Godt fire døgn efter Zaniar Matapours terrorangreb i det centrale Oslo er ikke blot den politiske kampagne for skadesbegrænsning i fuld gang, situationen bliver også udnyttet til ideologisk modoffensiv – ikke mod det islamistiske netværk, terroristen tilhørte, men mod et generelt “had”, hvor man ligeså gerne retter skytset mod kristne.

En, der deltager i dette spil på sin egen måde, er Venstres 2. næstformand, folketingsrepræsentant og tidligere minister Abid Raja. På NRK Nyheter lige efter klokken 10 søndag morgen, da hovedtrækkene ved terrorangrebet var klarlagt, var Raja gæst i nyhedsoplæseren Eline Buvarp Aardals studie.

Vedrørende sørgegudstjenesten, der blev afholdt i Oslo Domkirke denne søndag, sagde Venstre-politikeren, at det er en mulighed for blandt andet at “vise, hvilke værdier vi står sammen om”, som om der stadig var noget, man kan kalde et nationalt værdifællesskab i Norge.

I en kommentar til selve angrebet sagde Raja, som hvis det var blevet sagt i god tro ville have afsløret en ret formidabel intellektuel hjælpeløshed, nemlig at “man forstår ikke, hvordan det kan ske her”, selvom alle ved, at det ikke nødvendigvis er så nemt at være åben homoseksuel i dagens Oslo, hvor mange indbyggere stammer fra kulturer, der er direkte fjendtlige over for homoseksualitet. Det ved Raja også, for minuttet efter sagde han selv, at han vidste, at queer-mennesker blev chikaneret og angrebet på gaden.

Men sagen er, at Raja, som så mange andre politikere, sjældent taler i god tro, men derimod med henblik på egen politisk vinding. Derfor sætter han naturligvis ikke fingeren på det islamistiske miljø, som terroristen tilhørte, men taler i stedet om “det had, som vi ved, eksisterer derude” og understreger, at vi “ikke kender motivet til dette angreb” – ja endda selvom Matapour råbte “Allahu akbar!” da han begyndte at skyde.

Dermed har Raja renvasket islam og dens utålmodige barn islamismen, og er klar til at iværksætte et ideologisk modangreb. “I optakten til Pride har vi set, hvor mange der har givet udtryk for deres fordomme”, fortsætter Raja, der tilføjer, at Pride ikke handler om andet end “fri kærlighed”, og at “frihed skal kunne elskes af alle nordmænd”.

Buvarp Aardal spørger så “hvad skal der til for at bekæmpe dette had”. Raja kan nemt returnere den høje bold over tennisnettet. Det handler om “de forskellige religiøse minoritetsgrupper”, siger Raja, der gentager, at vi ikke kender motivet til angrebet – ikke bare de muslimske, “men desværre også i det kristne samfund er der en del fordomme”. Livskvaliteten for queers er dårligere på Sørlandet, fordi der er så mange kristne der, hævder Raja.

“Hvis vi skal lykkes med denne kamp”, skal der sættes “brede tiltag” i værk, mener Raja. Det betyder, at hvis du ikke selv er blandt dem, der begejstres over Pride og synes, det vidner om et ideologisk kup, når regnbueflaget ses overalt, men aldrig kunne drømme om at tage livet af en, der glæder sig til Pride, så er du et hår i suppen, der står fast på de “værdier, vi er enige om”.

Mange mennesker er personligt bekymrede over dette ideologiske massehysteri, men er tilbageholdende med at markere denne holdning offentligt. For hvem har egentlig lyst til at give sig i kamp mod så urokkelige og fanatiske kræfter? Ligesom kommunisme, fascisme og islam kræver woke- ideologien også verden formet i sit billede. Kravet afvises.