De fleste har hørt, at verdens bedst bevarede moselig fra Grauballe kaldes mand, men hvis nogle LGBT-aktivister får deres vilje – og det får de næsten altid – må man give det gamle kadaver et nyt navn. For ifølge de ihærdige prædikanter, der citeres af Associated Press, kan man jo ikke vide, om ”hen” var LGBT, der står for lesbisk, bøsse, til begge sider og transkønnet. Og hvad med Egtvedpigen, der må lide den tort at få påduttet en kønsidentitet uden at blive spurgt? Altså skal antropologer helt holde op med at tillægge deres fund noget bestemt køn. Lucy, det lille menneskelignende væsen, der blev gravet op i Etiopien, ville måske hellere hedde Børge.

Som sexaktivisterne ser det, er denne mand-kvinde-snak intet mindre end en fornærmelse. Ganske vist har ingen kunnet pege på rettigheder, som LBGT-folkene ikke har. Ingen forbyder deres seksuelle udfoldelser, selvom det ikke er alle, der ønsker at overvære dem. Med jævne mellemrum marcherer de mere eller mindre påklædte rundt i byerne under mediernes og politikernes jubel. Tænk hvilken ballade, det ville afstedkomme, hvis heteroseksuelle foranstaltede optog for at reklamere med deres penis-vagina-præference. Det skulle myndighederne hurtigt få sat en stopper for.

Så hvad er det, vi oplever? Vi er altså vidner til, at folk kræver rettigheder, som de allerede har. Hvad kan være meningen med det? To muligheder springer i øjnene: Lesbisk-bøsse-osv.-folkene hader heteroseksuelle og vil have dem til at blive som dem. En anden nærliggende mulighed, som ikke udelukker den første, er, at den alternative sexbevægelse efterhånden er blevet så velorganiseret og indarbejdet, at der er penge i det.

Noget, vi med sikkerhed kan sige, er, at seksualiseringen ingen ende tager. Der vil altid være mere at komme efter, når man først har taget hul på Den Store Transformation.

Jeg skal undlade et beskrive de scenarier, jeg kan forestille mig.