Afrika står over for en fødevarekrise. Formand for bestyrelsen for Den Afrikanske Union Macky Sall giver krigen i Ukraine skylden. Som sædvanlig er alle problemer med Putin forklaret. Men virkeligheden er mere kompliceret.
Da Sall, som også er præsident for Senegal, mødte Putin i Sochi for nylig, opfordrede han Vesten til at ophæve sanktionerne mod russisk korn og kunstgødning. Putin grinede fra øre til øre, skriver Aidan Hartley i The Spectator.
Putin grinned impishly, presumably because headlines crediting him with weaponising global food supplies inflate fears of his power.
Efter mødet talte Sall med journalister og sagde, at han følte sig «meget beroliget».
– Vladimir Putin virkede engageret og klar over, at krisen og sanktionerne skaber alvorlige problemer for svage økonomier, sagde Sall.
Men verden har mad nok, skriver Hartley. Ganske vist importerer Afrika normalt meget hvede, madolie og kunstgødning fra Rusland og Ukraine. Men selvom nogle regioner er ramt af dårligt vejr og vækstforhold, oplever lande som Australien og Storbritannien høj landbrugsproduktion. Den globale hvedeproduktion er ikke meget mindre end i et normalt år.
Det handler mere om distribution end om produktion. Det handler mere om afrikansk landbrug end en strategi baseret på import.
Oxfam og Save The Childre lancerede en kampagne, der hævder, at sult vil kræve et menneskeliv hvert 48. sekund i Etiopien, Kenya og Somalia. Men på opfordring kunne tallene ikke underbygges, de blev fremskaffet ved en computersimulering i Washington.
Aside from whether this is just a desktop famine, the important point is that Oxfam blames the drought on climate change and demands that ‘rich polluting nations must pay East Africa for its climate loss’.
Ah … klimaændringer, Vesten skal betale! Det har vi hørt før. Mange gange.
Hartley bor i det nordlige Kenya, og der har været meget tørt i år. Men dette er ikke et usædvanligt fænomen. Næsten hvert årti rammes området af tørke. Alle lader til at blive lige overraskede hver gang.
Forholdene i Kenya er relativt velordnede, og nødhjælp når normalt ud til de nødlidende. Men situationen i andre afrikanske lande er langt værre.
I Etiopien raser konflikten i Tigray, og det anslås, at op mod 500.000 civile har mistet livet under opstanden i de sidste 16 måneder. Det kan være op til 100 gange så mange sammenlignet med civile tab i Ukraine.
I Somalia har jihadisternes hærgen drevet tusindvis af landmænd i eksil, hvilket naturligvis påvirker fødevareproduktionen og gør uddelingen af nødhjælp farlig eller umulig.
Folk dør, fordi mad ikke når krigszonerne. At forklare problemerne med klimaændringer er at fritage afrikanske terrorister og oprørere for ansvar.
Der er mange dygtige landmænd i Afrika, men de er underlagt ekstremt korrupte myndigheder, som lever luksusliv finansieret af vestlige bistandsmidler.
Og når NGO’er som Oxfam ønsker at øge fødevareproduktionen i Østafrika, fokuserer de ideologisk på feminisme og antikapitalisme og ikke praktisk talt på den samlede fødevareproduktion.
Oxfam does at least urge East African leaders to invest more in local agriculture, but urges a ‘focus on smallholder and female farmers’ – perpetuating a Maoist myth that commercial farming is both evil and less productive.
Dette er en form for ny-kolonisme som har dødelige konsekvenser.
Sydsudan, hvor den norske politiker Hilde Frafjord Johnsen (KrF) kan stå som symbol på Norges totalt fejlslagne «fredspolitik», er fuldstændig afhængig af fødevareimport. At hjælpe Afrika med at dyrke sin egen mad bliver nedprioriteret til fordel for globale forsyningskæder.
Maina Mwangi er bestyrelsesformand for Fertiplant East Africa, som producerer op til 15 procent af Kenyas gødning. Mwangi mener, at Afrika kan og bør klare sig selv.
– We make better quality than the garbage they import from Russia and China, sier Mwangi.
Men regeringen foretrækker subsidierede, importerede forsyninger og ødelægger muligheden for et fungerende og effektivt marked for afrikanske leverandører. Hjælp i en nøddeskal.
– It doesn’t make sense for us to supply the majority of farmers in Kenya. We can’t afford to, sier Mwangi.
Men Vesten har råd til det og pumper enorme mængder penge ind i et gennemkorrupt system. Det sikrer, at Afrika aldrig vil kunne stå på egne ben, mens champagnedrikkende godhedstyranner klapper hinanden på skuldrene og soler sig i herligheden over, hvor gode mennesker de er, mens de bruger utallige milliarder af penge, der faktisk tilhører vestlige skatteydere.
Sultproblemerne i Afrika er åbenlyst forværret af krigen i Ukraine. Men hovedproblemet er korruption og krig, foreviget og forværret af fejlslagne vestlige politikker, med deres typiske fokus på feminisme, klima, bistand og antikapitalisme.