I sin bog “Europe’s Strange Death” beskriver Douglas Murray, hvordan han rejser rundt i Europa og er vidne til et kontinent og en civilisation, der er ved at udslette sig selv. For som det siges: Civilisationer dør ikke, de begår selvmord. Nu spørger Murray: Kan Europa reparere sig selv?

Murray innleder en kronikk i The Spectator slik:

There are many ways to fracture a people. But one of the best is to destroy all the remaining ties that bind them. To persuade them that to the extent they have anything of their own, it is not very special, and in the final analysis, hardly worth preserving. This is a process that has gone on across the western world for over a generation: a remorseless, daily assault on everything that most of us were brought up to believe was good about ourselves.

Det er præcis, hvad der sker nu. Alle fælles bånd skal ødelægges. Derfor angribes historien, national stolthed og kristendom. Selv sandheden skal afskaffes, så vi ikke længere har et fælles grundlag.

Feminister kritiserer mænd, transaktivister kan ikke fordrage de heteronormative, som udgør næsten alle. Venstreorienterede kan ikke fordrage konservative. Islamister hader alle “vantro”.

Multikulturalisme er det bedste eksempel på, hvordan vi er opdelt: Intet skal være fælles, det kulturelle fællesskab skal brydes op. For vores kultur, den norske folkesjæl, har ingen værdi. NRK fejrer Id som en vigtig åndelig begivenhed, mens påsken, kirkens vigtigste højtid, markeres med billeder af folk, der spiser appelsiner eller drikker øl i hyttevæggen.

Metoden er det, vi kalder woke, som er Orwells mareridt realiseret i den postmoderne virkelighed.

Historie

Det er meningen, at vi skal hylde en massemorder, der havde små piger som sexslaver og satte verden i brand. Men en Churchill, som er selve symbolet på kampen mod nazisterne, han burde trækkes ned i mudderet.

I USA rev de statuer ned af general (og senere præsident) Ulysses S. Grant, som vandt den blodige krig, der befriede slaverne. Årsagen var, at Grant havde ejet en slave. At han modtog denne slave i gave og løslod ham med det samme, er ingen formildende omstændighed for de hysteriske vågne fanatikere.

Selv statuer af Abraham Lincoln og Jesus blev revet ned.

Statue av Abraham Lincoln, revet ned av demonstranter under opptøyer i Portland, Oregon, i oktober 2020. Skjermdump video/NBC News

Les også: Jesus-statue ødelagt i kirke i USA – i tråd med oppfordring fra Black Lives Matter

Men en multikriminel stofmisbruger som George Floyd skal hyldes som en martyr.

When the outburst of iconoclasm began in the summer of 2020 after the murder of George Floyd, Churchill’s statue was one of the first to be assaulted. Indeed it was attacked so often that the statue in Parliament Square was boxed up, and only got unboxed when the French President arrived in London for the day.

Vi burde skamme os over hele vores historie. Korstogene bruges som eksempel på den katolske kirkes brutalitet. Ingen nævner den brutalitet, de muslimske horder stod over for, da de erobrede hele Mellemøsten, Nordafrika, Indien og Spanien. Ingen nævner, at korstogene, i hvert fald i begyndelsen, var en ren forsvarskrig, hvor modige mænd ydede ufattelige ofre for at generobre besatte områder.

Sorte amerikanere kræver kompensation for slaveri. Dette selvom kun få amerikanere ejede slaver. Også sorte amerikanere er relativt velhavende: Hvis man målte den gennemsnitlige indkomst for sorte amerikanere og definerede dem som én nation, ville det være en af ​​de rigeste nationer i verden.

Men hvad med islam, som besatte Spanien i 700 år? Hvem kræver, at muslimer betaler kompensation?

Mangfoldighed

Mangfoldighed er det modsatte af enhed. Derfor presses mangfoldigheden i alle kanaler. Multikulturen nævnes. Men det samme gælder kønsideologien. Alt, hvad der er normalt, skal foragtes, og alt, der er bizart, skal roses.

Londons borgmester Sadiq Khan har nedsat en kommission, Commission for Diversity in the Public Realm. Kommissionen består i høj grad af folk, der er negative over for britisk kultur, historie og arv. Robespierre kunne ikke have gjort det bedre.

Denne kommission vil beslutte, hvilke dele af historien briterne får lov til at beholde minder om.

And not only what should come down, but what should go up in its place.

Only last week it transpired that a London council is planning to rebrand William Gladstone Park, because the great prime minister’s family stands accused of benefiting from the slave trade. The front-runners for alternative names for the place include Diane Abbott Park.

Labour-politikeren Diane Abbotts præstation er, at hun var den første sorte kvinde, der blev valgt til parlamentet. Som journalist kritiserede Abbott Tony Blair for at sende sin søn til en privatskole. Folk stemte på Labour, fordi de troede på “lighed”.

Selvfølgelig sendte Abbott selv sin egen søn til en af ​​landets mest fornemme privatskoler. Til BBC forklarede hun valget som følger:

– It is inconsistent, to put it mildly, for someone who believes in a fairer and more egalitarian society to send their child to a fee-paying school.

