The German embassy in Sweden flying the flag at half-mast the day Hitler died, April 30, 1945.

”Menneskeheden går næsten overalt i retning af en totalitær form for samfundsindretning, det vil sige i retning mod et regime , hvor statsmagten suverænt regerer i alle sfærer, så går i især i tænkningens sfære …Rusland er et næsten fuldkomment eksempel på et sådant regime …..men det forekommer at være uundgåeligt  ,,at alle de andre lande i de kommende år i større eller mindre grad vil nærme sig denne model ” Simone Weil (1934)  

Når vi taler om diktaturet eller det totalitære,  står det altid som en modsætning til demokratiet,  og det er da også sandt i den forstand, at det sekulære demokrati som regel har flere politiske partier til rådighed for den enkelte vælger, der frit kan gå til stemmeboksen og sætte sig kryds i de formularer og skemaer, der er udgået fra de relevante myndigheder. Selve stemmeafgivelsen er for mig noget sekundært,  der nærmest er afslutningen på en længere proces igangsat og formet af systemet, der blot lige skal have en blåstempling fra vælgerne, så man kan fortsatte business as usual.  – Fx  kunne man i  dagbladet Information læse flg.: ”Det er udemokratisk at stemme sig ud af  EU  Det er udemokratisk, når enkeltnationer tager egne beslutninger om eurokrisen –”    i forbindelse med Brexit. 

Når vi skal indkredse og definere det totalitære,  kan man for mig at se tale om en hård og en blød form for totalitarisme. Der er tredivernes Stalin og Hitler og senere Maos mere kontante udgaver af dette  begreb,  det vil sige en altomfattende og allesteds-nærværende overvågning som  prologen til senere indespærring i koncentrationslejre eller psykiatriske fængsler, som oftest dødelig eller med udsigten til evig fortabelse, GULAG,  tvangsarbejde eller vilkårlig henrettelse,  hvor romanen 1984 er modellen for samfundet.  Disse former  er velbeskrevet af bl.a. Hanna Arendt og Anne  Applebaum,  men jeg vil godt opstille nogle af elementer der indgår i karakteristikken af diktaturet i sin klassiske udgave:   tilsyneladende i skarp kontrast til det sekulære demokratis  alliance med folkestyret i en eller anden form.   

Her er en kort liste over nogle af begreber, vi forbinder med et diktatur: 

1) En officiel ideologi, som alle skal underkaste sig, og som sigter mod at skabe “et nyt menneske” og løfte menneskeheden op på et højere stade;

2) et eneste masseparti almindeligvis ledet af én person, hierarkisk organiseret og enten stående over eller infiltreret i bureaukratiet;

3) absolut monopol på militær magt;

4) et næsten absolut monopol på massekommunikationen;

5) et politisystem baseret på fysisk og psykisk terror;

6) central kontrol med og ledelse af hele samfundsøkonomien.

Hertil bør føjes, at totalitære regimer har haft et udtalt behov for at fremstille sig som truet af ydre fjender for yderligere at retfærdiggøre sig over for deres befolkninger. Nogle udtryk der udmærket kan bruges om  den betydning vores medier har i samfundet

Hvis vi nu tager  punkterne nr 3,  nr.  5 og nr. 6 ud af ovenstående liste,   står vi tilbage med et system,  en organisation, der både har en vis kontrol med ledelse og samfundsøkonomi, et næsten absolut monopol på massekommunikationen plus en dominerende  indflydelse på alle politikere og den meningsdannende elite, og  det hele styret gennem den ideologi, vi i daglig tale kalder politisk korrekthed.   Stort set den samlede journalist-stand,  80%  af lærerne,  det meste af kultureliten,  80% af politikerne, reklamebranchen, store dele af erhvervslivet  med mere.  Alle disse mennesker og institutioner, som mere eller mindre er  en integreret del af medieapparatet, vil gøre hvad som helst  for at få resten af befolkningen til at afgive den efter deres mening rigtige stemme den 1.6 . Allerhelst havde mange af disse folk set, at resten af befolkningen  ikke skulle spørges, når man ville ændre noget i EU-systemet. . Alene det faktum at man har valgt at lade denne afstemning foregå under den igangværende krig i Ukraine peger for mig at se i denne retning. 

 I modsætning til diktaturet har demokratierne i deres love indfældet et muligt mindretalshensyn og en vis grad af medbestemmelse; men dette er kun tilsyneladende. Der findes et utal af eksempler på, at man på tv-stationerne inviterer håndplukkede eksperter i studiet mhp  at belære seerne om,  hvad der er op og ned i den aktuelle sag,  her EU,  i går i dag og i morgen klimaet,  Sverige og indvandringen, USA og Trump. –  Alle disse temaer bliver altid behandlet med en forbavsende enighed når det gælder medierne. Tænk et øjeblik på Folketingsvalget i 2019, fra tidlig morgen til Deadline 22.30  hørte vi ikke om andet end klimaet,  og havde der været afholdt en folkeafstemning om vi var i nød og derfor trængte  til en alt-nedbrydende men ”bæredygtig” grøn omstilling,  havde vi fået et rungende JA!  – 

Er det sådan medierne virker i Danmark?  Nej, det er det ikke ..kun. Der arbejdes også  gennem en  vedvarende fortielse, hemmeligholdelse af pinlige emner, et gentagende fokus på de grønne sandheder, eufemisering og bortforklaring af vigtige  (tys-tys) emner som indvandringens  tvivlsomme udbytte, ANTIFA som aktivistisk voldsgruppe, et rasende  hensyn til udvalgte minoriteter med flere. 

