I et indlæg i Ekstra Bladet opridser journalist Kim Bach en række nylige woke-historier, og slutter at det ‘er godt nyt for landets nationalkonservative, der må have lidt af stærke abstinenser’. Sådan vender medierne rutinemæssigt tingene på hovedet. Når højrefløjen tvinges til at debattere med udgangspunkt i woke-venstres forvrængede virkelighed, så kan højrefløjen kun minimere tabet. Opponere mod postulatet om 72 køn, alt mens borgerlige blødhjerter lander et kompromis et sted mellem 2 og 72.
En god nyhed fra Kristeligt Dagblad – Danskerne er ikke så ”woke”, som forskerne forventede (kræver login).
“Selvom diskussioner om ‘kagepersoner’ og ‘blackface’ lader til at splitte, er der stor enighed i befolkningen. Over 80 procent afviser identitetspolitiske mærkesager, viser undersøgelse. Langt de fleste danskerne mener ikke, at det at male sig sort i hovedet – såkaldt ‘blackface’ – er problematisk, eller at vi skal tage hensyn til etnisk baggrund i forhold til eksempelvis sangvalg. Eller at vi bør tage særligt hensyn til folk med ikke-binære kønsidentiteter.
Det viser en ny undersøgelse af danskernes holdninger til identitetspolitiske spørgsmål, som professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen står bag sammen med sin kollega Steffen Selmer. …
‘Det forstærker polariseringen i samfundet, hvis du som højreorienteret vælger har en opfattelse af, at de venstreorienterede mener de her ting, for det gør størstedelen efter alt at dømme ikke.’”
Citater
“Problemet med wokeisme kan man bedst forstå, hvis man sammenligner den med kravet om ureguleret indvandring til Danmark. Der har formentlig aldrig været mere end 20-25 pct. af befolkningen, der gik ind for den form for ureguleret indvandring til Danmark, der var præmissen for udlændingeloven i 1983. Alligevel blev loven vedtaget, og det tog årtiers kamp at rulle den tilbage, så indvandringen fik et mere fornuftigt leje. … De 20-25 pct., der er tilhængere af den, har en uforholdsmæssig stor indflydelse på dagsordenen i medierne, i forskningsverdenen, i ngo’erne og i centraladministrationen.“ (Henrik Dahl, JP.dk, 15. juni 2022)
“Vi lavede en forundersøgelse for at finde de emner, der splitter den danske befolkning. Det overrasker os, hvor lidt uenighed der er om identitetspolitiske spørgsmål i forhold til, hvor meget de fylder i debatten. Vi havde troet, at her kunne vi få en stor diskussion mellem almindelige danskere, men så viser det sig, at de fleste har samme syn på sagen.” (Professor Michael Bang Petersen, Kristeligt Dagblad, 16. juni 2022)
“Vi er i gang med at gøre det ualmindelige almindeligt. Eller bedrage os selv, som Søren Kierkegaard ville sige. At være så optaget af at være noget særligt, at man aldrig bliver sig selv. At man først og fremmest definerer sig ud fra at være veganer, panseksuel eller noget helt tredje i stedet for blot at være. At tilstræbe det almindelige.Vi er ikke født frie, men afhængige. Af vores forældre, vores land, vores kultur, vores normer. Hele ideen om, at alt skal konstrueres, er absurd. Derfor lancerer vi nu kampagnen ‘Det er okay at være almindelig’. Konkret foreslår vi, at finansloven finkæmpes, så der ikke bruges skattekroner på kønspolitisk propaganda.” (Morten Messerschmidt, Jyllands-Posten, 16. juni 2022)