Spørger man veteraner, der har tjent i operationer i Afrika, hvad der var sværest at have med at gøre, er der stor risiko for, at man får ét og samme svar fra mange af dem: børnesoldaterne. De bevæbnede, følelsesmæssigt beskadigede og ikke sjældent dopede børn var de farligste fjender.

Børnene havde ikke de samme barrierer og konsekvenstænkning som voksne, de kunne dræbe uden grund. Men det, der gjorde børnesoldaterne så farlige, skyldtes egentlig ikke børnene, men vores egne soldater. For de svenske, norske eller danske soldater var det nærmest umuligt at dræbe et barn – også selvom barnet rettede et skarpladt våben mod dem.

Du dræber ikke et barn. Den holdning er så dybt forankret i os, at vi tøver med at forsvare os selv, når børn angriber med våben. Du skader ikke et barn. Man slår ikke et barn ihjel.

Det vidste krigsherrerne, og derfor blev børnene brugt som effektive våben til at føre de hensynsløse voksnes krig.

Under det, omverdenen er kommet til at kalde The Swedish Riots, deltog hele familier i urolighederne. Førskolebørn opildnede, spyttede og kastede med sten mod politifolk, politihunde og køretøjer. Politifolk blev udsat for, hvad den svenske rigspolitichef Anders Thornberg i et interview med TV4 kalder “dødelig vold”. En film, der cirkulerer på sociale medier, viser, hvordan en tolvårig dreng kaster en stor sten, der rammer en politibetjents hjelm. Politibetjenten falder hovedkulds til jorden. Drengen løber derfra. På sin Twitter-konto skriver politibetjent Peppe Larsson:

– Jeg har nu set film fra Örebro. Det er ikke engang muligt at beskrive, hvor slemt det var på pladsen. Ud fra hvad jeg har set, ville du have været i stand til at skyde ind i massen af ​​mennesker, der angreb og med juridisk støtte undslap præcis den, du havde mødt. At vi ikke har et antal dræbte og masser af skudsårede bøller er faktisk utroligt. Jeg overdriver ikke. Ikke engang lidt. Jeg er næsten i chok. Ord er ikke nok. Du, der ikke har set, kan ikke forstå. Det har jeg i hvert fald ikke gjort, før nu, skriver Larsson og lægger et billede op af en af ​​de mange tusinde sten, der blev kastet.

Officielle tal tyder på, at mere end hundrede politifolk blev såret, og at ingen blev dræbt kan betragtes som et mirakel. Efter urolighederne gik flere politibetjente ud og fortalte om deres oplevelser, om hvordan de var i “krigszoner” og frygtede for deres liv. Politiet Alexander Jeremic tjente under urolighederne i Örebro og Rinkeby. Han oplyser, at han blev ramt af omkring 30 belægningssten.

– Der var så meget sten, at det bare bragede som et haglvejr, alle kastede. Det var en pøbel drevet af en aggression, jeg aldrig havde oplevet før. Det var som en slagmark med så mange sten som muligt.

– Det eneste, jeg hørte, var religiøse skrig og et ønske om at skabe kaos. Jeg vil gerne kalde dem terrorister. De gik efter hele samfundssystemet. Havde de haft andre våben, havde de brugt dem, siger Alexander Jeremic til Dagens Nyheter.

 I påsken oplevede svensk politi det samme moralske dilemma på gaden i flere svenske byer. Flere politibetjente har fortalt om, hvordan de oplevede vold, de opfattede som livstruende, men at de tøvede med at bruge deres våben – netop fordi der var børn blandt angriberne. I Linköping blev politimanden Reine Berglund for eksempel tvunget til at trække sit våben mod en pige, en oplevelse han beskriver som “en fuldstændig bizar følelse”.

Terrorister, og blandt dem børn helt ned til fire år, som deltog aktivt i optøjerne sammen med forældre og bedsteforældre. Politiet har fortalt, hvordan småbørn og ældre har brudt op og transporteret belægningssten, som teenagere og voksne siden har angrebet politibetjente med, og et øjenvidne fortæller til Svenska Dagbladet  (SvD), hvordan han hørte en mor prale med, at hendes søn på elleve-tolv år, var gået ud for at kaste med sten, da han hørte om afbrændingen af ​​Koranen. – Børn og mødre kastede sten sammen. Mødrene klappede børnene og jublede. Det føles fuldstændig absurd. Blandt de unge mænd deltog familier med børn. Det er helt vildt, at man tager sine børn med ind i sådan et miljø, siger Eva Nemec Nordh, førsteadvokat ved Linköpings statsadvokatur, til SvD efter at have gennemgået videomateriale.

Opdraget til at hade Sverige

“Absurd og skørt,” siger den første advokat. Indtil denne påske har vold og kriminalitet blandt børn udløst det samme spørgsmål fra politikere, medier og sociale myndigheder: “Hvor er forældrene?” Det spørgsmål kan man ikke længere stille, for nu ved vi, hvor forældrene er – de står side om side med børnene og kaster sten efter optøjer, der er så voldsomme, at politiet er tvunget til at skyde med skarpt.

Samtidig med at det blev bemærket, døde alle de hidtil brugte forklaringer også. Løsningen på indvandrerbørns kriminelle adfærd er ikke øget forældreinddragelse. Børnenes handlinger er ikke resultatet af racisme, socioøkonomiske faktorer eller udstødelse, men direkte konsekvenser af de værdier og normer, forældrene har formidlet til dem. Børnene med sten i hænderne er opdraget til at hade. Det er forældrene, der har lært deres børn at hade Sverige, det svenske samfund og det svenske demokrati. Det er forældrene, der har lært deres børn at råbe “Allahu akbar!” og glæde sig, når mennesker og dyr kommer til skade, og biler brænder. Det er forældrene, der har lært børnene, at vold og mord er den rigtige reaktion, når man føler sig krænket – og at et barns liv er af ringe værdi i forhold til religionens ære.

For mange svenskere var billederne fra urolighederne chokerende, og det er en smertelig erkendelse, at forældre i vores hjembyer faktisk opdrager deres børn til at bruge vold. De børn, der har såret politibetjente og sparket politihunde, kan godt være vores egne børns klassekammerater.

Hvilken fremtid venter vores børn så?

I årtier har vi fået at vide, at alt bliver bedre, bare samfundet bliver mindre racistisk, og indvandrernes børn bliver integreret i samfundet. Den svenske regering har endda aktivt transporteret IS-terrorister og deres børn til Sverige og forsikret os om, at samfundet kan håndtere dem, og at børnene ikke udgør en fare for os.

Påskeweekenden ændrede alt. Nu ved vi, at det ikke bliver bedre af sig selv. Værre bliver det, hvis samfundet ikke reagerer med tiltag, der var helt utænkelige før skærtorsdag. Børn, der i førskolealderen lærer, at det er rigtigt at dræbe politibetjente for at forsvare islam, vil ikke vokse op til at blive demokratiske, ligestillede LGBTQ-aktivister. De vil vokse op til at blive terrorister. Vi ved allerede, hvad de blev brugt som under urolighederne: Børnesoldater.