Den pakistanske højesteret har stadfæstet dødsdommen over to kristne brødre, der i 2018 blev dømt for at have uploadet blasfemisk indhold på sociale medier.
Dommerne Raja Abbasi og Chaudhry Aziz ved Lahore High Court Rawalpindi afviste den 8. juni appellerne fra de dømte – Qaiser og Amoon Ayub.
De to kristne brødre blev dømt til døden af en lavere domstol i 2018 på baggrund af en anmeldelse fra 2011. En kollega til Qaiser Ayub, Muhammad Saeed, hævdede, at de havde fornærmet profeten Muhammed og lagt blasfemisk indhold ud på en hjemmeside.
Ifølge den kristne organisation Center for Legal Aid, Assistance and Settlement (CLAAS UK), der repræsenterede brødrene i retten, var Qaisar Ayub i 2011 endt i et skænderi på kontoret med kollegaen Muhammad Saeed om et “pigespørgsmål”.
Efter skænderiet henvendte Muhammad Saeed sig til politiet og anklagede sin rival plus rivalens bror for blasfemi.
Det lykkedes brødrene at undslippe landet, efter at sagen kom op.
– Først tog de kristne brødre til Singapore, siden til Thailand, men det lykkedes ikke at få opholdstilladelse nogen af stederne og de måtte vende tilbage til Pakistan i 2012. Da de ankom, blev de anholdt af politiet, lyder det.
Begge brødre er gift. Qaisar Ayub har tre børn.
— terence hooson (@terence_hooson) June 12, 2022