I forlængelse af Erling Marthinsens artikel her på Document.dk fra 28.5 med titlen  Det er ikke den terror vi husker, men den vi ikke vil huske, som fortæller os, hvem vi er, vil jeg gerne tilføje et par bemærkninger. Jeg er overbevist om, at der allerede har fundet flere terrorattentater sted i  den hellige religions navn, end de fleste af os kan huske, til dels pga af antallet og delvis via en solid strøm af bedøvende underholdning, som blot skal døve sanserne og den kritiske tanke. 

I Vesten har vi  gennem det meste af vores skoletid lært, at vi skal forholde os kritisk til verden – men når vi så gør det overfor fredens religion, er vi pludselig  racister og islamofober – sådan er der mange ting der er vendt på hovedet i løbet af de sidste tyve år.  Vi ved godt, at vold og terror ikke kun udgår fra Mellemøsten og Nordafrika,  der var som bekendt også en dato i Norges nyere historie den 22. juli 2011,   som  har sat skel. Men uanset hvad man udsiger om  massemorderen Breivik, må man dog i sandheden navn erkende, at ingen muslim i Europa behøver livvagter, og ingen moske har behov for en pansret indhegning som den, der omgiver Jyllandsposten  eller den jødiske Caroline-skole.

Selvfølgelig må vi ikke glemme Nordirland;  men når det er sagt, så bliver det bare sværere for hvert år der går at fastholde islam som fredens religion, udstyre den med offerstatus og se den som et gavnligt og fordelagtigt tilskud til det moderne Europas historie. Her må vi i øvrigt heller ikke glemme, at tyskerne i kølvandet på afslutningen af 1. Verdenskrig og de efterfølgende fredsbetingelser blev udstyret med en offerstatus, der varede til 1938, hvor Chamberlain og hans allierede omsider åbnede øjnene. Det var nemlig denne offerstatus, der fik de allierede til at udvise langmodighed og accept af Hitler og hans parti, indtil Churchill overtog ledelsen, men ikke før. 

Hvornår var det nu det var, altså hvornår fandt dette angreb sted?  Var det ikke i  2008 eller var det i 2006?  Eller var det tidligere måske allerede i 1993?  Alle tre svar er rigtige!  –  

Apropos terrorangreb, så  tror jeg de fleste husker det store og spektakulære angreb på et luksushotel i Mombay i 2008, ikke mindst pga af filmen Hotel Mombai  (2018), her får man et ganske godt indtryk af det stort koordinerede angreb  der koster 175 mennesker livet og et ukendt antal sårede. Mon ikke de fleste husker billeder fra dette angreb, der også har titlen: 26/11 , det foregik over fire dage og fordelte sig over 12 koordinerede steder i byen især omkring det store hotel. 

To år forinden fandt et andet angreb sted  i samme by  den 11. juli  2006. Her var målet The Mombay Western Line, altså bomber placeret i et tog (som det  skete i Madrid i 2005).  Midlet her var  Pressure Cooker Bombs (en slags kedel-bomber der i øvrigt også blev anvendt ved Boston Marathon-løbet i 2013.)  Dette angreb varede i 11 minutter og kostede 209 mennesker livet og mere end 700 sårede. Omtrent samtidig fandt et andet angreb sted i  byen Srinagar i Kashmir,  men de to angreb  menes ikke at have noget med hinanden at gøre. At spørge efter grundene til disse bombeattentater bliver mere og mere uinteressante, for man kan altid finde en anledning. Nu havde storbyen været udsat for to store bombeangreb, hver for sig uhyre koordinerede og frygtelige, men der havde været et andet større angreb 13 år tidligere, altså i 1993 nærmere bestemt  den 12. marts  – (samme år som det første angreb fandt sted på World Trade Center),  – Da den første bombe sprang, blev børsen i Mumbai i 1993 – det daværende Bombay – ødelagt til ukendelighed. De efterfølgende timer var præget af panikstemning og flere fatale bombeeksplosioner, som endte med at koste i alt 257 mennesker livet og 1400 sårede i den indiske millionby.   

 Dette angreb var en serie på 12 terrorbombninger, som  (også) fandt sted i Bombay. Det skulle angiveligt hænge sammen med gamle stridigheder udgået fra Pakistans dannelse, stridigheder der med mellemrum dukker op ved de mindste anledninger. – Retssagerne her har været i gang i mere end tyve år, flere dødsdomme er eksekveret men konflikterne vil næppe dø – Og et nyt angreb i morgen vil givetvis overskygge de første tre terrorattentater.  Det er endeløst, i går var det Berlin, og jeg  tror ikke vi har set det sidste angreb.  Hvorfor er Chr. Borg omgivet af Koranklodser,  sikkert ikke for børnenes skyld. –

At anse religionen for at være en uadskillelig del af  årsagerne bag disse angreb burde være klart for enhver.  Selv om de politisk korrekte altid vil fremhæve  korstogene og den britiske kolonitid som uundværlige elementer i forståelsen af den 3. verden og islams rolle i nutidens politiske vold, er man bare nødt til at åbne sine øjne og se sammenhængen med netop islam som den ene og altafgørende faktor i den terrorvirksomhed, jorden har været vidne til siden 1979.  Enhver relativering og det evige had til de nationale er en forbryderisk dumhed af dimensioner. 

