’ernes magt har ikke den samme magt over sind som før. Det overbeviser ikke. Den må derfor spille på frygt og undertrykkelse.

Retssagerne mod fredelige bloggere i Danmark vidner om et regime, der frygter ytringsfriheden. Det er et regime, der står over for sin undergang, men vi har ingen idé om, hvordan denne undergang vil blive.

Kim Møller orkede ikke mere. Han belejres af advokater, der kræver skyhøje beløb for påståede brud på ophavsretten. Venstrefløjen er talrig og ressourcestærk. Kim er en fattig dansker.

Ytringsfriheden taber.