Gik de i takt og gjorde de deres arbejde  frivilligt,  ufrivilligt,  tvunget eller  ……..var det også det karrieren det handlede om? 

”Fortiden er altid et museum af fantasifostre. Man nedfælder ikke bagefter lige nøjagtig det man har oplevet, men noget der er et produkt af tiden, den perspektiviske forskydning, (tildigtninger) samt ens egen vilje til at skabe orden ud af dette kaos af delvist glemte oplevelser. Stort set fastholder man i mindre grad i erindringen, hvordan det egentlig var, end hvordan man selv blev den man er i dag”  

Sådan skriver Joachim Fest i sin erindringsbog Ikke Jeg (2006),  – hvori han først og fremmest beskæftiger sig med sin far som med en stædig selvbevidsthed aldrig gik på kompromis  i de tolv år, nazismen dominerede Europa. Han så før de fleste, hvad det nye styre havde  i støbeskeen, og hvad der skete med Tyskland straks efter 30. januar 1933, han gik ikke i takt og deltog ikke i den omsig-gribende jubel og blev derfor hurtigt  fyret som gymnasierektor og senere tilbudt et nyt job, hvis han blot ville pakke sin kritik sammen og rette ind, så at sige. Man han var ubøjelig. Når man med klare øjne så og oplevede vanviddet der bredte sig i landet,  var det umuligt for ham at deltage i det store støvletrampende Heil Hitler!. Det kostede på hjemmefronten, men han gav sig ikke.  Her var der ikke tale om nogen flydende virkelighed, farven var brun, som lort! og psykopaternes politik og forordninger var til at tage og føle på. Der skulle ikke eufemiseres her! Og ingen af de mange tilhængere af nazismen skammede sig, det havde de fremtiden til.  Der var forskel på ret og vrang, og hele Fests familie lærte det. 

1. For mange historikere såvel  som forfattere, meningsdannere og andre af pennens folk er nazismens stadig en kilde til eftertænksomhed, kritik, fascination og lede. Det er næsten som om  man siger: smukt er det jeg ser, smukkere er det jeg forstår, men allersmukkest er det jeg ikke forstår!  Nazismens ideologi har således udøvet en mærkelig tiltrækning, men det er som et historiens laboratorium, et krystal-prisme  hvori vi med tankens skarpe ragekniv forsøger at trænge ind i tidens, –  dvs mellemkrigstiden (og nutiden ikke mindst)  – tankesæt, ideer  og moral. Hvordan kunne det gå til,  at en kulturnation som den tyske i den grad kunne trække i uniformen, brænde bøger og myrde i millionvis af mennesker, især i the Blood Lands (2010) mellem Polen, Hviderusland og Ukraine. En sted skriver Fest, havde hans far talt om den store vildfarelse, han og venerne havde gjort sig skyld i, ”da de uforbeholdent havde sat deres lid til fornuften, til Goethe, Kant, Mozart og hele den tradition de havde skabt. Indtil 1932, ville han til enhver tid turde lægge hovedet på blokken på, at en primitiv bandeleder som Hitler aldrig ville kunne tiltvinge sig magten i Tyskland”. Og det er således vi må forstå den moderne eftertids kulturelle tømmermænd, når et fænomen som nazismen skal forklares. Og vi har her hundrede år senere stadig svært ved at forstå det.  Derfor en den sidste bog om dette emne ikke skrevet. 

