WWW.ASGERAAMUND.DK

Den tidligere belgiske statsminister Guy Verhofstadt, nu medlem af EU-parlamentet er overbevist føderalist. Han kæmper lidenskabeligt for realiseringen af en europæisk forbundsstat. Det er han ikke ene om. Han er i godt selskab med Merkel, Hollande, Macron, von der Leyen, Joschka Fischer og tysk politiks grand old man Wolfgang Schäuble, der alle har udtalt sig positivt for en føderal statsdannelse efter amerikansk forbillede. Nu er Verhofstadt en hidsig trold, der overfuser sine modstandere og praler uhæmmet af sine sejre. Han har mange fjender og få venner og er for de danske EU-glade medier og politikere et symbol på ’det onde EU’, en mørkets fyrste, en politikkens Dart Vader, der hele tiden taler om de forbudte emner, nemlig om den voksende centralisering af EU-politikken og drømmen om den europæiske forbundsstat. Og det er jo også hele meningen med samarbejdet. Rom-traktaten fra 1958, som alle EU’s medlemsstater har tilsluttet sig, bestemmer jo højt og tydeligt, at det er målet ”at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning af de europæiske folk” og ” gennem fælles handling at fjerne de skranker, der deler Europa”.

Skærer vi ind til benet er Guy Verhofstadt pænt på linje med de toneangivende kræfter i EU ikke mindst med et flertal i parlamentet, der netop har godkendt ’EU’s strategiske kompas for sikkerhed og forsvar’, altså EU’s fremtidige forsvarsstrategi, som reelt er det, vi skal stemme om den 1.juni. Efter vedtagelsen i EU-parlamentet var Verhofstadt som sædvanlig helt oppe i det røde felt, denne gang ikke af raseri, men af fryd. Han var hurtig på Twitter-tasterne: ” Slut med enstemmighed, ophævelse af veto, lanceringen af Unionens væbnede styrker”. Den sætning vil ja-siden i Danmark gerne have fejet ind under gulvtæppet, men det bliver svært. For det var jo, hvad der blev vedtaget. Parlamentet godkendte også forslaget om ” at udvikle en EU-kapacitet, der gør det muligt for os, at deployere en modulopbygget styrke på op til 5000 tropper, heriblandt land-, luft- og søkomponenter.” Det svarer nøje til størrelsen på den tunge brigade, vi har lovet NATO at opbygge. Det vil sige, at EU udstyres med infanteri, artilleri, kampvogne, missilfregatter og kampfly.

Men hvad nu hvis Danmark ophæver sit forbehold, men ikke vil tillade opbygningen af denne planlagte kampbrigade? Også det har EU-parlamentet en ordning på. Man vil aktivere den passus i EU-traktaterne, der faciliterer ’ konstruktiv afståelse’. Det betyder på almindeligt dansk, at Danmark mobbes af flertallet til ikke at benytte sin vetoret, hvad vi i øvrigt aldrig nogensinde har gjort. Vi vil have konsensus og undgå enegang for enhver pris. EU’s militærstrategiske mål rækker langt videre end til opstillingen af kampbrigaden. EU traktatens artikel 42 og 43 omtaler EU’s militære kapacitet som et generelt redskab for EU’s sikkerhedspolitik også til anden anvendelse end forsvaret af EU i snæver forstand. EU har således helgarderet sin militære tipskupon. Godt, at vi har krudtuglen Verhofstadt, der kan sige de forkerte ting på det rigtige tidspunkt.

Hvis vi stemmer ja til en ophævelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni, får vi ganske rigtigt en plads ved bordet. Men det bliver børnebordet.