Massakren på homoseksuelle i Oslo lørdag aften er for stor en begivenhed til, at den kan gøres til noget andet, end den er. Had til homoseksuelle. Et had, der er morderisk. Der er mange, der ikke kan lide den overdrevne opmærksomhed, homoseksuelle får. Men der er et stort spring derfra til at gå ud og maje ned for fode, som den 42-årige gjorde.

Hvem er det, der hader homoseksualitet så intenst, at de er villige til at dræbe for det? Vi kender kandidaterne godt. Men de må ikke nævnes ved navn.

Angrebet i Oslo minder om angrebet på homobaren Pulse  i Orlando  i juni 2016.

Det var mere blodigt. Omar Maleen (29) dræbte 49 og sårede 53, før det lykkedes politiet at stoppe ham. Med kugler.

Angrebet i Oslo var i mindre målestok – to dræbte, men hele 10 blev alvorligt såret, og yderligere 11 måtte i lægebehandling. Derudover udløste den 42-årige panik i centrum af Oslo. Definitionen af ​​terror er baseret på handlinger, der er egnede til at skabe panik og frygt i befolkningen. Det krav er fuldt ud opfyldt. Derfor anklagen.

Angrebet tog medierne og politikerne i seng.

Vi har spurgt os selv: Hvordan påvirker det overdrevne, allestedsnærværende Prideoptog muslimer i Norge? Det ser næsten ud til, at det er blevet gjort til en ny statsreligion. Alt er præget af Pride. Har politikere og medier ikke reflekteret over, at for tilhængere af en religion, der betragter homoseksualitet som en forbrydelse, er “Pride fra alle bygninger og medier” en konstant provokation? Den samme religion har dødsstraf for frafald, og det håndhæves også i Vesten.

Men medier og politikere lader som om, at den nye virkelighed ikke eksisterer. Ja, det er et nyt Norge. Og der er stor vrede over det, den nye bykultur hylder. Ikke at anerkende disse fakta er en flugt fra virkeligheden af ​​dimensioner.

Efter 22. juli var fokus på ideologi. Men her taler vi om en pride-ideologi, som er uspiselig for en stor og voksende del af befolkningen.

Hvordan har myndigheder, politikere og medier tænkt sig at løse den konflikt?

Indtil videre har de valgt at ignorere den, lade som om den ikke eksisterer.

Det er ikke godt nok. Ikke denne gang. Handlingen var for voldsom, for blodig.

I denne uge erfarede vi, at emnet ”hadforbrydelse” havde en stor søgning på Politihøjskolen i Oslo. Vil den nye religion og dens praksis blive inkluderet? Vi tvivler. Udviklingen i de senere år er gået i den modsatte retning. Tingene løser sig. Islamiske terrorister af typen, der dræber med bil eller kniv, tilskrives psykiatrien.

Det kan være fristende for myndighederne at fokusere på psykiatrien. Christian Hatlo virker som en kvik fyr. Da han blev spurgt til psykiatrien på pressemødet, nøjedes han med at sige, at det er en af ​​de muligheder, de kigger på.

Men det skal være meget vægtige beviser, der skal til, før offentligheden vil acceptere, at en blodig handling begået af en muslim, hvis det er, hvad han er, skyldes psykiatrien.

Er vi virkelig kommet så langt, at ytringer betragtes som hadforbrydelser, mens blodige angreb tilskrives psykologiske årsager? Det er en konklusion, som offentligheden ikke vil acceptere.

Beviset ligger hos C.J. Hambroes plads i Oslo. Folk accepterer simpelthen ikke massemord, uanset om de er AUF-ungdom eller homoseksuelle.

Oversættelse Karsten Søberg