Vesten sender dobbelte signaler til Ukraine. På den ene siden får de tungere og mere langtrækkende våben, på den anden bliver de bedt om at være realistiske og forhandle. Hvilket øre hører de på? Ukraine kan blive fristet af de langtrækkende våben til at tro at de kan kaste Rusland helt ud af Ukraine.

Historikeren Victor Davis Hansen har en gjennomgang av krigens faser og spørger til slut om vi tror Putin er selvmorderisk:

Et alternativ er at slippe ukrainerne med deres vestlige våben løs for at øge grænseinterventionerne og sænke store dele af den russiske Sortehavsflåde med amerikanske missiler – og forvente, at en afhængig og sandsynligvis syg diktator med 6.000 atomvåben aktionsklar, indrømmer, at han ødelagde det russiske militær ved at garantere tabet af flertallet af russisktalende lande, han havde hævdet, at han forsvarede – og som dessert ruinerede den russiske økonomi.

Det er et scenarie, som vestlige politikere nok frygter men det er ikke helt foreneligt med eskaleringen af ​​våbenleverancerne. Er venstre hånd ikke klar over, hvad højre hånd gør? Putin ville splitte NATO. Nu ser det ud til, at NATO har klaret det på egen hånd.

I hvor høj grad formår ukrainerne at være afbalancerede i deres vurderinger? Vil de forstå farerne ved en eskalering, eller vil de blive forført af de overlegne vestlige våben? Det er ikke sikkert, at ukrainerne har samme frygt for eskalering. Tværtimod. Det kunne være, at de, polakkerne og balterne ville være glade for at give russerne en blodtud. Gammelt historisk ønske om hævn vågner.

Eller er det muligt, at der er en alliance mellem Kiev og et krigsparti i især USA, der ønsker at bruge krigen til at bryde de russiske væbnede styrker? Det tyder flere udtalelser på. Fuldstændig eksplicit.

Vestlig politik begynder at ligne heste, der løber i forskellige retninger.

Hansen minder om, at USA og NATO lavede mange bommerter og ikke reagerede, da Putin begyndte at bruge magt, mod Georgien i 2008 og Krim i 2014. Det var ikke naivitet, som den tidligere norske statsminister Erna Solberg hævdede, det var en appeasement baseret på en cost-benefit -betragtning. Russerne havde så mange penge investeret i vestlige finanscentre, at de ikke orkede uroen.

Obama og Hillary talte om nulstillingen af ​​forholdet, hvilket ikke skete. I stedet solgte Hillary 20 procent af de amerikanske uranminer og fik 120 millioner dollars i egen lomme. Putin har set vestlig korruption tæt på.

Da Biden foretog en katastrofal tilbagetrækning fra Kabul, troede han, at amerikanerne havde mistet viljen og magten til at handle. Biden viste det gang på gang.

Da russiske hackere først hackede en oliepipeline og derefter kødindustrien, bad Biden om et møde i Genève. Der overrakte han en liste over kritisk infrastruktur, russerne skulle holde sig væk fra.

Han viste samme defensive holdning, efter at Putin havde samlet en hær på grænsen til Ukraine. Biden sagde, at det amerikanske svar ville afhænge af størrelsen af ​​den russiske indtrængen.

Dette var ikke afskrækkende. Det var det modsatte.

På toppen af det hele: Biden nedlagde veto mod bygningen af olieledningen fra Israel via Cypern til Grækenland. Den mest stupide handling han har begået, ifølge Hansen.

Han ophævede sanktionerne mod den tysk-russiske Nord Stream 2-rørledning. Og i administrationens måske dummeste udenrigspolitiske greb, forsøgte Biden at suspendere EastMeds naturgasrørledningsprojekt til Europa, organiseret i fællesskab af de amerikanske allierede Cypern, Grækenland og Israel. Tilsyneladende følte han, at Europa ikke havde brug for mere naturgas, eller at Cypern, Grækenland og Israel var fjender og ikke venner, eller at høje naturgaspriser i Europa ville stimulere til flere vindmøller og solpaneler.

Det første nej kom i april, det andet blev leveret af viceudenrigsminister Victoria Nuland i april. Nuland har spillet en tvivlsom rolle i Ukraines politik siden Maidan i 2014.

Ukraine har været dybt involveret både i Biden-familien og med demokraterne. Ukraine er en del af USA’s indenrigspolitik, og det er overraskende, at så mange republikanere stemte for den seneste pakke på 40 milliarder dollars.

Tilføj til ligningen, at skiftende regeringer i Ukraine ikke har været udenforstående, men i årevis dybt involveret – nogle vil sige på grænsen til indblanding – i den amerikanske præsidents politik.

Erhvervsinteresser relateret til Kiev har længe bestukket Biden-familien af ​​særlige grunde. Ukrainere og deres sympatisører var involveret på en række forskellige måder i rigsretssagen mod præsidenten i 2019.

Og selvom det ofte glemmes, var Ukraine endda direkte involveret i 2016-kampagnen for at skade Trump-kandidaturet ved at give pinlige oplysninger om en korrupt Paul Manafort til medierne i et forsøg på at hjælpe Clinton-kampagnen – en kendsgerning og vidnesbyrd om udenlandsk indblanding, hvilket selv venstrefløjsmediet Nation undskyldte for.

Medierne har konsekvent undgået at skrive om Biden-familiens malkning af Ukraine.

Hvor dybt forviklingen stikker, og om der også betales tilbage nu, er et åbent spørgsmål, men det er en faktor, der skal med i ligningen.

Én ting er sikkert, russere er på fremmed jord, og Ukraine er fremmed jord, eller er blevet det. Noget helt andet er russisk jord. Hvis ukrainerne angriber mål på russisk side, kan krigen hurtigt eskalere.

Så kæmper russerne på en anden måde, end når de bliver brugt som kanonføde i Ukraine.