Dansk politik domineres af den tvangstanke, at der er noget, som hedder ”midten”. Denne forestilling får nu atter næring af Inger Støjbergs fine meningsmåling, som ifølge bl.a. Ekstra Bladets opinionsredaktør Mads Kastrup kun kommer til at betyde noget, ”hvis Støjberg kan hive stemmer hen over midten fra Socialdemokratiet”. Og han står langt fra alene med den opfattelse.

Alle snakker om midten, men midten mellem hvad? På den ene side har vi minkdræberen Mette Frederiksen og hendes venner og på den anden de store dyr på den borgerlige savanne, og borgerne forventes at ligge vågne om natten, mens de spekulerer på, hvem der nu får overtaget.

Denne optagethed af den politiske mandjævning – undskyld kvindjævning – skyldes den antagelse, at det gør nogen forskel, om den ene eller anden ”blok” kommer til magten. Men, som vi ved, er det ligegyldigt i den virkelige verden. Det er selvfølgelig vigtigt for politikerne og for de journalister, der lever af at beskrive forskellige dramaer, hvem der nu får plads i ministerbilerne. For almindelige mennesker kan det komme ud på ét, fordi de alle vil føre sammen politik plus/minus et par procent.

Hvis man vil finde en midte, eller rettere et politisk skel med virkelige konsekvenser, skal man ikke tage udgangspunkt i forskellige ”blokke”, men i politikernes holdning til tidens mest afgørende udfordringer. Dem er der to af.

For det første: Hvad vil partierne stille op med folkeudskiftningen og den islamisering, som vil gøre danskerne til jaget vildt inden udgangen af dette århundrede, og hvis konsekvenser allerede er følelige? Hvilke partier taler overhovedet om det, og hvem tror man vil gøre noget ved det i stedet for at fylde skikkelige folk med ammestuesnak om en ”stram og fair” udlændingepolitik?

Og for det andet: Hvilke partier går ind for en fortsat styrkelse af EU-bureaukratiet og dermed en udhuling af dansk suverænitet, som igen er forudsætningen for, at vi kan have et demokrati?

Stiller man sagen op på den måde, går skellet i dansk politik mellem alle partier på den ene side og Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti på den anden.

Inger Støjberg står i en mellemposition, idet hun siger, at hun tager folkeudskiftningen alvorligt, samtidig med at hun er tilhænger af det EU, som dag og nat arbejder på at afskaffe nationerne og erstatte dem med et sovjetlignende, overnationalt diktatur.