Sidste år oprettede Københavns Politi fire såkaldte ‘Nattelivszoner’. I en to-årig periode skulle ‘dømte kriminelle’ formenes adgang til nattelivet, med henblik på at ‘øge trygheden og forebygge kriminalitet’. Siddique-typerne kan ved festlige lejligheder tale om kriminalitetsforebyggelse, men de taler aldrig om danskernes tryghed.

Tryghed kan ikke sættes på formel, men færre AEH’ere er vitterligt et godt udgangspunkt. Så er der relativt flere kvinder, og færre konfrontationssøgende macho-arabere. Unge danskere søger logisk nok monokulturen, når de går i byen. En artikel fra Københavnliv – En dørmand taler ud: Maks. 20 mørke på klubben ad gangen.

“Fredag aften, når neonlysene tændes, og Gothersgade fyldes med berusede unge, danner der sig meterlange køer foran de populære klubber. Her i det sociale rampelys er der plads til alle. Undtagen de mørke.

– Max 20 mørke personer på klubben ad gangen, siger en dørmand til ØsterbroLIV om scenen, der udspiller sig nat efter nat i København.

Dørmanden forholder sig anonymt, da han ellers risikerer at miste jobbet. Flere gange har han sågar personligt måtte afvise sine egne venner i døren, da kvoteordren fra chefen skulle overholdes.

Dørmanden beretter, at flere af hans tidligere kollegaer er blevet fyret, fordi de har undladt at følge retningslinjerne. … Dørmanden udtaler, at det ikke er unormalt, at chefen påpeger, at ‘det ligner en vandpibecafé’ og han beder vagten om at ’slukke lyset’.”

“Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker” (Ludvig Holberg, Jeppe på Bjerget, 1722)