Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 og den løgnagtige måde, hvorpå Kreml retfærdiggjorde angrebet og dets mål, forandrede konflikten mellem de to stater drastisk. Efter dette overfald, som blev indledningen til en ødelæggende krig mod Ukraines civilbefolkning og infrastruktur, må man betingelsesløst støtte Ukraine og dets forsvarskamp mod angriberen.

Det betyder naturligvis ikke, at det nu er forbudt at mene, at det havde været bedre, at denne krig aldrig var kommet i gang, og at gøre opmærksom på, at mange kyndige personer i USA og Europa gennem årene har kritiseret USA´s ukloge Ruslandspolitik, og at Henry Kissinger tilbage i 2007 og 2014 skitserede en forhandlingsløsning, som muligvis kunne have afværget krigen. Ifølge denne model skulle Ukraine have en status som alliancefri og vestvendt demokratisk stat.

Desværre var især USA lidet lydhør og valgte at ignorere de russiske bekymringer i forbindelse med NATO´s udvidelse. Disse bekymringer blev allerede udtrykt flere gange af Jeltsin, der sagde, at Rusland ikke kunne forstå den amerikanske politik efter kommunismens sammenbrud. Begge parter burde i stedet arbejde for et europæisk samarbejds- og sikkerhedssystem, der omfattede både Vest- og Østeuropa inkl. Rusland. Putin var af sammen mening i sine første år ved magten.

Hvis nogen skulle mene, at den slags hypotetiske betragtninger om fortiden er uden interesse, er svaret, at det nu engang er det, historikere beskæftiger sig med. Det er en udbredt overtro, at det, der er sket i historiens løb, med nødvendighed måtte ske. Det er faktisk på ethvert tidspunkt muligt at træffe forskellige valg, som får forskellige konsekvenser. Hvis man benægter det, forskriver man sig til et skæbnebestemt syn på den historiske udvikling.

I Vesten har vi i mange år haft en illusorisk forestilling om, at alle andre mener det samme som os, og at vi både har ret og nærmest pligt til at indføre vores system i andre lande. Det har ført til ødelæggende krige i fjerne lande som Afghanistan, Irak og Libyen. Resultaterne har ikke været opmuntrende. Jeg understreger, at jeg naturligvis ikke opfatter Ukraine som et fjernt land på niveau med de nævnte muslimske stater.

Det er farligt for små stater at være stærkt afhængige af store stater. Det ved alle tidligere ikke-russiske nationer i det sovjetiske imperium, herunder Ukraine og de baltiske nationer. Washington har sagt, at USA´s mål er at svække Rusland i en sådan grad, at det aldrig nogensinde mere vil kunne angribe andre. Hvad det konkret betyder er uklart, og praksis viser noget andet. USA’s Ukraine-politik har fra begyndelsen været svingende. Man har modsat sig tilførsel af våben fra andre NATO-stater, og man har pålagt sig selv stærke begrænsninger mht. levering af amerikanske våben. Mens Ukraine ødelægges og forbløder i kraft af langtrækkende russiske våbensystemer, har Washington i ugevis drøftet med sig selv, om man af hensyn til Kreml tør levere avancerede raketvåben, som vil sætte Ukraine i stand til at forsvare sig imod de dødbringende russiske våben. Nu forlyder det, at man omsider har besluttet sig.

Det er glædeligt, at Danmark ifølge USA vil levere nogle ældre Harpun-missiler til Ukraine, som ingen flåde har, mens landet selv beskydes med langtrækkende våben fra den russiske krigsflåde. De danske missiler vil fra land kunne ramme russiske krigsskibe i Sortehavet og Det Azovske Hav. Men hvorfor leveres de først nu, og hvorfor har regeringen ikke selv oplyst os om dette militære bidrag? Formentlig har man først skullet bede USA om tilladelse.

Mette Frederiksen, Morten Bødskov & Co har erklæret, at de vil kæmpe skulder ved skulder sammen med Ukraine. Det betyder formentlig, at de vil kæmpe til sidste ukrainer. Jeg er fuldkommen illusionsløs, hvad angår disse politikere, hvis partier kapitulerede i sidste fase af Den kolde Krig, angreb USA´s præsident Reagan, roste generalsekretær Brezjnev og i det hele taget fedtede for Kreml. Og dengang gjaldt det endda deres eget lands sikkerhed. Disse politikere, som omfatter SF, De radikale og de tidligere kommunister, tænker kun på, hvad der kan gavne deres egen politiske karriere.

Af langt større betydning er USA. Kan man have tillid til, at den svækkede og vaklende Biden og hans folk vil holde fast ved støtten til Ukraine? Hans folkelige mandat er med rette omtvistet, og i Det Hvide Hus er hans sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, deltog aktivt i Hillary Clintons ulovlige sammensværgelse i 2016 med det formål at få Donald Trump stemplet som Putins hemmelige agent. Der er også andre tvivlsomme herrer og damer i Bidens inderkreds.

Og EU? I Ukraine tales der for længst åbent om, at Frankrig og Tyskland slet ikke er interesseret i, at Ukraine vinder krigen. Et sejrrigt Ukraine vil nemlig forrykke den geopolitiske balance i Europe til de to store EU-staters ugunst. Især Frankrigs Macron har store ambitioner om at blive EU´s ledende stat. Han tror også, at Frankrig stadig er en global stormagt.

Konklusion. Alle ved, at det er udviklingen på slagmarken i Ukraine, der kommer til at afgøre både Ukraines og Ruslands fremtidige status. Alt taler for, at Rusland vil tabe angrebskrigen, hvis især USA og England forsyner Ukraine med de nødvendige våben. Det er derfor forstemmende, at USA reelt har ladet hensynet til Kreml bestemme, hvilke våben Ukraine må få.