Jakob Ellemann -Jensen, der som bekendt er det største dyr på Christiansborgs savanne, har nu skudt valgkampen i gang ved at lancere Venstre som fremtidens førende reformparti. Hvis Venstre kan danne regering efter det kommende folketingsvalg, vil Ellemann nedsætte et reformråd med ham selv for bordenden. Det er hensigten, at rådet skal barsle med planer, der reformerer og moderniserer det danske samfund. Vi ved jo alle sammen, at når en regering nedsætter et udvalg eller danner et råd, sparker den konkrete resultater to-tre år ned ad vejen, hvorefter der ikke rigtigt sker noget, der fører til markante forbedringer. Det kommer også til at ske denne gang. Siden Anders Fogh Rasmussen overtog Socialdemokratiets velfærdspolitik i 2001 bistået af Dansk Folkeparti, har der nok været reformer, der har rationaliseret den offentlige sektor, men ikke reformer, der har bragt økonomisk vækst og velstand til hele folket.

Venstre i dag er et blegrødt, konsensussøgende socialdemokrati, som politisk ligger milevidt fra at kunne gennemføre reformer, der moderniserer og effektiviserer det danske samfund. Under valgkampen i 2019 stod jeg i en TV-debat lige ved siden af Jakob Ellemann, der uden at skamme sig proklamerede, at Venstre ønskede at bruge hele det anslåede økonomiske råderum på over 70 milliarder kroner på en forbedring af velfærden. Ikke et ord om reformer, vækst og jobskabelse. Venstre har været med i samtlige forsvarsforlig, der har ført til, at forsvaret i dag er en rygende ruin, som skal genopbygges fra grunden. Venstre har med begejstring været med i straffeekspeditionen mod vore iværksættere, der brandbeskattes som det eneste land i verden med det resultat, at næsten alle succesrige nye danske virksomheder er opbygget med udenlandsk kapital og ejerskab. Iværksætterskatten blev pålagt erhvervslivets pionerer under en Venstre-ledet regering.

Venstre har afvist at deltage i reformer, der skal effektivisere migration og integration. Partiet har stiltiende og passivt accepteret, at migranter fra islamiske kultursamfund uden tilknytning til arbejdsmarkedet nu koster danske skatteydere 90 milliarder kroner hvert evige eneste år ifølge Finansministeriets økonomiske redegørelser. Jakob Ellemann burde som partileder være klar over, at danskerne slet ikke ønsker reformer, der letter skattebyrden og aktiverer vækst i erhvervslivet. 70 procent af alle voksne borgere er enten på overførselsindkomst eller arbejder for stat eller kommune. Samtlige opinionsundersøgelser de sidste mange år, viser entydigt, at danskerne ønsker statsbetalt tryghed og ikke skattereformer. Dette ændrer sig ikke efter næste valg, hvad den nyslåede reformator kommer til at lære på den hårde måde.

Det er overhovedet ikke nødvendigt at danne endnu et råd, der ad åre skal barsle med en reform-betænkning. Det har længe stået klart, hvilke reelle reformer, det danske samfund har brug for med henblik på at kunne tiltrække kapital, teknologi og kompetent arbejdskraft.  Der er brug for en tilbundsgående skattereform, der reducerer skattetrykket på indkomster, forbrug og investeringer. Skattelovgivningen skal ændres fra at være en straffeekspedition mod landets borgere til at virke motiverende og stimulerende på økonomisk vækst og jobskabelse.  Integration af migranter skal moderniseres, således at kun selvforsørgende indvandrere kan få opholdstilladelse i Danmark. Migranter udvises, hvis de idømmes fængselsstraf. Kontanthjælpen bortfalder ved første arbejdsvægring. Forsvaret hasteoprustes til den påkrævede NATO-standard. Den hysteriske klimapolitik erstattes af sund fornuft og en forstærket indsats på miljøområdet, som vi i modsætning til klimaet kan påvirke i en gunstig retning.

Disse reformer har ikke en kinamands chance for at blive vedtaget hverken efter næste folketingsvalg eller herefter.  Der er ikke og kommer ikke 90 reform-mandater i Folketinget. Men en uspecificeret reformpolitik uden konkrete forslag er jo god at gå til valg på. Bare ikke bagefter, hvor vi må forberede os på endnu 4 år med visse-vasse konsensus- formynderpolitik. Til gengæld er det sikkert, at det bliver ’hen over midten’. Og så kan vi jo alle være glade.