 2. Med den moderne litteratur, Darwins store opgør med den kristne skabelsestro, videnskabens nye sejre især inden for atomfysikken, samt den store krigs ufattelige myrderier (på Vestfronten) blev grænserne for den menneskelige fantasi og erkendelse sprængt og overlod en ny verden til de kommende generationer i Ofrets Århundrede (1997) med flyvemaskinen, tågekammeret, nye våben med mere var verden blevet som den berømte koncert i Paris med Stravinskys Sacre de Printemps i 1912, disharmonisk, uforudsigelig, grusom, smuk og vanvittig på samme tid. Alt var muligt ikke bare i kunstens verden men også og især i de politiske bevægelsers dynamik, med   kommunismens fremkomst i 1917,  fascismens i 1919 og nazismen i 1921-23.  Disse tre bevægelser repræsenterer hver for sig et generationsopgør (dybere end 1968)  med den fædrene arv,  hvad havde den nemlig ført til andet end en hidtil uset vanvittig krig. De gamle traditioner, tankesæt og adfærd  var der al mulig grund til at gøre op med. Det var sikkert tiltrængt, men i det øjeblik disse opgør bliver politiske bevægelser/ideologier, forsvinder det menneskelige aspekt og den kritiske fornuft og tilbyder på deres måder en ny orden, strukturer og imperativer, der skulle erstatte den form for kaos og uorden  den store krig havde ført med sig. Aldrig mere krig! blev en af målsætningerne.  Dette viste sig snart at være en ønskedrøm, illustreret ved fredsbestemmelserne i Versailles i 1919 og borgerkrigen i det nye Rusland mellem 1918 og 1922. Hvad havde de nævnte ideologier at byde på, der gjorde dem så populære? Først og fremmest et nyt tilhørsforhold af næsten religiøse dimensioner, et nyt livsindhold, der skulle lægge afstand til krigens grusomheder,  et håb for den enkelte om at slippe for besværet med at tænke selv ved blot at blive en upersonlig uniformeret del af de nye ideologiers støvletramp. (Mht USSR var det først og sidst frygten der var den motiverende faktor)  Nærmest simultant udviklede de tre nævnte bevægelser sig fra 1917 og frem og kom for de næste tyve år til at dominere Europa i et omfang, ingen havde  haft fantasi til at forestille sig Vi kender dem kun alt for godt. Skønt forskellene er store, vil jeg blot fokusere på udvalgte paralleller mellem nutiden og nazismen. 

3. Modsat de  få der som Joachim Fests far,  ikke ville gå i takt  og nikke som de andre og derfor  turde sige: Ikke jeg! – handler bogen De Velvillige (2006)  af Jonathan Littell  –  –  om de (fri)villige, der netop lod sig beruse og søgte tilhørsforholdet i nazismen, en dynamisk og selvbevidst bevægelse, der fejede ethvert tegn på demokrati af vejen. Men det er jo historie, nu er tiden en anden, der er ganske vist krig i Europas nabolag, og ukrainerne bliver kaldt nazister, men det siger måske mere om Putin og hans følgesvende. 

I Littels  bog    kan vi på ny læse om det 3. Rige, her set gennem  de villige bødlers briller og de som med stolt entusiasme gjorde nazismen til deres sag og således var med til at gøre styret robust og nærmest uovervindeligt, i hvert fald skulle det koste millioner af menneskeliv at få bugt med det.  Alene i USSR  døde mere end 20 millioner mennesker.

 Med lidt ond vilje kan de velvillige sammenlignes med de anstændige, dvs den EU-glade elite,  som  på  deres egen mediebårne måde ønsker at få sat folkestyret ud af kraft. Jeg har læst om flere, der ønskede at afstemninger om EU ikke burde tillades.

Begge de to grupper af velvillige, dengang og nu har  troen på den rigtige sag,  en gruppe af mennesker de foragter (og for nazisternes vedkommende er klar til at skille sig af med. De anstændige har ligeledes den rigtige sag på deres side,  lige som de har en gruppe, de ser ned på og foragter, nemlig populisterne, DF – og NB, ) Nazisterne udøvede en utilsløret dyrkelse afmagten, EU-kraternes forklæder deres med henvisning til det multikulturelle fællesskab. Pengene taler deres eget sprog. En ny konstruktion af en stat, der begyndte med en Kul- og Stålunion, men med en formuleret hensigt om at skabe Europas forenede Stater længere henne ad vejen. De ledende organer i EU tåler ingen modsigelse, man er klar til at udskamme og straffe lande som Ungarn og Polen, hvis de ikke makker ret. Senest så vi hvordan Danmark med mediernes velvillige hjælp førte danskerne til stemmeurnerne hvor man fik det ønskede resultat 2/3 del stemte JA. Vi taler ikke om uniformer og koncentrationslejre, men om en voksende bevægelse i retning af et totalitært styre,  hvor det enkelte menneske får mindre og mindre at skulle ha sagt.

