“Alle” roser love om våbenkontrol, indtil det går op for dem, at i USA betyder alle venstrefløjen, og de kriminelle bliver de eneste med våben. De andre er ”lame ducks”. Biden-regimet bruger følelser til at kontrollere folk, og de opdager ikke, at friheden er blevet taget fra dem, før det er for sent.

Ti republikanere har sagt, at de vil stemme for en såkaldt Red Flag-lov i Senatet. 60 stemmer er det antal, der skal til for at overtrumfe filibuster-reglen, hvor man kan trække tiden ved at tale udover den fastsatte tid til at vedtage et lovforslag. Red flag love eksisterer allerede, som i staten New York. Men nu vil demokraterne gøre dem føderale.

En Red Flag-lov betyder, at myndighederne kan tage dine våben fra dig uden en lov og retskendelse. Forudsætningen for et retssamfund er, at de skal indhente godkendelse fra en dommer, der behandler beviser. Er der god grund til mistanke? Et af hovedprincipperne falder således i et retssamfund og myndighederne kan frit tage våbnene fra personer, f.eks. politiske modstandere. I dagens politiske klima i USA er det ikke svært at forestille sig, hvordan det vil gå: Demokraterne vil melde deres nabo til politiet og sige, at han er farlig. Politiet kommer til døren og henter våbnene. For en sikkerheds skyld. Så ved naboen, at du er ubeskyttet.

Den anden grundlovsændring skal sikre, at borgeren kan forsvare sig mod tyranni. Vilkårlighed er begyndelsen på tyranni: Nogen kan gøre, hvad de vil med dig. Dette er det system, Biden-regimet vil indføre. For at opnå dette gør de politik følelsesdrevet: Hvem tør stå op imod strengere våbenlove? Men det handler ikke om våben. Det handler om frihed og retssikkerhed.

Så sent som sidste år blev der afsagt dom i den amerikanske højesteret. Det var opsigtsvækkende 9-0, alle dommere stemte for, at politiet ikke havde ret til at tage våbnet fra en person uden lov og dom. Et ældre ægtepar var røget uoverens og konen havde meldt manden til politiet, der kom og hentede hans våben. Der var ikke sket noget truende. Men folk tager hævn, hvis de kan.

Manden lagde sag an, han mente, at konfiskationen var forfatningsstridig. Sagen gik hele vejen til Højesteret, som gav manden medhold: Myndighederne har ikke ret til at fratage nogen våben uden lov og dom. Afgørelsen var enstemmig. Også venstrefløjens dommere stemte for. Ikke desto mindre fremsatte Demokraterne et forslag, der ignorerer en nylig afsagt højesteretsdom. Hvordan kan de? For de er ligeglade med lov og orden. De vil være loven.

Målet er ikke våbnene. Målet er frihed. De ønsker ikke, at borgerne skal have frihed fra myndighederne. De hader frie borgere. De vil gerne tage friheden fra dem. Det er kernen i Biden-regimet og har været det fra dag ét.

Patriotiske amerikanere forstår det. Men det vil europæerne ikke forstå. De sluger propagandaen råt om, at det her handler om at forhindre nye massakrer. Derfor er næsten enhver foranstaltning berettiget.

Hvordan styres demokratisk kontrollerede byer? Volden eksploderer. Hvad kan det komme af? I disse byer har kriminelle lov til at beholde deres våben. Tucker citerer statistikker, der viser, at procentdelen af ​​kriminelle, der får lov til at beholde deres våben, steg fra 15-17 procent under Trumps statsadvokater til 60 procent under de Soros-valgte statsadvokater. Det betyder, at mange hundrede mennesker blev dræbt som en direkte følge af anklagemyndighedens kriminalpolitik.

Danske medier og politikere er ikke interesserede i fakta. De har overgivet sig til feel-good-politik. Deres vej er brolagt med gode intentioner, og det fører til helvede.

Da demokraterne, BLM og Antifa gjorde oprør under sloganet ”defund the police” den 25. maj 2020, skræmte det vælgerne. De forstod, hvad det betød: De ville blive forsvarsløse mod pøbelen. 2.000 politifolk blev såret. Politiet blev trængt i defensiven.

