Ruslands krig mod Ukraine har ændret på meget, også hos os. Synet på et militært forsvar af Danmark og på berettigelsen af at kæmpe for SIT EGET LAND omtales nu yderst positivt.

Der har i den offentlige debat indtil nu været mange, der har gjort gældende, at Danmark ikke var danskernes land – dvs. den nuværende danske befolknings land, men at dette territorium tilhørte alle, der af lyst eller nød ønskede at slå sig ned her. Det var både latterligt og farligt at sige Danmark for danskerne, for hvilken ret havde leverpostejdanskerne egentlig til at sige, at det var deres territorium? Det var udtryk for farlig nationalisme, som skulle bekæmpes.

Nu har krigen i Ukraine med ét ændret alt dette. Danske politikere, også fra de partier, der for ikke så længe siden førte an i propagandaen mod leverpostejnationalismen, viser sig nu glad og gerne frem skulder ved skulder sammen med danske soldater i fuld udrustning både her og hisset, bl.a. i Estland tæt på grænsen til Rusland. De samme politikere taler nu for, at bevillingerne til det udsultede danske forsvar skal øges, så vi sammen med vore allierede i NATO kan forsvare os mod truslen fra Rusland. Mette Frederiksen, der ligesom hendes støttepartier for få år siden blev stærkt fortørnet over, at præsident Trump syntes, at europæerne godt kunne bidrage mere til det fælles forsvar, er nu mere end enig med Trump og vil opruste kraftigt.

I Ukraine siger politikere, officerer og soldater hele tiden Slava Ukraine, længe leve Ukraine! I Rusland siger de Slava Rossii, længe leve Rusland! I danske medier hører man nu – inspireret af Ukraines forsvarskamp – danske intellektuelle og eksperter, herunder mange kvinder, bruge ord og udtryk, som de for kort tid siden ikke ville have i deres mund. I en udsendelse i DR kunne man høre positive ord som ”folket” og betydningen af ”folkets fortsatte eksistens”, som naturligvis måtte forsvares. Det var ganske vist det ukrainske folk og dets eksistens, der var tale om. Men det samme må jo gælde for andre folk, også det danske – Slava Danii/Længe leve Danmark!

I Rusland er nationalfølelsen også stærk, både hos regimet og regimets modstandere. Vi hører mest om Kremls brug af nationale myter for at styrke sin popularitet i befolkningen. Men når så mange russere er fortvivlede over Ruslands angreb på Ukraine, bunder det også i nationalfølelse, dvs. kærlighed til fædrelandet Rusland. Man er fortvivlet på sit folks og sin nations vegne, fordi man ser krigen som en besudling af det bedste i det russiske folk.

For nylig rettede den tidligere forretningsmand og lejrfange i eksil, Mikhail Khodorkovskij, en gribende og grådkvalt appel til alle russere om at sige fra over for angrebskrigen for herved ”at frelse jeres sjæl”, som han sagde. Han bad ved samme lejlighed i sin egenskab af russer ukrainerne om tilgivelse for den forbrydelse, det russiske regime begår.