– I had to choose between my reputation as a politician and my son.

Men når andre vil prioritere deres børn, bliver slagterkniven slebet. Trods hykleriet er hun sort og kvindelig, ergo fortjener hun en statue. Sådan fungerer woke logik.

Nationalt sammenhold udhules, når historie og kultur bliver gjort til skamme og erstattet med globale drømme, klimahysteri, woke og den velkendte trio Diversity, Inclusion and Equity.

Mangfoldighed handler ikke om en mangfoldighed af ideer. Inklusion omfatter ikke konservative, patrioter, mænd eller hvide. Og equity, lighed i udfald, er ren kommunisme, et krav om, at alle skal nå det samme mål uanset karrierevalg, evner, indsats og livets tilfældigheder. Personligt ansvar er bare racisme.

Desuden er der altid nogle, der er mere ens end andre. Tænk bare på BLM-grundlæggeren, den erklærede marxist, der har erhvervet værdier, der har givet hende ejendomme for titusinder af millioner.

Les også: BLM med sin versjon av Animal Farm: Noen er likere enn andre

Vores politiske institutioner, skolesystemet, den akademiske verden, medierne og endda erhvervslivet er marineret i disse meget splittende ideer. Og dem, der protesterer, fryses ud, mister deres arbejde eller bliver forfulgt af politiet, som i stigende grad retsforfølger forseelser.

Dette er splitt og dominer på speed.

Idéerne opstod i USA og oversvømmer nu Europa. Især briterne og svenskerne er hårdt ramt, men Norge og Danmarke følger i trop.

Alle vores helte skal ned i mudderet.

Anybody found guilty of living in American history is torn down in a similarly remorseless way, from Christopher Columbus to Theodore Roosevelt. Absolutely no one is safe. The Founding Fathers have been rewritten.

Aristotle and Plato have been denounced for not having 2022’s views on race. Similarly all the Enlightenment philosophers, so that David Hume’s name has come off buildings in Scotland.

Anklagen går blandt andet på, at disse mennesker, som levede for hundreder eller over to tusinde år siden, ikke forudså vor tids vanvittige idéklima, eller at de på nogen måde kunne forbindes med slaveri, racisme eller kolonialisme.

Or just being alive while these things were going on. When the evidence isn’t there, the anti-western ‘scholars’ of our day have shown themselves perfectly willing simply to invent it.

Bevisfremlæggelsen er derfor ikke så omhyggelig, som eksemplet med General Grant viste. Historieløshed bæres som en æresmedalje.

Ukraina

Putins invasion af Ukraine har ændret billedet. Der er ikke længere tale om at afskaffe NATO. Svenskerne er blevet krigere. Selv Tyskland er ved at opruste. Og nationalisme blev pludselig noget at fejre, så længe det handler om ukrainernes nationalisme.

Men billedet har kun ændret sig på overfladen. En nylig meningsmåling viste, at halvdelen af ​​amerikanerne ville flygte fra landet, hvis de blev angrebet. Så mange som 45 procent af dem i militæralderen, mellem 18 og 34, sagde, at de ville flygte fra krigen.

Svenskerne er allerede under angreb indefra, af et stort antal voldelige, kriminelle muslimer. Men ingen gør noget ved problemet. Tror du, at folk, der ikke er villige til at beskytte deres børn, er villige til at gå i krig for en nation, de er trænet i at foragte?

Jeg er selv en gammel officer. Men jeg er faktisk usikker på, om dagens Norge er værd at forsvare. Desuden er risikoen for at blive skudt i ryggen stor, fjenden er her allerede.

Politikere er vores værste fjender, det er dem, der ruinerer os og importerer folk, der hader os, som vi så skal støtte. Resultatet er, at vi også har en muslimsk pøbel, der næppe kommer til at kæmpe for Norge, og som nok vil udnytte mænds fravær til at gøre livet svært for kvinder på hjemmefronten.

Så Ukraine og Putin er ikke nok til at genoprette national enhed. Det modsatte er sket: Krigen har synliggjort og forstærket splittelsen i Vesten. Det er en enten-eller mentalitet. Enten hylder man Zelenskyj og støtter, at han får alt, hvad han peger på. Eller du er putinist. Dette er krigens retorik.

Kan Vesten reddes?

Kan Vesten reparere sig selv? spørger Murray.

Only if we regain the sense that we have something worth preserving. And the knowledge we had in the Cold War that free western societies deserve to win out, not because it is in our interests to do so, but because we are better than the alternatives.

Men sådanne tanker er i dag utænkelige for store dele af magteliten. At påstå, at der er noget europæisk (eller norsk), der virkelig er værd at kæmpe for, anses for upassende. Fokus er på klima, menneskerettigheder, bistand og FN, aldrig på norske borgeres interesser.

At vi i Europa og USA formåede at skabe verdenshistoriens bedste og frieste samfund glemmer man hurtigt, mens man diskuterer LGBTQ-rettigheder, antiracisme, religiøs dialog og klimaforandringer over nogle k

Spørsmålet er bare om sannheten har blitt undertrykt så lenge at det kan bli umulig å finne tilbake til den.

Fractured: can the West fix itself?