To hændelser illustrerer, at islam de facto er en religion, der nu er beskyttet mod den kritik og karikatur, som alle andre trossystemer må og har fundet sig i, uden at kny. Når man ved, hvordan kristne bliver behandlet i lande med mange muslimer, forstår man, at evnen til selvretfærdighed er næsten ubegrænset.

Indførelsen af ​​begrebet islamofobi er et imperialistisk fremstød. Det er vores politikere og medier, der har givet dem indrømmelserne uden at tænke på konsekvenserne for samfundet og den sociale sammenghængskraft.

Voldeligt veto 

I den ene af de to sager var der tale om mobning og den voldelige mands veto: Biografen, hvor ”Lady of Heaven” skulle vises, kapitulerede og lovede, at den aldrig ville blive vist. Dette er dagens Storbritannien.

I Indien havde talskvinden for det regerende BJP-parti været åbenmundet om profeten og hans kone Aisha. Jeg har forgæves forsøgt at finde citater, men rygter er nok og ofte vigtigere end fakta. Man får ikke fakta, når det kommer til fornærmelser mod islam.

Husk, at det var Indien, der først forbød sataniske vers. Indien vogter balancen mellem det hinduistiske flertal og muslimerne. I takt med Indiens voksende magt er selvbevidstheden vokset. Vestlige medier mener at spore en voksende fjendtlighed over for islam. Men de kæmper den samme kamp i ind- og udland: For at integrere muslimer skal kritikere isoleres og helst straffes.

Hvis du får en idé om, hvor det fører hen, kan du studere et brev, som ambassadørerne fra Saudi-Arabien, Egypten, Iran, Algeriet, Pakistan, Palæstina, Bosnien-Hercegovina og Irak – alle akkrediteret Danmark, for nylig modtog i Berlingske.

www.berlingske.dk/kommentarer/muslimske-ambassadoerer-i-faelles-modsvar-derfor-er-det-vigt-med-en dag mod islamofobi . 

Brevet var et svar på artiklen »En sejr for FNs islamistiske kræfter«., FN’s beslutning om at gøre 15. marts til dagen for bekæmpelse af islamofobi.

Det bemærkelsesværdige ved brevet er det totale fravær af modforestillinger. Det er, som om de ikke har forstået det mindste af, hvad modernitet betyder. De bor i Vesten og bruger modernitetens teknologi uden at forstå de værdier, der oprindeligt lå bag. Nu er det kun teknologi. Når det kommer til sociale medier, har de ingen betænkeligheder ved at indføre censur. For det er en nødvendig konsekvens af tankegangen.

Blokken af ​​islamiske stater, OIC, er magtfuld nok til at gennemtrumfe en ikke-bindende beslutning i FN’s Generalforsamling. Det ser ambassadørerne ikke noget galt i.

Generalforsamlingens resolution har til formål at øge bevidstheden og fremme tolerance og respekt for andre. Det underminerer ikke religions- eller trosfriheden på nogen måde. Faktisk var hele præmissen for OIC’s initiativ, at diskriminerende handlinger, fjendtlighed og vold mod muslimske individer og samfund udgør alvorlige krænkelser af deres menneskerettigheder og krænker deres religions- eller trosfrihed.

Denne tolerance, som islam kræver, er en ensrettet gade. Der er ikke tale om tolerance den anden vej. Islam har intet at tilbyde. Den er i sig selv godhed.

Forstillelsen og falskheden er grænseløs. Det er almindeligt at påpege, at OIC’s Declaration of Human Rights – The Cairo Declaration lider under den begrænsede envejstrafik, som gør ordet ytringsfrihed i samme åndedrag til en pinlighed.

Men sådan ser ambassadørerne det ikke.

Cairo-erklæringen er OIC’s forsøg på at forene menneskerettigheder med islam og begrænse ytringsfriheden. Tværtimod er erklæringen baseret på forpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning og ikke på religiøse grunde. Det går langt ud over de rettigheder, der er omfattet af eksisterende internationale konventioner, især dem, der vedrører principperne om lighed, ikke-forskelsbehandling, kvinders rettigheder og religionsfrihed. Brevet kan være et stykke missionsarbejde, en demonstration af islams voksende indflydelse i Vesten. Ambassadørerne ser ingen modsætninger. For det er tænkning ført tilbage til tiden før oplysningstiden. Førmodernitet.

FN-resolutionen bemærker faktisk, at religions- eller trosfriheden og ytringsfriheden er indbyrdes afhængige, indbyrdes forbundne og gensidigt styrkende rettigheder med rod i artiklerne 18 og 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR). Ytringsfriheden bør udøves på en måde, der fuldtud respekterer alle religioners religiøse overbevisninger og principper og ikke fører til »tilskyndelse til vold«, som er forbudt i henhold til artikel 20 (2) i ICCPR.

Ytringsfriheden bør udøves på en måde, der fuldt ud respekterer alle religioners religiøse overbevisninger og principper og ikke fører til “tilskyndelse til vold”, hvilket er forbudt i henhold til artikel 20, stk. 2, i ICCPR. 

Denne tolerance er envejs og kan kun skærpe kontrasten. Det giver carte blanche til pøbelen, uanset om det er i Bradford eller Indien. At FN’s Generalforsamling har velsignet det, siger noget om, hvad FN er blevet til.

Det er kun vold, når muslimer og islam er ofre. Den vold, som muslimer udøver mod kristne, påstås det, er ofte resultatet af provokation. Så bliver det ikke defineret som vold. Kun en genoprettelse af ære.

Vi nærmer os Islamisk tilstand: Alle er født muslimer, de ved det bare ikke.

Islam er som lyden af ​​én hånd der klapper alene. De hører kun deres egen stemme.

Det meget alvorlige, der er sket de seneste år, er woke- bevægelsen. For det første banede politisk korrekthed sjælen klar til ensretning. Så kom woke med sin religiøse karakter. Så var sjælen klar til omvendelse.

Nu tager muslimerne det næste skridt og kræver underkastelse. Woke- folket har ikke islam noget at lade høre. De driver selv den samme justits.

Apropos. Spiked skriver:

Imagine a country where Islamic fundamentalists can dictate what films we’re allowed to watch in the cinema. That country is Britain in the 21st century. Today an Islamist mob has succeeded in having an allegedly ‘blasphemous’ film pulled from vast swathes of UK cinemas. Protesters claim that The Lady of Heaven, which features a CGI rendering of the Prophet Muhammad, is an insult to the world’s one billion Muslims and is ‘racist’ to boot. As is now depressingly routine, the powers-that-be have taken the mob’s side. Large cinema chains have cancelled their screenings and apologised for causing offence.

Worse still, our political and cultural elites apparently have nothing to say in response to this medieval act of religious censorship.

Just as they had nothing to say about the Batley Grammar school teacher, who was forced into hiding after showing a Charlie Hebdo cartoon. Just as they always turn quiet whenever Islamism rears its ugly head. This cowardice cannot continue. If we truly value free speech, we cannot keep caving in to Islamist intolerance.