Forleden bragte DRTV en fremragende udsendelse om den russiske regimekritiker Aleksej Navalnyj, som regimet har forsøgt at myrde ved at forgive ham i et russisk passagerfly. Hans liv blev kun reddet, fordi flyets kaptajn ændrede kurs for at få Navalnyj under lægebehandling så hurtigt som muligt. Efter rekonvalescens i Tyskland besluttede Navalnyj at vende tilbage til Rusland, hvor han blev arresteret i lufthavnen. I marts i år blev han idømt ni års frihedsberøvelse.

Jeg kom til at tænke på den sovjetiske regimekritiker Vladimir Bukovskij, der døde for nylig, og som det kommunistiske regime forsøgte at ødelægge bl.a. ved at spærre ham inde på en psykiatrisk anstalt, det berygtede Serbskij Institut i Moskva. Bukovskij var som nu Navalnyj fuldkommen frygtløs. Navalnyj har set i øjnene, at det nuværende regime vil ham til livs, og at det har midlerne til at berøve ham livet. Men han holder alligevel fast i sin overbevisning, at det er nødvendigt at sige fra og bekæmpe regimet med fredelige midler.

Nærmest ved et tilfælde så jeg en anden fremragende film på Neflix om den unge polske katolske præst Jerzy Pospieluszko, som det polske sikkerhedspoliti efter ordre fra det kommunistiske regime torturerede til døde oktober 1984. Fader Pospieluszko havde forinden modtaget adskillige advarsler fra sikkerhedspolitiet og vidste ligesom Navalnyj, at hans prædikener og omsorg for de undertrykte kunne koste ham livet. Alligevel svigtede han ikke sit kald.

Der er en del danskere, som kritiserer russerne for, at de ikke tager afstand fra Putins regime. Det er der faktisk mange, der gør, ikke mindst blandt unge og yngre. Der er også præster i den russisk-ortodokse kirke, der siger fra, selv om patriarken støtter regimet og krigen mod Ukraine. Før vi kritiserer andre, bør vi i det trygge Danmark, hvor kritik som regel er gratis, nok spørge os selv, om vi ville have modet til at sætte os op imod et regime, der er så brutalt som regimet i Kreml.

Af Bent Jensen