Vi ser dagligt, at der er former  for manipulation og skævvridning af den højt besungne medindflydelse,  der netop op til en  folkeafstemning og gennem et udbygget medieudbud  udspreder sine budskaber  med så veludviklet, ”forfinet” og uigennemskuelig kraft, at en stor del af stemmekvæget ikke aner, hvad de skal stemme,  hvor  henved en tredjedel er usikre  og ender med at sætte deres kryds ved den rubrik, som de til enhver tid siddende eliter ønsker det.  

Og hvis folket, den almindelige vælger sætter sit kryds det ”forkerte sted” ,  hører vi om populisme  og det der er værre. Bare tænk  på Brexit: dagligt blev vi tudet ørene fulde om fremmedhad og gammel nationalisme og lignende. Og selv efter tre afstemninger valgte briterne at stemme sig ud. Den blotte tanke i Danmark om at forlade EU er utopisk og bliver bandlyst og affejet alle steder som det rene vanvid, politisk selvmord, en national gyser og i bedste fald fortiet.  

Men se nu op til den kommende folkeafstemning om det berømte forsvarsforbehold. På den ene side får vi at vide, at det ikke betyder noget, men hvorfor så holde en sådan  afstemning. Der findes journalister og politikere der mener, at folket ikke bør spørges om dette – lad os derfor lige minde hinanden om, hvad en stemme fra folket er i  de politisk korrektes ører:  “Populisme” må vi forstå som den selvudnævnte storby-elites hånlige beskrivelse af demokratiet i de tilfælde, hvor folket formaster sig til at stemme på ”de forkerte”.  Således kan man som Ungarns Viktor Orban være premierminister på 10. år, valgt og genvalgt tre gange, i skrivende stund med 66% af pladserne i parlamentet – og stadig udskammes som “populist” i et såkaldt “illiberalt demokrati”. Alt imens EU, hvis øverste styrende organer befolkes af “kommissærer” som ingen europæiske borgere kender navnene på, endsige har stemt på, fører sig frem som demokratiets vogtere, idet de truer Ungarn med sanktioner for landets “demokratiske underskud”.  Nej,  netop det demokratiske underskud  er et udtryk jeg ville mene,  er relevant når vi taler om EU.

Med en total ukritisk EU-linie med umyndiggørelse og demokrati-fratagelse for  almindelige borgere, som ikke lige følger de indspiste radikale paroler.
En af de røde tråde i alt det her er,  at det mest EU-glade  parti, Det Radikale Venstre er og  altid har været,  hvad man kunne kalde et landsforræderisk parti, hvor man til  alle tider føler sig højt hævet over den jævne dansker, som betragtes som dum og noget der skal  bekæmpes, for så vidt som den jævne dansker også er national-sindet .-..  Det er således påfaldende, hvor meget taletid et parti som Det Radikale Venstre ofte får, mens DF (og i nogen grad også NB) gerne betegnes som nationalistisk, et ekstremt højrefløjsparti.  

Også i dagbladene ser man ofte udtryk for et påfaldende knæfald for globaliseringen, enten det nu er artikler i  Weekend avisen,  indslag i  radioprogrammer som fx Orientering, Deadline eller Detektor og diverse politiske programmer. 

Der er, som jeg ser det, tale om tilsyneladende pluralisme,  som blot smilende dækker over autoritær, docerende dvs en bedrevidende, omfattende og uhyre organiseret form for påvirkning og ….  en form for tankekontrol ..  

Der er militært styrede samfund, der holder sig selv oppe med vold, intimideringer o.l.,   og så er der,  hvad vi kunne kalde totalitær tænkning, det sidste er betydelig mere udbredt end det første, og der er givetvis større og mindre lommer af totalitær tænkning i ethvert samfund.  Vi kunne kalde det for en blød totalitarisme  – 

Er den gode gamle Kul- og Stålunion i grunden ved at udvikle sig til et avanceret og forfinet? føderalt diktatur med imperativer som: Ret ind! Bekæmp de nationale! Drop jeres nationale grundlov! Stem  JA, når vi siger det!  Hvis du har problemer med Fredens Religion,  så tænk på noget andet,  klimaet fx !  osv  . …

 Den bløde totalitarisme må dog ses som et syndrom; om ikke alle så dog de fleste af de tidligere nævnte aspekter skal være til stede, om end de så kan variere i vægt. 

Totalitarismen må betragtes som en moderne foreteelse, der forudsætter en høj grad af ideologisering, mobiliserbare masser på et demokratisk eller pseudodemokratisk grundlag og et højt teknologisk, navnlig kommunikationsteknologisk, niveau. 

Vi har vores frihed….tilsyneladende,  vi kan stemme, som vi ønsker …tilsyneladende,  tanker er toldfrie….tilsyneladende.  Reelt set får vi ikke sandheden at vide, kun halve manipulationer om Europas fare,  og at det kræver et JA  den 1. 6.  Mao  tør du, kære vælger at stemme NEJ  til så vigtige beslutninger, hvis du stemmer JA,  er du for fred og velfærd i et stort forenet  Europa, stemmer du NEJ,  går du Putins ærinde …..Man ser en kroget pegefinger foran sig. Og når jeg tænker på, hvordan medierne transmitterede  den franske præsident-valgkamp,  der blev en sejr for henholdsvis Macron,  EU  og medierne,  kan jeg frygte for hvilke andre dagsordener  medierne har i ærmet.