Europæiske medier er blevet spindoktorer for den amerikanske venstrefløj. Den står som bekendt for retfærdighed. Derfor bliver hver anholdelse, der ender med, at den pågrebne bliver dræbt, præsenteret som et mord, og detaljer som hvad der egentlig skete er uinteressante. Som hændelsen i Michigan for nylig, hvor en arrestant satte sig ned for at forsvare sig selv og var langt stærkere end politibetjenten. Han fik fat i hans strømpistol. Politimanden skød manden i hovedet. Offeret var sort, og dermed kan medierne køre deres fortælling.

Den dramaturgi, der bruges under forholdene i USA, har en overførselsværdi til forholdene i Europa: Det er de grimme hvide politimænd mod immigranter, især muslimer. Dette signal er allerede blevet opfattet af den oprindelige befolkning. Der er ingen til at forsvare dem. Politiet skal holde lav profil og være defensivt. Derfor har vi situationer, hvor det er offeret, der bliver retsforfulgt, fordi vedkommende er hvid/indfødt og har sat sig for at modvirke chikane eller det, der er værre. Derfor sker det næsten aldrig, at indfødte forsøger at forsvare sig, hverken individuelt eller i grupper. De har forstået, at de står alene. Ingen vil forsvare dem.

Kvotetænkningen for at få “minoriteter” ind i politifaget er derfor ikke integration i vores system. De, der styrer vores system, har afvist de værdier, vi byggede på, som gjorde borgerne trygge og satte deres frihed i centrum.  Nu er der et helt andet system på spil, der er over borgerne, og i dette system har en immigrant visse privilegier i forhold til en hvid dansker. I kraft af sin baggrund er han mere værdifuld for systemet: Han viser, at det multikulturelle virker, og han har friheden til at spille på sin kultur, hvis han/hun vil. Dette er et spørgsmål om mængde. Når der er mange af de “andre”, vil det være deres normer, der tager over. De har fuld opbakning fra ledelsen i politistyrelsen eller længere oppe i systemet. Det tolkes som en sejr, hvis de fremmede skiller sig ud. Det er et tegn på, at det nye Danmark er ved at opstå. De ideologiske ledere er godt klar over, at den gruppe, de selv kommer fra, ikke ligefrem respekterer eller elsker dem. Derfor vedtager de hadlove, så de kan overvåge og straffe dem, der tør brokke sig.

Disse hadlove har nøjagtig samme funktion som ” Red- flag”- lovene, som Biden-regimet ville have vedtaget. De afskaffer ytringsfriheden for at “beskytte” udsatte grupper. Også magthavere er nu blevet “sårbare”. Lederen af ​​det nye Nationalmuseum i Oslo stod frem i Aftenposten i forbindelse med åbningen og fortalte om hetz og trusler. Da hun er dansk, kom historien også i Berlingske. Grunden til at fortælle dette må være for at vise sin offerstatus, at hun også lider, ligesom den anden “sårbare”.

Men had er et direkte resultat af polariseringen skabt af regeringens politik. Samfundet fragmenteres, når myndighederne forkaster demokratiske normer og principper og indfører helt nye, hvor kultur og religion får en afgørende karakter. Det forstår alle, der følger med: Når domstolene begynder at tillægge strafudmålingen kulturforskelle betydning, er der indført helt nye principper, der bryder med retsstatsprincippet.

Det sker i område efter område: Fremmede med fremmed kultur og religion er gode, og selv når de begår ulovligheder, skal de behandles bedre end de indfødte. Hvis dette ikke er opsplittelse og polarisering, hvad er det så? Tag behandlingen af ​​børn i skolen. Tolerancen over for børn med udenlandsk baggrund er større. De skal have lov til at være sig selv. Det er en af ​​grundene til, at vold mod lærere er eksploderet. En anden er opløste hjem.

I stedet for at styrke kernefamilien forsøger myndighederne at nedbryde den med Pride og den flydende kønsidentitet. Fejringen af ​​Pride har nået hysteriske niveauer. Det minder om en kult. Det er, som om myndighederne har fundet ud af, at de mangler et offentligt ritual, og de overtager LGBTQ’en, fordi den kan bruges til at bryde ned med. Det er ligesom efter den franske revolution, hvor man ville indstifte en ny rite, der skulle dyrke fornuften. En ny kalender blev introduceret. På mange måder lever vi også under en ny kalender. Historien forsvinder i horisonten, og “kriser” ligger foran os.

Intet af dette behøvede at ske. Det er menneskeskabt.

De tager vores frihed.