Nej, vi får ikke mere en borgerlig regering, for der er ikke vælgere og politikere nok til i dette land at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, national suverænitet, et troværdigt forsvar, maksimal frihed for den enkelte og minimal indflydelse for statsmagten. Der er ganske vist en del folk fra Venstre og Konservative, der ustandseligt taler om disse værdier, som var de kostbare antikviteter, der kun ved festlige lejligheder drages frem fra dunkle skabe til kortvarig beundring for så atter at blive låst inde i mørket.

Den forsvundne borgerlighed er kun et naturligt produkt af den politik, skiftende regeringer har ført gennem mere end tyve år. For at holde sammen på regeringsmagten måtte Anders Fogh Rasmussen i 2001 sammen med Dansk Folkeparti stjæle Socialdemokratiets socialpolitik, der til i dag er fælles standard for alle Folketingets toneangivende partier. Det betød indførelsen af borgerløn for migranter fra islamiske kultursamfund i form af evig kontanthjælp, invalide- og førtidspension, uddelt med rund hånd til migranterne, men næsten umulig at opnå for etniske danskere. Den årlige regning til skatteyderne for dette velfærdsrøveri er på 90 milliarder kroner ifølge finansministeriets økonomiske redegørelser. Også de borgerlige partier bærer et tungt ansvar for denne formålsløse masseimport af klienter fra islamiske kultursamfund.

Vi får som bekendt de vælgere, politikerne skaber, og et stort flertal på Christiansborg har nu gennem årtier sørget for, at 65 procent af alle voksne danskere enten er på overførselsindkomst eller arbejder for stat eller kommune. Ifølge den seneste opgørelse fra Cepos er 44 procent af alle voksne danskere offentligt forsørget. 21 procent er ansat i det offentlige. Dette har medført, at Danmark med Venstres og Konservatives fulde opbakning er blevet en formynderstat, hvor den enkeltes liv er stærkt afhængig af statsmagtens dispositioner.

Denne afhængighed skaber stærke loyalitetsbånd mellem stat og klient, hvad vi kan se i alle samfundets sektorer. Ikke bare i undervisnings- og omsorgssektorerne, men også i medierne, der modtager store beløb i statsstøtte og i erhvervslivet, der gør sig store anstrengelser for at støtte regeringens mærkesager. Vi sælger gladeligt ud af vores suverænitet, vores selvbestemmelse og vores nationale og personlige frihed for at få sikkerhed, beskyttelse og tryghed i vores liv. Folkets ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet var den angste vælgers fortvivlede forsøg på at helgardere sin trygheds tipskupon.

Og nu kommer Mette Frederiksen samtidig med Løkke Rasmussen og erklærer, at det bedste for Danmark er en samlingsregering ’ hen over midten’. Man må smile diskret gennem knaphullet og spørge: ” Er det ikke det, vi har haft i over 20 år?” Bred enighed om skattestop, afmontering af forsvaret, indførelse af den katastrofale iværksætterskat, kommunalreform, den idiotiske sundhedsplatform og den fejlslagne politireform? For slet ikke at tale om det totale forlis af integrationen af migranter fra eksotiske samfund?

Borgerligheden er død, men socialismen har det nu heller ikke for godt. Konformismen, som er den offentlige menings skraldespand, er dagens vinder. Konformismen kræver ikke resultater, men fælles holdninger til klima, Me Too, Black Lives Matter, Regnbuebevægelsen, De Hvide Mænds Overherredømme, og ” Vil I have mere velfærd eller flere skattelettelser til de rigeste?” Frisind blandt ligesindede.

Dagens vinderpolitik er hverken rød eller blå. Den hedder konsensus. Succes er det, vi kan blive enige om uanset kvaliteten af resultatet. Vi skyder vores pil ind i garagedøren og løber hen og tegner med kridt en cirkel rundt om træfpunktet. ” Hvor flot! Et pletskud!”, lyder det fra Mor Mette oppe fra køkkenvinduet. Det er vi så enige om. Det er dansk politik. Nu og i fremtiden.