Jeg har stor respekt for Anders Nedergaard, vært for Fitness M/K, men træerne vokser ikke ind himlen. Forleden var emnet ‘Transkvinder i idræt’, og her indledte han med at positionere sig selv som ‘moderat’. Prisen for at positionere sig på midten, var en undsigelse af woke-venstre og de der (højreorienterede), som hævdede at der kun fandtes to køn. Gæsten var lektor Ask Vest Christiansen, og han skar igennem. Afsnittet kan høres hos Spreaker.
Anders Nedergaard, vært: … jeg ved ikke om jeg nærmer mig den pointe, som jeg oprindeligt havde, men altså på den ene side der ser man folk der siger ‘der findes kun to køn lol lol smiley trollface’ – entydigt forkert! Og dumt, og unødvendigt provokerende. På den anden side har man nogle, der siger at der ikke er en biologisk forskel – entydigt forkert! Jeg ved ikke om det er provokerende, men det er det formentligt også. Men det er også entydigt forkert, og undergravende for debatten. Og så skal man lande et sted midt imellem.
Ask Vest Christiansen, lektor: Ja, og det du også rør ved. Altså, når vi bruger det danske ord ‘køn’, så har vi kun det ene ord, mens man på engelsk er så heldig at kunne skelne mellem ‘gender’ og ’sex’. I princippet kan jeg ikke bestemme dit gender, det kan du kun selv fortælle mig hvad er. Det er det som du identificerer sig som, det valg du træffer. Men dit sex kan du ikke beslutte hvad er, det er en objektiv størrelse, som vi kan klassificere biologisk.