4.  I dag er tiden en anden,  og vi viger alle tilbage ved tanken om at blive placeret på den højre fløj, for den er nemlig altid ekstrem og med nazismen i nabolaget.  De fleste lærere tager således markant afstand fra nazismen, selvretfærdige og med en fast overbevisning om at høre til de anstændige på den rigtige side af det politiske spektrum. – Mens de progressive har dyrket Nexø, Hans Kirk, Scherfig og Sartre har jeg personligt været mere tiltrukket  af Jacobsen, Pontoppidan og Bang,  –  Indtil Bent Jensen pegede på skyggesiderne ved de fire først-nævnte  forfattere,  gjorde de fleste lærere honnør og slog hælene sammen, når disse blev nævnt. Hvis/når en dansk forfatter  kunne forbindes med nazismen blev han omgående udstødt, noget lignende skete aldrig for de kommunistiske forfattere. Hvis en forfatter/filosof som  Heidegger havde været dansker, mon han så også var blevet sat i skammekrogen?

 Ok, litteraturens veje er uransagelige, men hvad så med filosofien? Her kan vi pege på mænd som Heidegger og Sartre, hvis eksistensfilosofiske bøger om Væren  bliver hyldet som  værker af første klasse i filosofiens ”periodiske system”.  All Right, men kan et filosofisk værk udøve en stor indflydelse uden at man forholder sig til de to nævnte forfatteres politiske tanker.? Sartre bekendte sig åbenlyst til (Sovjet)kommunismen, han kunne ikke stave til GULAG og var ikke i stand til at støtte Solsjenitsyn. 

Heidegger kunne være lidt mere eksplicit, det var måske ikke kun for karrierens skyld, at han var medlem af nazistpartieti i alle tolv år, når han fx skrev:  ”Jøderne var selv skyld i Holocaust”,  for ham (Heidegger) måtte jøden tilintetgøres   – .  Men vi må for guds skyld ikke blande mandens åbent erklærede antisemitisme ind i vurderingen af hans status som en af det 20. århundredes største filosoffer. Heidegger beklager sig over at det tyske folk ikke var sin historiske udryddelsesmission voksen. Folkemordet blev ikke fuldført. Var det den slags Heidegger sad og skrev i de berømte sorte hæfter efter mørkets frembrud? 

 Men er det muligt at holde en mands filosofi hermetisk adskilt fra en så grundlæggende idiosynkrasi som antisemitismen jo er?  For det er vel ikke sådan at der i tysk tænkning ligger en giftig antisemitisme og lurer. Merkel importerede som bekendt en stor mængde nordafrikanere (muslimer?) – der lå vel ikke en forklædt antisemitisme gemt i denne handling?

VAR Heidegger ikke nazist så udtrykker han sig dog påfaldende synkront med nazisterne i trediverne og Fredens religion i firserne – kan man tale om en tilfældig parallel her?

I øvrigt er det værd at bemærke, at mens de lærde kan strides om Heideggers åbenlyse antisemitisme havde betydning for hans filosofi, er der mig bekendt ingen i lærde kredse, der reflekterer over  forbindelsen mellem  Fredens religion og nazismen, se dette finder jeg uhyre væsentligt: At den allestedsnærværende interesse for nazismen i alle dens afskygninger ikke i nævneværdig grad omfatter forholdet mellem den arabiske verden og nazismen (bortset fra en enkelt bog om stormuftigen og Hitler,) Normalt vil man finde selv det mindst støvkorn af forbindelse, hvis der er en og man så kan kaste smuds på vedkommende, men ikke i forholdet til islam. Her gælder der andre regler, der omfatter fortielse, bagatellisering, romantisering (Prince Charles), forsvar (Bæk Simonsen og Abdul Wahid Pedersen) plus en omfattende offergørelse. 

Tysk tænknings antisemitisme….waw  -.. 

Litt. : 

J. Fest:  Ikke Jeg (2006) 

J. Littell:  De Velvillige (2006)

T, Snyder: Bloodlands 2010