Som vi ved, bliver vi dagligt bombarderet  med gamle og nyere dokumentarudsendelser om nazismen og alt dens væsen,  men i stedet for sagligt at oplyse om historiens mange veje og vildveje,  så sløver det den kritiske sans hos seerne, (ligesom det også var medierne der i sidste uge vandt afstemningen omkring EU) og planter ideen om, at det er højrefløjen der har patent på diktatur og  ensretning, altså det onde. Men der er vel efterhånden en del af os, der har læst Solsjenitsyn, Orwell og Jensen’s Stalinismens fascination). Men har man ikke læst disse forfattere er man et sagesløst offer for DRs daglige manipulationer –

Det er ikke min påstand at historien gentager sig selv, dog tror jeg lidt naivt, at vi kan lære af den. Hvis vi vel at mærke vil læse og undersøge hvordan tingene hænger sammen. Der har efterhånden været skrevet temmelig mange bøger om Mellemøsten og dens religion, så uvidenhed er i mine øjne noget af en forbrydelse, for det er netop den dovne uvidenhed, der har fået europæiske ledere til i tyve-tredive år til at importere/invitere voksende mængder af udemokratiske stammefolk herop… og med hvilket formål? spørger man sig selv. Ja, der er mindst to mulige forklaringer: a.  den første  forklaring handler om oliekrisen og Bat Yeor, der i 2005 udgav bogen Eurabia. – The Euro-arab Axis,  hvori hun beskriver Eurabia som en geopolitisk realitet, som blev skabt i 1973 i kølvandet på oliekrisen. Ved et møde i Damaskus 14.-17 september 1974 fremsatte de arabiske delegerede deres politiske betingelser for at indgå økonomiske aftaler med Vesteuropa. De indeholdt bl.a. Israels ubetingede tilbagetrækning til våbenstilstandslinjerne fra 1949, arabisk suverænitet i den gamle del af Jerusalem, PLOs deltagelse  i alle forhandlinger og europæisk pres på USA med henblik på at tage afstand fra Israel. Denne europæisk-arabiske sammenslutning kom  gennem mere end 30 år til at spille en stor rolle mht  udbredelsen af islamiske synspunkter på alle niveauer i EU-landene, og den har i høj grad været med til at skabe baggrunden for det der ag mange opfattes som en begyndende dhimmificering (dvs de europæiske indvandrerlandes kritikløse respekt for muslimsk kultur,  forståelse for nødvendigheden af at give plads for muslimsk religion, vilje til at bøje af for fremmede religiøse krav, accept af særrettigheder på mange felter, og udbredt ængstelse for at støde eller provokere muslimske religiøse traditioner.) Således har der igennem 70`erne og 80`udviklet sig en villet positiv tilgang til den muslimske kultur, som et typisk offer for kolonitiden og derfor med en forståelig ret til et antivestligt, antijødisk sinde. At islam så var/er funderet i et stammereligiøst antimoderne livssyn betød mindre.  Dette fører naturligt til den anden årsag til at man har inviteret så store mængder af ikke-europæisk sindelag herop, nemlig for at destabilisere det nationalt-sindede, som jo kunne stille sig i vejen for en udbygning af EU. Med den seneste afstemning har vi set, at dette nok ikke bliver tilfældet. Men omvendt har jeg oplevet hvor lidt engelsk egentlig er udbredt i henholdsvis den franske og den spanske del af EU,  og det sætter uvilkårligt nogle grænser for hvor let udviklingen i retning af en forbundsstat kommer til at forløbe.  – 

Man kunne umiddelbart tro, at budskabet fra fredens religion ikke er til at tage fejl af, men den hast hvormed vi glemmer selv store og grusomme terrorattentater er en påmindelse om vores korte hukommelse, en voksende historieløshed og et bevidstløst fokus på tv-transmitterede billeder, tænk på  9-11, selv om sidstnævnte ikke har forhindret folk i at tro på, det var jødernes eller amerikanerne der stod bag!   – Men uanset hvor mange film og billeder der afdækker terrorangreb i fortid og fremtid, har dhimmificeringen, det underdanige  forsvar for islam for længst sat sig fast i blandt politikere, journalister og den selvfede kulturelite, som aldrig lader en lejlighed til at udskamme eller kritisere DF eller NB gå tabt. Hellere timelange programmer om DFs snarlige undergang end en kvalificeret diskussion af konsekvenserne af den stadigt voksende indvandring fra Nordafrika og Mellemøsten . Med andre ord, hellere en tvivlsom kulturberigelse fra de varme lande end et forsvar for dansk kultur og kristendom.  

Forslag til læsning for de nysgerrige:  Søndergaard og Fouroozandeh  Global Jihad 2012